Der er de situationer / ting, som har en FAST deadline. En som du ikke kan rykke på, og hvis du misser den, ja så er det ærgerligt.

Og så er der dén slags deadlines, JEG ofte har.

Det er den mere fleksible slags, som rykker sig alt efter, hvordan jeg har det. Nogle af dem kan flytte sig gennem flere år

Vi kan have alle mulige mål i livet, og nogle af dem er sådan nogle “inden jeg bliver 25”, “inden jeg bliver 40” osv.

Jeg kan nævne nogle stykker og måske har DU et af disse mål:

• bestige et bjerg
• lære et håndværk
• lære et nyt sprog
• få et specifikt job
• få et bestemt stempel i passet
• blive gift
• skrive en bog
• løbe et halv- eller helmaraton

Jeg har faktisk ikke tænkt over det før nu, men jeg er åbenbart sådan en person, der sætter mål på den måde.

I skrivende stund går det op for mig, at de 12 måneder hvor jeg er 60 år, enten skal indeholde noget større eller mindre end de tre foregående runde år. Og noget i mig siger, at jeg bestemt ikke kan sænke barren.

Nu kan jeg godt forstå, hvis du bliver lidt nysgerrig, for jeg blev selv overrasket, da jeg lige tjekkede mit historiearkiv.

I året hvor jeg blev 30 år, blev jeg husejer for første og sidste gang i mit liv.

Jeg flyttede i hus sammen med en tidligere partner, og af sikkerhedsmæssige årsager valgte jeg at gå all-in og lave et 50/50-huskøb.

Det var DUMT, men det er en anden historie.

I året hvor jeg blev 40 år, stod jeg hvid brud i kirken og blev gift med min største kærlighed.
Og nu kommer vi til det, jeg egentlig vil frem til, nemlig året hvor jeg blev 50 år.

Det hele begyndte at summe allerede i 2024, hvor min ældste søn kickstartede en “skør” idé i mit hoved.

Han havde besluttet, at han skulle løbe et halvmaraton i 2025.

Jeg har i mange, mange år drømt om at gøre det, men har altid snakket mig selv ned.
Du er for tyk. Du er for langsom. Du kan aldrig gennemføre noget alligevel. Du snakker bare.
En del af det har også været sandt, for da jeg startede med at løbe i 2010, var jeg pænt tung og vist nok også ryger.

Min tætteste veninde Anja var også dengang frisk på en udfordring.
Hun havde også en spirende løber gemt i sig, så på med løbeskoene og vores knap så smarte løbetøj.

Anja er ikke den højeste kvinde i verden, men til gengæld har hun kæmpe smilehuller og øjne, som funkler. Hun er en hestepige, og derfor har hun gode ben.

Så er der mig. Jeg er heller ikke høj, men jeg er højere end Anja. Store smilehuller har jeg ikke, men til gengæld har jeg hofter og bagdel.

Den tur, jeg husker tydeligst, var på en sti med lygtepæle. …..
Anja løb forrest og råbte til mig:

“Kom så – du kan godt. Bare én lygtepæl mere.”

Jeg var SÅ presset, så det eneste jeg råbte var:

“Jeg slår dig ihjel!”

Ak ja, det var dengang, men tilbage til nutiden.

Jeg har løbet lige siden 2010, men aldrig mere end 10 km.
Jeg elsker at løbe. Elsker følelsen af at mærke min krop og mærke mine grænser flytte sig.
Og så er der hele den HIGH, jeg får bagefter.

Så da jeg i 2025 stod ved målstregen og så min søn løbe i mål efter sit halvmaraton, græd jeg af stolthed og glæde på hans vegne.

Og lige DER vidste jeg, at DET var mit løbemål.

Da tilmeldingen åbnede til et halvmaraton i mit nærområde, købte jeg et startnummer, uden overhovedet at være i form – ja ok kageform er jo også en form men ikke lige den mest fungerende når jeg skulle løbe 21,1 km.

Min erfaring siger mig, at jeg under ingen omstændigheder ville kunne træne mig op, hvis ikke jeg havde en fast bagkant, altså en ufleksibel deadline. Min erfaring siger mig også at tidspres er den bedste motivationsfaktor i verden.

Omvendt sagde jeg det ikke til nogen, bortset fra min mand og mine børn. Min tro på mig selv var ikke særlig høj, og tænk hvis jeg fejlede.

Da jeg fyldte 50 år (15. juni 2025), fik jeg et løbebånd af min mand, som blev installeret i vores udhus.

Det var en fantastisk gave, for nu havde jeg friheden til at træne, også på de dage hvor min mentale tilstand gjorde, at jeg ikke kunne løbe udenfor, eller når vejret var ustabilt. Det står placeret lige foran et vindue hvor jeg har udsigt til min have.

Var det så nemt at træne op?

NEJ.

Det var overhovedet ikke nemt, selvom jeg tænkte “jeg skal jo bare lige træne op til et halvmaraton“…..

Jeg kan ikke meget mere end én ting ad gangen her i livet, og alene det at være ”husmor” er faktisk min ene ting.
Alt hvad der kommer oveni, gør at jeg kommer i voldsomt energiunderskud, selvom det giver mig livskvalitet.

Forstår du hvad jeg mener?

Hele min mentale energibeholder bliver tømt hver dag, alene ved at holde huset og passe min hund, så at koble træning til halvmaraton på har været mega hårdt.
Jeg har nemlig heller ikke haft mental overskud til at træne FØR alle daglige gøremål var overstået, og så var der sjældent fysisk overskud tilbage…

Efter noget tid måtte jeg erkende, at jeg havde brug for en plan. En løbeplan.

Den slags ligger frit online, og så var det jo “bare” at følge den. Men jeg er bare ikke særlig god til, at andre skal fortælle mig, hvad jeg skal, og hvornår jeg skal det.

Så jeg brugte min ChatGPT, min nye assistent som jeg i den grad sætter pris på.

Sammen lavede vi en plan, der indeholdt alt det, som er nødvendigt for mig: hvile, yoga, styrketræning, løb, mad og kosttilskud.
På den måde blev det lidt mere fordøjeligt.

Samtidig fandt jeg en masse løbere på sociale medier, og på den måde følte jeg mig ikke helt alene i min rejse mod målstregen.
Jeg fandt også grupper på Facebook for løbere, hvor tonen er fantastisk, og hvor det hele handler om at gøre hinanden gode og give skulderklap og “hep” med på vejen. Det er guld værd.

Men på trods af en god træningsplan og et online fællesskab kæmpede jeg alene. Jeg jublede alene når det gik godt, og jeg græd alene når det var hårdt.

Og det var sindssygt hårdt!
Mit hoved havde kigget på træningsplanen, og jeg stod flere gange i løbetøj, men mine ben ville ikke bevæge sig. Mit system var lukket ned.

Jeg følte mig fanget i en krop, som ikke ville lystre, og det startede en reaktion af selvhad, selvbebrejdelse og opgivenhed.

Omvendt skulle der kun én god træning til, før alt vendte igen.

Månederne inden løbet begyndte jeg at dele datoen og begivenheden med familie, nære venner og tirsdagspigerne.

Men jeg tror kun, det var få, som reelt vidste og forstod, hvor stort løbet var for mig.

I ugerne op til var jeg stadig i tvivl om, hvorvidt jeg kunne gennemføre inden for de tre timer, der var til rådighed, og med et helt år på den følelsesmæssige rutsjebane var det virkelig tiltrængt, da løbsdagen endelig kom.

Begge mine drenge kom hjem den dag, og sammen med dem kørte min mand og jeg til Middelfart, hvor det hele skulle ske.

Ikke nok med at jeg var nervøs og mentalt høj – det var også årets varmeste dag.

Vi skrev 2. maj 2026, og temperaturen sagde 25 grader. Ugen inden lå den på 13.Kroppen var slet ikke klar til den temperatur, men jeg havde et løb, der skulle løbes – uanset vejret.

Det var ikke kun kroppen, der var lun ,mit dankort pustede da også lidt, for uanset hvad ville jeg ikke gå ned på udstyr.

For hvis jeg nu – mod forventning – kollapsede og skulle have hjælp, så havde jeg da i det mindste nyt tøj og sko på.

Men jeg havde styr på det hele.

Væske, energi og vejrtrækning.

Jeg vidste præcis, hvilket tempo jeg skulle holde, og hvornår jeg kunne tage en længere pause med tid til toiletbesøg.

Jeg var fast besluttet på at nyde turen gennem Middelfart by, over den gamle Lillebæltsbro, retur igen og gennem den smukke dyrehave, før den sluttede på havnen, hvilket også betød flere små gå pauser.

Men så skete der noget fuldstændig uforudset. Tilsyneladende var der cut-off-tid for adgang til dyrehaven.
Dette var ikke kendt for nogen af os som deltog.

Så da jeg kom retur over Lillebæltsbroen, hvor en af tirsdagspigerne stod klar til at heppe, kunne hun fortælle, at de havde lukket for adgangen til dyrehaven.
Derfor blev jeg, og alle andre bagved mig, omdirigeret og mistede nu 2,5 km af ruten.

Lige dér, cirka 16 km inde i løbet, gik luften fuldstændig af ballonen.

Hele mit system lukkede ned, og jeg var tæt på at tude.

Nu kunne jeg ikke få lov til at løbe de kilometer, jeg havde trænet op til. Alt det, jeg havde kæmpet for og drømt om, faldt til jorden.

De sidste kilometer til målstregen var tunge.

Min gejst og mentale high var skiftet ud med irritation, følelsen af uretfærdighed og pinlighed over ikke at have gennemført hele løbet på 21,1 km, men kun 18,6 km.

Da jeg krydsede målstregen, krydsede jeg mere end det….

Selvom jeg ikke fik de sidste 2,5 km med, så ved jeg, at jeg kunne have gennemført inden for de tre timer.

Jeg ved også nu, at jeg fysisk kan mere, end jeg tror, og at en løbekrop er en løbekrop uanset form og figur.

Det tog mig nogle uger, før det virkelig gik op for mig, hvor langt 21,1 km faktisk er.

Og derfor tog det også lidt tid, før jeg kunne sige til mig selv:

Det var seriøst FLOT præsteret.

Lige nu har jeg ingen planer om at gøre det igen, for min krop og mit nervesystem protesterer stadig, når jeg snører løbeskoene, af frygt for at turen pludselig er 21,1 km lang.

Men mon ikke der er faldet ro på systemet om nogle måneder, og så kunne det jo være, at jeg vil kigge efter endnu et løb.

Måske ses vi derude med et startnummer på i fremtiden.

Heldigvis kunne jeg dele denne vilde oplevelse med min mand og et hold af de bedste venner nemlig Ann og Jørgen

Uanset om jeg får en skør eller vild ide, så er de altid klar på en oplevelse – og jeg ELSKER det.
Du ved, den slags venner som altid er med på ALT, og det er aldrig kedeligt i deres selskab.

Jeg havde i flere år kigget på de 2 personers paramotor flyvninger som foregår i Qatars ørken.

Hver gang jeg har set dem, har jeg været fuldstændig fascineret.
De fløj så let og ubesværet rundt, som en fugl i sit rette element.

En lille 2 personers vogn med en kæmpe propel bag på og en faldskærm ovenover, svævende henover bilerne som legede i sandet, kamelerne som løb frit og alle os som nød livet.
Gad vide hvordan den fantastiske ørken så ud i fugleperspektiv og hvor små vi egentlig er i ”sandkassen”.
At se alt oppefra og på afstand, smukke Qatar og den arabiske golf.
DET blev jeg bare nødt til at prøve

Med vores venner på besøg i Qatar, tænkte jeg at det var NU eller ALDRIG.
Hvis jeg kunne få lokket dem med, så ville en af mine store drømme gå i opfyldelse.
Sådanne oplevelser er altid mere værd når man kan dele dem med andre.

Inden Ann og Jørgen ankom til Qatar, havde jeg sendt materiale til dem og spurgt om de ville med.
Jeg tror ikke de havde tænkt over det i mere end et par minutter før der kom et kæmpe
”JA SELVFØLGELIG”

Ann og Jørgen har selv boet i Qatar, og da de flyttede livet til Mellemøsten, havde de brug for opbevaringsplads.

I danskernes facebookgruppe lavede de et opslag hvor de efterlyste opbevaringsrum, og da jeg læste det, tilbød vi at de selvfølgelig kunne låne et værelse hvor de alene ville have den eneste nøgle til.
Vi boede trods alt i et hus med 4 etager og ca 400 m2, så vi havde da et enkelt værelse vi ikke brugte.
Så på den måde fandt vi hinanden og et stærkt venskab hurtig blev knyttet.

For det var generelt sådan at bo i Qatar.
Vi hjalp hinanden, uanset om vi kendte hinanden eller ej, og på den måde formede smukke venskaber og bekendtskaber sig for os.

Der findes ingen fremmede, kun venner vi ikke kender. (Samuel Pepys)

Ann og Jørgens tid i Qatar blev desværre kortere end de havde regnet med, så ferien hos os i 2023 var på flere måder betydningsfuld for dem også.

Nå, men jeg fik booket vores tur ved Skymasters og så var det bare at vente og glæde sig.

Endelig kom dagen.
En ”elektrisk summen” løb igennem hele min krop, som et batteri der var fuldt opladet. Jeg var så spændt på den absolut fedeste måde og spørger du min mand så var jeg tydeligt euforisk – høj af forventning og spænding.

Inden vi skulle afsted havde jeg kommunikeret en del med dem fra Skymasters Sports club, for at være sikker på jeg vidste ALT hvad jeg skulle vide.
Hvordan med vejret – er vi afhængige af bestemte forhold?
Hvem skal flyve os?
Skal vi alle 4 op på samme tid?
Kan vi have kamera med?
Hvor flyver vi hen, Nord, Syd eller over vandet? Osv

Jeg var KLAR

Da vi kørte hjemmefra, og kom ud på de store veje med åbne vider, blev det tydeligt at der var rigtig meget sand i luften.
Hvis du ikke har oplevet den slags, så skal du forestille dig en tåge / dis som er beige farvet.
Når det hænger i luften på den måde efterlader det et meget fint lag sand over ALT. Det borer sig ind i ens tøj og klistre sig nærmest til ens hud.
I Qatar kan man aldrig vide sig helt sikker på sigtbarheden på forhånd, og ofte varierer det fra by til ørken, så vi tog chancen og kørte sydpå.

Men vi kunne godt se at det var slemt da vi nærmede os ørkenen, og efter samtale med Skymasters besluttede vi at udsætte det.

ÅH skuffelsen.
Det var helt forfærdeligt for mig at være i…. Al den energi jeg havde opbygget, alle de tanker og følelser som var vokset i flere dage optil – hvordan skulle de nu blive udløst…..

Heldigvis var vejret meget bedre dagen efter – og SÅ var jeg klar igen. Ja det tog mig ikke længe at aktivere alle systemerne fra dagen før – heldigvis.

Jeg kontaktede Skymasters og så satte vi igen kursen mod Qatars ørken – nu med fantastisk sigtbarhed.

Da vi ankom, var der ikke særlig meget liv, og ham jeg havde kommunikeret med, var der ikke.

I Qatar er klokkeslæt mere en retningslinje fremfor en reel aftale, og DET har bestemt været en kæmpe udfordring for mig de år vi boede der.
Tidspunkter i mit hoved, er ikke variable.
Kl 12.00 ER kl.12.00 og ikke 12.25, men jeg lærte at acceptere det er anderledes i Qatar.

Endelig ankom min kontaktperson til sportsklubben og lige så stille begyndte alle de ansatte også at dukke op.
Der gik ikke længe før hele klubben summede af aktivitet, adrenalin og god stemning.

Vi tog plads oppe på en terrasse ovenpå klubhuset hvor vi havde udsyn udover ørkenen og de paramotor-maskiner som vi skulle flyve med.

Åhh jeg kunne næsten ikke være i mig selv af bare spænding og glæde

NU var det NU

Vi blev vist ned på et stort kontor hvor vi selvfølgelig skulle skrive under på at det var af egen fri vilje osv.

Vi blev udstyret med hvert vores GoPro kamera og hver vores pilot.

Alle piloter havde et billede og et flyve-CV til at hænge så det var tydeligt hvem vi fløj med.

Inden jeg gik ud, spurgte jeg om lov til at dele denne oplevelse på min blog, og det fik jeg tilladelse til.

Godt spændt fast og med headset på, startede han den store motor.
Vi kørte hen af ørkensandet og inden længe var der fart nok til at vi lettede.

Weeeeeeeeeeeee hvor var det FEDT

At lette i en flyvemaskine, og blive suget tilbage i sædet er fedt – men DET HER…. Wauw

I løbet af kort tid fløj jeg

Ingen tag, ingen sider, ingen vinduer men kun en vogn lavet af metal og et sæde – sikke en følelse

Jeg vil uden at blinke sige den ligger på min TOP-5 over vildeste, fedeste og mindeværdige oplevelser i hele mit liv.

Så hvis du nogensinde får muligheden for at flyve i en sådan en – SÅ GØR DET.

Nu hvor jeg har siddet her og lavet dette indlæg, set alle billeder og videoer igen, så kan jeg garantere at det ikke var sidste gang jeg gør den slags.

Du kan finde SkyMasters i Qatar her :

https://skymasterss.simplybook.me/v2/

Instagram:

https://www.instagram.com/skymasters.qa

Facebook

https://www.facebook.com/Skymasters.qa

Så gad vide hvor jeg skal have den næste oplevelse…..

Allerede i sensommeren 2022, besluttede vi at jeg skulle flytte tilbage til Danmark i december 2022 – og det gjorde jeg.
Eller det vil sige det prøvede jeg på… Historien kommer her….

Da vi flyttede fra Danmark til Qatar i 2018, var Lars tvunget til at udleje vores hus.
Huset, som Lars har ejet i mange år, hører nemlig under den del af lovgivningen som hedder ”bopælspligt”, men hvad betyder det egentlig?
Jo, det betyder at huset skal være beboet i minimum 6 måneder ud af 12 måneder om året.
I princippet er det lige meget, hvem der bor i huset, så længe at nogen rent fysisk befinder sig der i den omtalte periode og er registreret på adressen.
For hvis huset står tomt, ja så kan kommunen sørme tage råderet over det…. Derfor var Lars´s eneste mulighed, da vi pludselig skulle flytte til Qatar – at udleje huset – uopsigeligt fra Lars´s side i 3 år (Jep – det er nogle vanvittige regler i Danmark).

Da vi besluttede os for at flytte til Qatar, var vi slet ikke klar over hvor omfattende det var at tømme et helt hus og vurdere, hvilke ting der var værd at gemme i måske op til 10 år på et lager..

1½ måned havde vi til oprydning, inden Lars skulle rejse.
Jeg og min yngste søn blev tilbage i Danmark og fik styr på resten, inden vi skulle flytte ned til Lars i Qatar.

At udleje huset var på alle måder en meget dårlig oplevelse…
Selv om man tror man kender folk, så kan man bare blive så skuffet.
Lejerne var ikke fremmede mennesker, og alene det fik os til at tro på det bedste.
Vi blev klogere og kunne konstatere, at det i sig selv ikke er nogen garanti for at løfter og aftaler bliver holdt, og at der bliver passet på boligen.

Heldigvis opsagde de selv lejekontrakten før tid.

På det tidspunkt stod vi (Lars) med 3 valg.

1: Lars kunne søge Kolding Kommune om at lave huset til flexbolig, hvilket giver den en form for sommerhus-status og dermed forsvinder bopælspligten.
Så kunne vi selv benytte huset i ferier osv.

2: Lars kunne sætte huset til salg.
Vi havde dengang ingen planer om at flytte til DK, og hvis vi gjorde, var der andre steder end Kolding Kommune som havde vores interesse. Så det var bestemt en mulighed.

3: Jeg kunne flytte tilbage til DK sammen med hundene. Flytte alle mine private ting med og derefter kun se Lars på et ferieophold.
Lars ville så flytte i noget mindre i Qatar og indrette sig alene.
Men på det tidspunkt var det ikke lige den løsning, vi fandt mest attraktiv.

Vi valgte at starte med den mindst omfattende løsning og ansøge kommunen om muligheden for at lave huset om til flexbolig.
Svaret fra Kolding Kommune var meget klart og tydeligt NEJ! (Allerede her burde vi have fornemmet at Kolding kommune var tung at danse med)
Nå, jamen så havde Kolding Kommune jo truffet beslutningen for os:  Lars var nu tvunget til at sælge sit hus med alt hvad det indebærer af rapporter og udgifter. Det var dog tydeligt for enhver at huset ikke var salgsklart efter udlejningen.

I huset havde lejerne, uden at få lov, fjernet en væg og blot lagt et vindue som var gemt med vilje!!
Der hang ledninger ned fra loftet og en hel væg var totalt ødelagt efter de havde smurt noget cement ovenpå tapetet!
Der manglede ting som tilhørte huset og så var der ting som generelt var misligholdt.

Man blev så træt og frustreret.

Heldigvis har vi en rigtig god kammerat som i den grad gjorde en indsats for at få huset til at fremstå nogenlunde præsentabelt nu hvor vi var 6000 km væk.

Salgsperioden startede, men ved hver fremvisning kunne jeg mærke at jeg faktisk slet ikke var indstillet på at sælge det alligevel.
 
Det var jo det eneste hjem Lars og jeg havde haft sammen og det hjem hvor der var mange minder sammen med alle vores 4 børn og familie og venner.

Helt firkantet og på papiret, så er det Lars’ hus og dermed også hans beslutning om huset skulle sælges eller ej.

Efter en del samtaler tog vi dog sammen beslutningen om at benytte den sidste af de 3 muligheder.
Vi valgte at beholde huset.
Som det er med alle beslutninger – så er der konsekvenser.

Det betød jo så at jeg skulle flytte retur til Danmark med hundene – men UDEN Lars.

Jeg skulle igen have min hverdag i Danmark, med bopæl i huset.
Jeg skulle med tiden finde frivilligt arbejde igen og langsomt begynde at få indhold og mening i mit liv igen.

Vores plan var at sommeren og julen ville Lars tilbringe sammen med mig i Danmark i huset og resten af året ville jeg rejse frem og tilbage på ferie i Qatar eller hvor vi nu ville holde ferie sammen i verden.
Med lidt planlægning og styr på kalenderdagene kunne det sagtens hænge sammen for os, og uden problemer ville jeg nemt opholde mig flere dage i Danmark end det som loven kræver iflg. Bopælspligten.

Da beslutningen var endelig, skrev jeg (i starten af september 2022) en e-mail til Borgerservice i Kolding Kommune.
Jeg havde aldrig prøvet at flytte retur til Danmark fra udlandet, og jeg havde brug for at være på forkant med hele proceduren.

I min e-mail fortalte jeg om min ADHD og Autisme der gør jeg har brug for detaljer og fuldstændig klarhed over hvordan jeg skulle forholde mig i forbindelse med indrejsen osv.

Efter en lang korrespondance følte jeg mig godt informeret og tryg ved at skulle indrejse i Danmark igen i december 2022.

December kom hurtigt. Vi pakkede kufferterne og satte kurs mod Danmark.

Planen var at rejse til Danmark, hvor jeg skulle indrejses på Borgerservice i Kolding kommune (flytte retur til Danmark) og have bopæl i vores hus.

Jeg skulle købe en bil, få bilen indregistreret, få tegnet alle relevante forsikringer, få installeret alarmsystem i huset og tømme det lagerrum jeg havde haft siden 2018.

Efter en hel december i Danmark, med indretning af vores hus, familie fødselsdage samt jul og nytår med børnene, skulle jeg så rejse på ferie i Qatar fra den 1. januar 2023.

Kort sagt – jeg skulle indrette mig i Danmark med alt hvad det indebærer, og starte det nye liv med bopæl hver for sig.

Vel Ankommet til Danmark gik turen nu mod Kolding.
Vi havde heldigvis booket hotel til den første nat – for huset var jo TOMT og vi havde ingen seng eller dyner, håndklæder, glas eller støvsuger – intet.
Alt dette ville først blive leveret den 2. december.

Det kan godt være det lyder skønt med ny seng, nye dyner, ny støvsuger, ja nyt af alting, men det var temmelig stressende og dyrt…

Nå men tiden flyver jo når man hygger sig med at flytte og indrette sig – – og pludselig var det den 5. december, dagen hvor jeg havde fået tid ved Borgerservice til indrejse i Danmark.

Og den dag startede cirkus vanvid….

Jeg blev selv uddannet indenfor offentlig forvaltning, og dengang var det meget brugt at tale om ”skrankepaver”.
Jeg havde dog en klar fornemmelse af at tiden havde ændret sig og den slags ikke rigtig fandtes mere – men at begrebet ”service” stadig eksisterede.
Der gør det måske også – hvis borgeren ikke stiller kritiske spørgsmål og udfordrer den ansatte på reglerne og lovgivningen.

Jeg stod ved skranken og Lars stod ved siden af. Det var jo en stor dag for mig – at flytte tilbage til Danmark, så selvfølgelig var vi begge til stede, og heldigvis for det.

Damen ved skranken tastede løs på sit tastatur og indenfor relativt kort tid, var jeg igen indrejst og tilmeldt det danske system.

Inden vi forlod borgerservice, spurgte jeg selvfølgelig hvordan kommunen beregnede månederne i forhold til bopælspligten.
Om beregningen var løbende med start fra den 5. december hvor jeg var indrejst, eller om beregningen kørte efter kalenderåret.

Hun kiggede helt forvirret på mig og sagde: ”det har jeg ingen anelse om – jeg ved bare at du nu SKAL blive i Danmark i 3 måneder.”

Jeg udbrød:

”Jamen det kan jeg da ikke… Jeg rejser jo igen den 1. januar 2023”.

Damen i skranken siger så ”jamen SÅ kan du jo ikke blive indrejst og få bopæl i Danmark – det siger loven”.

Der stod jeg, midt i borgerservicekontoret, og fik en regulær nedsmeltning.
1000 tanker kører rundt, massere at billeder af forskellige scenarier og en million spørgsmål. Angsten nåede lige at vise sit ansigt – for jeg havde ingen ide om hvad dette betød.
INGEN havde informeret om den regel.
Ingen havde sagt jeg ville være stavnsbundet / tvunget til at være i Danmark i 3 måneder, og jeg havde da overhovedet ikke forestillet mig, at jeg som dansk statsborger ikke kunne blive indrejst i mit eget land.
Ej heller havde jeg fantasi til at tro at mit eget land ville tvinge mig til at blive indenfor landets grænser i 3 måneder. Nej, der måtte bestemt være noget hende i Borgerservice havde misforstået.
Mit land som ellers bryster sig med at være et FRIT land… Nej jeg kunne slet ikke forholde mig til det.

(En tanke….)
Hvad hvis nu jeg var flyttet hjem til Danmark – for at starte i et nyt job hvor nogle af mine opgaver var uden for Danmarks grænser. Min base skulle være i Danmark, men jeg skulle rejse ud på job i 1,5 måned lige med det samme – kunne jeg så heller ikke blive indrejst og få bopæl?
Skulle jeg så have meddelt min arbejdsgiver at jeg ikke kunne arbejde i de første 3 måneder fordi loven i Danmark sagde jeg skulle blive i landet?

Jeg sagde til hende, at det kunne jeg slet ikke forholde mig til, og at det blev de da nødt til at finde en løsning på.
Damen gik ud bagved for at tale med sin leder, og kom tilbage med beskeden om at de ville drøfte min situation på et møde.
Jeg blev lovet at de ville vende tilbage når de havde truffet beslutning om min indrejse skulle annulleres eller ej.

Jeg var i den grad forvirret, frustreret, stresset og fuldstændig uforstående overfor det jeg lige havde fået at vide.

Vi kender en del danskere som er flyttet tilbage til Danmark efter ophold i udlandet, og ingen af dem har nogensinde fortalt om denne regel – for ingen af dem er nogensinde blevet præsenteret for den.
Har alle de andre tilbageflyttede danskere så udelukkende opholdt sig i Danmark i de første 3 måneder? Svaret er NEJ.

Der gik ikke mange dage, før damen fra Borgerservice ringede mig op.

De havde nu talt om min indrejse på kontoret og vedtaget at min indrejse blev annulleret da jeg ikke opfyldte de krav loven foreskriver og de vurderede at mit tilhørsforhold var størst til Qatar.

Hvis jeg efter 3 måneder kunne bevise i form at kontoudskrifter at jeg havde opholdt mig i Danmark HELE tiden, så ville de gerne indrejse mig med tilbagevirkende kraft. (læs: udlevere oplysninger om min personlige færden og hvad jeg bruger mine penge på – penge som forresten er blevet beskattet i Danmark)

Jeg var fuldstændig målløs.

Jeg meddelte at jeg havde købt en bil, fået den indregistreret, tegnet forsikringer, fået installeret alarmsystem, opsagt vores lagerrum, indrettet vores hus med alle vores ejendele og at børnene boede i Danmark – så hvordan i alverden kunne de påstå at mit tilhørsforhold var størst til Qatar ?!?!?!
Jeg inviterede dem faktisk også her hjem, så de kunne se at alt var som jeg sagde – men det havde de ingen interesse i….

Lars og jeg fandt lovgivningen online, og da vi havde læst loven flere gange, var vi mere forvirret end da vi startede.

Det damen på Borgerservice havde sagt – passede jo ikke helt.

I loven står der således:

LBK nr 5 af 09/01/2013

§ 16. Registrering i CPR af tilflytning fra udlandet kan kun ske, hvis opholdet her i landet skal vare over 3 måneder.

Stk. 3. Korte besøg i udlandet indebærer ikke en afbrydelse af fristerne i stk. 1 og 2 for ophold her i landet, så længe vedkommende i det anførte tidsrum sover flest gange her i landet. 

Mit ophold skulle jo netop vare over 3 måneder – da jeg skulle BO her i landet igen, så den del mente jeg at kunne opfylde.
Men så stod der også en tekst om de korte besøg i udlandet.

Det var jo ikke hvad de havde sagt til os.
Det eneste vi ikke kunne finde nogen steder, var definitionen af ”korte ophold”, men til gengæld stod der sort på hvidt at så længe jeg sov flere nætter i Danmark end i udlandet i de første 3 måneder – ja så var betingelserne opfyldt for indrejse i Danmark.

Jeg rettede selvfølgelig henvendelse til Borgerservice, for ret skulle være ret. Som altid skrev jeg en e-mail, for det er altid nemmest at holde styr på informationer, når det er på skrift.

For at gøre en meget lang historie lidt kortere, blev jeg nu anklaget for at spekulere i at ville omgå loven!!
Det blev også gjort tydeligt at skriftlig kommunikation ikke var noget de var begejstret for, så derfor blev jeg inviteret til et personligt møde på Borgerservice, hvor vi skulle drøfte min sag.

Alene ordet SAG, fik det at lyde som noget kæmpestort – men det viste sig også at det var stort for Kolding kommunes Borgerservice – måske ligefrem årets begivenhed.

Til mødet – som vi naturligvis fremmødte til – kom skranke damen og faglig koordinator slæbende på sagsmapper, som om det var en retssag, der havde været i gang i flere år.

Lars og jeg kiggede på hinanden og tænkte begge ”hvad i alverden foregår der”, for det hele virkede så ekstremt.

Vi spurgte selvfølgelig ind til definitionen af “korte besøg i udlandet” da længden af disse ikke fremgår af CPR lovgivning paragraf 16.

Af faglig koordinator blev vi informeret om, at korte besøg var omkring 1 uge og at dette fremgik af retningslinjerne fra ministeriet som kommunen arbejder ud fra.

Jeg bad om kopi af de retningslinjer for bedre at kunne forstå grundlaget for samtalen – men det kunne jeg ikke få.

Jeg kunne derimod IGEN få beskeden om at jeg skulle befinde mig og have min hverdag i Danmark i 3 måneder for at indrejsen og dermed registreringen i CPR-register kunne finde sted.

Hun fortsatte med beskeden om, at hun mistænkte mig for at ville omgå reglerne, da jeg havde fortalt at jeg udrejste af Danmark 1. januar 2023.

Jeg sagde, at jeg under ingen omstændigheder vil OMGÅ nogle regler – jeg ville derimod OVERHOLDE regler, da det er sådan jeg fungerer.

Min autisme fungerer kun med at overholde regler og love. 

Jeg skulle flere gange rette deres valg af ord, så de forstod jeg IKKE udrejste, men kun tog på ferie.
Men igen, man hører jo hvad man vil høre….

Igen bad jeg om definitionen af korte ophold – men fik nu at vide at det var en vurderingssag. (Før var det konkrete retningslinjer fra ministeriet) 

Vi spurgte ind til hvordan jeg skulle kunne overholde loven – som vi selvfølgelig ønsker jeg skulle – hvis jeg ikke kunne få konkret at vide hvor mange nætter jeg skulle sove i mit hjem i Danmark for at overholde loven. 

Den faglige koordinator virkede lidt presset over vores gentagne spørgsmål om udlevering af de retningslinjer hun sagde hun arbejdede ud fra, og begyndte nu at spørge om jeg ville indrejses fordi jeg skulle have noget ud af systemet i Danmark. Hun spurgte om jeg er syg og skulle bruge det danske sundhedsvæsen – siden det var så vigtigt for mig at blive indrejst.
Jeg blev ærligt talt lidt sur.
Jeg forklarede at jeg ikke var syg og intet skulle have. Og hvis jeg skulle blive syg, så havde jeg selv en sundhedssikring.

Jeg tilføjede, at jeg jo er dansk statsborger og har ALTID betalt min skat i Danmark og indbetalt til pension i Danmark, selv i alle de år hvor jeg boede i Qatar.
Faktisk har jeg indbetalt dansk skat OG betalt for lægebesøg i Danmark når jeg var på ferie her – så hele deres tankegang kunne jeg slet ikke forholde mig til.

Hun afsluttede mødet ved at gøre det klart at uanset hvad, så vil borgerservice “vinde denne sag”.

Min mand og jeg blev fuldstændig forundret.

”Vinde?” spørger vi i munden af hinanden  

Hvad det I skal vindes og hvorfor?

Det kom der intet svar på, men hendes sidste ord var, at jeg selvfølgelig kunne klage. Og klage – det gjorde jeg – eller det fik jeg en advokat til, da jeg slet ikke havde overskuddet til det.
Jeg følte mig SÅ uretfærdigt behandlet

Jeg følte mig kriminaliseret og mistænkt for handlinger og tanker som jeg ALDRIG har haft, så derfor blev jeg nødt til at klage.

Sagen endte ved CPR kontoret i indenrigsministeriet.

Og som jeg frygtede, så holder alle i det offentlige nok hånden over hinanden, for CPR-kontoret stadfæstede den beslutning som Kolding Kommune havde truffet.

CPR-kontoret gjorde det dog tydeligt at Kolding kommunes Borgerservice SKULLE have udleveret alle retningslinjer, så jeg havde haft noget konkret at forholde mig til – men fakta er at min indrejse først kunne blive fra 01. juni 2023.

At klage over CPR kontoret, er ikke en mulighed. Det eneste jeg kunne gøre var en retssag – men SÅ mange penge får man jo heller ikke som førtidspensionist, så sagen endte der – desværre

Så hvilke konsekvenser har det så haft for mig….

For det første blev jeg så stresset og drænet af hele den omgang at det også påvirkede mig fysisk.
Så fik jeg en advokatregning – og alle ved jo at den slags regninger ikke er små…
Derudover skulle alle mine forsikringer ændres flere gange, da dækningen er forskellig alt efter om man bor i Danmark eller uden for landet.
Senere fandt jeg også ud af at min førtidspension blev højere når jeg havde adresse i Danmark – men eftersom de annullerede indrejsen, og jeg derefter indrejste igen i juni 2023, så skulle de penge betales tilbage.

Alt dette er selvfølgelig bare penge.

Det der sådan set går mig mest på, er de falske anklager om svindel og den mistro Kolding kommunes Borgerservice har haft til mig.

Jeg er ramt på min retfærdighedssans, og føler mig i den grad krænket….

Sidst men ikke mindst, sidder jeg med en klar følelse af, at der ER forskel på HVEM der indrejser i Danmark.
Er det en førtidspensionist som mig – eller er det en person der har et velbetalt job….
Det gør jeg selvfølgelig fordi jeg kender mange andre som er indrejst og som IKKE har fået den behandling jeg gjorde. Og ja, de har ALLE velbetalte jobs…

Men i Danmark diskriminerer og forskelsbehandler vi da ikke, vel ?

Hulen lå meget højt placeret, så vi havde det fulde udsyn udover marker og bjerge.
Fra parkeringen gik der en lang trappe op til billetlugen hvor vi skulle betale for vores indgangsbillet. Jeg kan ikke lige huske hvad prisen var, men det var vitterligt næsten ingenting.

Med billetter i hånden var vi klar til at få en oplevelse i hulen.

Og en oplevelse det var det da også…. Efter 2 minutter var jeg ude igen.

FLAGERMUS !!! Ja, det kunne jeg da have sagt mig selv – men det gjorde jeg tydeligvis ikke…

Lars fulgte mig ud og derefter gik han spændt ind igen… Om jeg begriber den mand….
Nå men så længe jeg kan blive fri, så kan han få alle de oplevelser med de vilde dyr, som han føler for.
Jeg nød udsigten i stedet og senere så jeg alle de fine billeder som Lars havde taget. Og grotten var flot, det skal der slet ikke være nogen tvivl om.

Jeg vil helt sikkert ønske at alle mine fobier ikke var der, for når de samtidig trigger min angst – så sætter det seriøse begrænsninger som er ved at være irriterende.

Måske hypnose kan hjælpe ? Nå men tilbage til rejsen….

Hvis du vil lægge vejen forbi hulen og alle flagermusene så kan du finde det her:
https://goo.gl/maps/h85nrvgRtecD9AqQ9

http://www.acipayam.gov.tr/acipayam-keloglan-magarasi

Vi havde booket 2 overnatninger i Pamukkale og heldigvis for det. Hotellet var utrolig lækkert og servicen var perfekt.
Værelset var stort og sengen var skøn. Hotellet var bygget rundt om en stor pool og poolbar – whats not to like.

Den første dag gik vi en tur i byen og fandt en lækker asiatisk restaurant hvor vi nød skøn mad med udsigt til bjerget som vi skulle op af næste dag.
Synet var meget imponerende for hvis ikke vi vidste bedre, så ville vi tro det var et isbjerg.

Vi var heldige at fange lidt lyn på himlen over bjerget, da vi spiste aftensmad den første aften.

Bjerget i Pamukkale er den primære årsag til at besøge den by, og Unesco skriver på deres side:

”Som følge af kilder i en næsten 200 m høj klippe med udsigt over det almindelige vand har kalkholdigt vand ved Pamukkale (Bomuldspaladset) skabt et uvirkeligt landskab, der består af mineralskove, forstenede vandfald og en række terrassebassiner.
I slutningen af ​​det 2. århundrede f.v.t. attalidernes dynasti, Pergamons konger, etablerede det termiske kurbad i Hierapolis.
Ruinerne af badene, templerne og andre græske monumenter kan ses på stedet.”

https://whc.unesco.org/en/list/485

Jeg har endnu en gang lovet mig selv, at jeg i fremtiden vil undersøge alle de steder jeg skal besøge FØR jeg ankommer, for som altid var jeg slet ikke forberedt på hvad der ventede mig.
(Kan man måske ane et mønster her…)
For det første skulle vi have skoene af når man før vi gik op ad den hvide kalkside på bjerget.
Jeg forstår udmærket at de ønsker kalken skal forblive hvid og pæn, og derfor skal man have bare fødder, men jeg var ikke forberedt, og jeg bryder mig ikke om at gå uden sko på.

Jeg vidste heller ikke at hele underlaget faktisk var vådt eller fugtigt mange steder.
Jeg var dog klar over at der var store vandbassiner med ler i, som efter sigende skulle være virkelig godt for huden, men jeg vidste ikke alle de andre ting.
Jeg er temmelig motorisk usikker / udfordret og når underlaget er ukendt og vådt så bliver det bare en oplevelse der dræner min energi.
Men af natur er jeg til gengæld også SÅ nysgerrig at jeg ikke vil gå glip af noget – og heldigvis for det.

Langsom men sikkert kom vi helt op på toppen af kalkbjerget.
Vi var igennem nogle få bassiner med vand og ler, selvom jeg foretrak at gå udenom.
Bjergets højde på omkring 200 meter lyder måske ikke af meget, men jeg kan betro dig – DET er det når man går på bare fødder i bagende sol.

De vandbassiner vi passerede på vejen op ad bjerget, var ikke de originale naturskabte bassiner.

Før i tiden var der ingen regler om bare fødder, og derfor begyndte kalksiderne at ændre farve og de ægte bassiner blev meget medtaget af alle de mennesker som besøgte bjerget.

Derfor har Tyrkerne har været nødt til at lave andre bassiner for nogle år tilbage, for at kunne bevare de originale så godt som muligt.

Vi kunne stadig se de originale, men ikke komme i nærheden af dem.

Turen op til toppen var en udfordring for mig, på grund af varmen, alle de andre mennesker og et underlag jeg ikke følte mig sikker på.
Så lidt over halvvejs oppe lukkede mit system ned og en nedsmeltning (mentalt) overmandede mig.Jeg var klar til at vende om og give op.
Efter en pause kom vi helt op på toppen, og jeg blev ”parkeret” på den kæmpe platform hvor mange af de andre turister også sad og nød udsigten.
Men…. Jeg sad ikke længe. Se videoen

På trods af varmen var Lars klar på at udforske de historiske ruiner på toppen af bjerget, og jeg skulle ikke være den som stoppede ham.
Så længe jeg blev fri, så var alt godt  

Han havde en fantastisk oplevelse, men varm…. For i guder det var varmt i Pamukkale midt på dagen… Temperaturen nåede den høje side af 37 grader – i skyggen.
Jeg synes at kunne huske han læste de skilte han så – tog en masse billeder og tænkte han ville genopleve det hele senere, på skærmen

Nå men en ting var at komme op, men vi skulle jo også ned igen….
Med Lars lige foran mig hele vejen ned, så lykkede det heldigvis også uden nogen form for panik og jeg kunne endelig få mine sko på igen.

Tilbage på hotellet hvor en go bog, mit headset og en kold øl ventede, kunne jeg også samtidig erkende at ende en sejr var i hus. Jeg kom jo både op og ned og den oplevelse kan ingen tage fra mig.

Efter en sidste nat i Pamukkale pakkede vi bilen og fortsatte til Izmir.

Det er ikke altid at vores måltider på sådan en ferie foregår ved et bord. Den morgen vi kørte videre, havde ingen af os specielt lyst til morgenmad, så vi købte et flutes fra en lille lokal købmand på vejen, og delte det i bilen.

I Izmir skulle vi have 1 overnatning og for en gangs skyld havde vi ikke noget specielt på programmet, andet end at få vasket lidt tøj og bare hygge os.
Gaderne vi kom igennem for at finde vores hotel var nu en oplevelse i sig selv.
Jeg har aldrig kørt i SÅ smalle gader før, og jeg forstår slet ikke hvordan beboerne i Izmir kan tage det helt afslappet når de færdes der.
Vi ramte på et tidspunkt en gade som drejede til venstre, og jeg sværger – alle bilens sensorer var aktiveret konstant. Det siger en del om hvor lidt plads der faktisk var.

Hotellet vi skulle overnatte på, lå placeret godt gemt, på en af de stejle små gader.
Heldigvis er Lars udstyret med en detektiv hjerne, så kørte vi faktisk lige til døren. Vi havde set frem til denne by og dette hotel.
Vi havde booket på øverste etage så vi kunne have havudsigt. Det fremgik tydeligt ved bookningen at på alle de andre etager var den eneste udsigt bygningen på modsatte side af gaden.

Vores vært fortæller os, at vi selvfølgelig gerne må få et værelse på 6. etage med fuld udsigt over havet – men elevatoren gik kun til 5. etage.

Kender du det…
DET øjeblik hvor man hører noget som bare at så underligt og komisk at man bare kigger på hinanden og forsøger at tilbageholde en latter.
Det var lige præcis sådan et øjeblik.

Jeg kender ikke den rette historie mht. elevatoren på dette hotel, men vi synes det var lidt morsomt.

Nå, men vi skulle selvfølgelig nok klare trapperne den ene etage med al vores bagage
(Læs : Lars skulle slæbe vores kufferter), for udsigten ville vi have – og DEN fik vi.

Hold nu op udsigten var smuk og værelset var skønt.
Alt var rent, pænt og sengetøjet var strøget.
At A/C´en så ikke virkede …. Ja det var knap så smart midt på sommeren, men heldigvis kunne det store vindue åbnes helt og den friske havluft kom os til undsætning.

Vi havde en hyggelig dag i Izmir.
Vi fik vasket lidt tøj og gået en dejlig tur i byen. Vi fandt en hyggelig lille restaurant med lækker mad og så fik vi prøvet kræfter på nogle af alle byens trapper…

Vi havde en dejlig stille aften med vores bøger på værelset og fra det åbne vindue kunne vi se solnedgangen som farvede himlen så smukt.

Efter en go nattesøvn med masser af frisk luft, vågnede jeg samtidig med solen og havde den fantastiske oplevelse at se den stå op.
Jeg konstaterede hurtigt, at solen er langt smukkere, når den vågner, end jeg er
Så du får kun billeder af solen.

Vi fik pakket sammen for nu kaldte Bursa.

Vi har ikke lavet mange fejl på denne rejse, men overnatningen i Bursa var helt sikkert en FEJL.

Der er som sådan ikke noget galt med Bursa, men der er heller ikke noget særligt at se…
Det kunne nu have været en afslappende oplevelse, HVIS vores overnatningssted havde været godt.
Normalt vil jeg ikke gå i detaljer med kritik af overnatningens steder, for det er slet ikke formålet med denne rejsebeskrivelse – men hold nu op for noget svineri og elendighed.

Vi havde booket suite på Boutique hotel og forventede lidt ala denne beskrivelse som passer på et Boutique hotel (Fundet online):

”Der skal være en speciel atmosfære.
Hvis du skal vente i kø for at få nøglen til dit værelse, bliver du henvist til noget behageligt at sidde i, hvor der står et glas vand eller champagne klar til dig.
Serviceniveauet skal være i topklasse. Det skal være usnobbet, og betjeningen skal være personlig uden at være pågående.
Atmosfæren er oftest intim og hjemlig, og indretningen kan være både elegant, hyggelig og romantisk.”

Det var så bestemt ikke det vi fik– på dette såkaldte Boutique hotel!!

Da vi ankom, var der ingen mennesker at finde nogen steder.
Svagt kunne vi høre en støvsuger nogle etager oppe, men som helt fremmed stod vi selvfølgelig og ventede.

Vi havde på forhånd aftalt vores ankomst tidspunkt, så det var ikke fordi personalet ikke vidste vi kom.

Pludselig kommer der et par unge fyre ind fra gaden, og da de ser os stå der løber de ovenpå og får fat i ham der støvsugede, som også er en meget ung fyr.

Vi fik at vide at værelset ikke er klar, men der ville lige gå 5 minutter.

Efter ca 15-20 minutter fik vi besked at nu var værelset klar, men der var så mange ting som slet ikke var i orden, at det er nemmer at nævne de ting som var ok.

1. Der var strøm
2. A/C virkede.

Ja, det var det….
Der var så beskidt og det hele var i dårlig stand.
Sengetøjet, dvs. lagen og gammelt tæppe var nusset/ ikke rent, håndklæderne var gamle, slidt og revet i stykker.
Toilettet virkede ikke korrekt, der var lange hår i bruseren og gamle shampooflasker fra tidligere gæster. Køleskabet var beskidt og stikkontakterne hang udenfor væggen.

Suk..

På det her tidspunkt af vores rejse var vi begge ved at være helt fyldt op af oplevelser og indtryk, så vores tolerancetærskel, når det kom til indkvarteringen, lå på et meget lavt sted.
Heldigvis var det ikke mange timer vi skulle være i Bursa, og vi besluttede at bruge de fleste timer udenfor.
Tidligt næste morgen var vi allerede ude af Bursa igen.
Kursen var sat mod vores sidste punkt på rejsen – Istanbul.

Flere af vores venner havde fortalt hvor fantastisk Istanbul var, så vores forventninger var skruet lidt i vejret.
Vi havde booket os ind i den gamle bydel og bestemte os for at tjekke ind – pakke ud og derefter køre til lufthavnen for at aflevere bilen.
Vi kunne sagtens have afleveret bilen den dag vi faktisk skulle rejse hjem, men for at slippe for trafik-stress på afrejsemorgen, valgte vi at returnere bilen før tid, og tage en taxa til lufthavnen på afrejse dagen.

Som altid havde vi informeret vores vært om ankomsttidspunkt, men her var der heller ikke nogen til at tage imod os.

I virkeligheden kunne vi have sagt os selv at tidspunktet var usmart – vi ankom en fredag midt i bedetiden….
Fair nok…. Vi fandt en cafe hvor vi kunne nyde lidt frugt og is samt få en sludder med indehaveren.

Efter en times tid fik vi vores værelse udleveret.

Huset hvor værelset befandt sig synede ikke af noget og selve trappeopgangen op til værelset var mørk, ubehagelig og beklædt med gulvtæppe som sikket har taget imod lidt af hvert i de år det har installeret…..
Men da vi åbnede døren ind til vores værelse, blev vi heldigvis positivt overrasket.
Værelset var fint og rent og der var masser af plads samt en lille altan.

Som planlagt fik vi afleveret bilen i lufthavnen.
Vi fik takket for 3 ugers bekendtskab samt tryg transport igennem Tyrkiet, og herefter havde vi fornøjelsen af at køre med taxa tilbage til den gamle bydel, hvor vi nu skulle nyde de sidste dage.

Istanbul bød på mange fine og hyggelige oplevelser.
Vi besøgte grøntsagsmarkede

Små gader med skønne forretninger

hyggelige spisesteder

moskeen Hagia Sophia (udefra)
Hagia Sophia er oprindeligt bygget som kirke i 537.
Indviet til moské i 1453. Fra 1935 et storslået museum for kunst og historie fra hele dens tid. Som jeg fortæller (på dansk) på videoen, så kom vi ikke indenfor. Det er selvfølgelig ærgerligt – men det må blive en anden gang.

Og selvfølgelig det store marked -Grand Bazaar

Grand bazaar lever i den grad op til navnet. Jeg har aldrig før oplevet så stort et marked / mindre bydel  med så mange butikker og mennesker…
Allerede få gader inde i ”labyrinten” gik det op for os, at når vi fandt noget vi gerne ville købe – så skulle vi købe det. Hele tanken om at kunne komme tilbage til en bestemt butik – den droppede vi bare med det samme.

Var vi startet vores ferie i Istanbul og havde besøgt dette mekka af butikker og varer, så er jeg overbevist om at vi ville have købt meget mere end vi gjorde.
Vi fik købt de sidste småting og lidt gaver til vores børn, for nu var vi også ved at være der, hvor vi skulle tænke på pladsen i vores kuffert samt vægten af den. (Flyselskabet har jo en belastende grænse for vægten af ens bagage )

Vi fik sluttet vores ferie af på den skønneste restaurant.
Hvis ikke man var i godt humør når man satte sig der – så blev man det.

Tjenerne havde en fest hver aften og der blev ikke holdt tilbage når det kom til underholdning med dans og musik.

Vi nød en lækker middag og en skøn dessert samt te

Gåturen tilbage til vores overnatning var langsom og hyggelig.
Vi fik suget det sidste af den dejlige sommeraften i Istanbul til os og forsøgte at lagre alle oplevelserne.

Efter Ca 3000 kørte km, 3 uger på farten, 3 uger hvor vi levede i vores kuffert, 3 uger med 13 forskellige senge, 13 forskellige værter og minder som vil bestå en livstid – ja så var jeg udmattet, træt og fyldt op.

Vores køretur til lufthavnen foregik i en lækker lille bus med chauffør. Det var helt sikkert det rette valg, for på den måde kunne vi sammen nyde turen, udsigten og snakke om nogle af alle de oplevelser vi havde fået.

Turen igennem lufthavnen gik nemt og jeg havde selvfølgelig min solsikkesnor på.

Endelig sad vi i flysædet på vej hjem til Qatar og vores hunde

Jeg er blevet spurgt om det ikke var en vanvittig dyr måde at holde 3 ugers ferie på, men det er jo hvad man gør det til.
Hvis man gerne vi køre i en stor bil, bo på dyre hoteller og spise på fancy restauranter hver dag – ja så er det sikkert en dyr ferie.

Men hvis man gør som os – booker overnatninger via Airbnb (nej dette er ikke en reklame blog) og lejer en bil af fornuftig størrelse, så koster 3 ugers roadtrip i Tyrkiet ikke mere end en charterferie hvor du får udleveret en solseng og badehåndklæde samt det samme værelse i 3 uger.

Når jeg gennemlæser mine egne ord, så kan jeg sagtens få en oplevelse af at jeg har været presset en stor del af tiden og måske ikke har haft den bedste ferie – MEN jeg har haft den bedste ferie.

Vi havde på dette tidspunkt aldrig prøver en ”kør-selv” ferie af denne kaliber, så det var svært at vide hvor meget jeg mentalt kunne holde til hver dag.
Min ADHD og Autisme hjerne bearbejder jo alle indtryk anderledes end hos dem som ikke har disse diagnoser.

Som nævnt mange gange, så er jeg heldigvis gift med en meget forstående og betænksom mand.
Han ved godt jeg gerne vil det hele, og at jeg helt fast tror på, jeg også kan det hele – på en gang.
Han ved dog også – før jeg selv gør – at det kan jeg ikke, så der har været lidt tilpasninger i løbet af turen.

Tyrkiet er et fantastisk og storslået land som tilsyneladende byder på ALT.
Det byder på alle former for naturoplevelser og store forskelle i klimaet alt efter hvor man er.

Vi fik oplevet så mange ting og mødt så mange mennesker at det tog lang tid at fordøje det hele.

Hvis du nogensinde overvejer at tage på en ferie som vores – så gør det!

Det tyrkiske folk er de mest gæstfrie, imødekommende og hjælpsomme mennesker, så alt i alt er Tyrkiet – for os – helt perfekt.

Vi var bestemt ikke de eneste som synes søen var fantastisk. Mange havde valgt at tilbringe weekenden der med picnic og familiehygge.
Du kan læse mere om søen her under og om det rige blomster og dyreliv som findes der.

https://en.wikipedia.org/wiki/Lake_Bey%C5%9Fehir_National_Park

Fra søen gik turen nu op over bjergene for at komme til Antalya.
Bjergkørsel er fint for os, vores eneste udfordring på denne strækning var at der som sådan ikke var en vej – hele vejen. Google maps havde valgt en rute, men jeg mente at kunne se der var en genvej – og det var der også…. Jeg havde bare ikke nærstuderet den vej jeg havde fundet (til tider er detaljer stærkt overvurderet) og pludselig stoppede vejen på Goggle maps og det gjorde den mere eller mindre også lige foran os.

Det viste sig at de først lige var gået i gang med at lave vejen op over bjergene, så derfor blev ”vejen” til en blanding af grus, sten og en stribe asfalt her og der.

Vi så mange lastbiler, gravemaskiner og vejarbejdere længere fremme og besluttede at tage chancen – så vi kørte videre.

Ofte er det impulsive beslutninger som giver mest mindeværdige oplevelser, og dette var en af dem.
Op igennem bjergene det gik, og det eneste jeg håbede på hele vejen, var at vi ikke mødte nogen modkørende.
Der var ingen autoværn, igen striber på vejen, ingen skilte – ja der var faktisk ikke andet end sand og jord det meste af ruten og vejen var ikke den bredeste i verden…

Ingen af de arbejdere vi mødte, stoppede os, så stille og roligt fortsatte vi indtil vi endelig ramte en rigtig vej igen, og så kunne vi slappe lidt mere af.

Sidst på eftermiddagen ramte vi Antalya og fandt vores overnatningssted som var placeret midt i den gamle bydel.

Hvis ikke du har været i Antalya og kender til den gamle bydel, så kan jeg fortælle dig at det er superhyggeligt og charmerende.
Som ordet antyder, så er det gammelt. Gamle huse, med små detaljer i træværket, masser af blomster og restauranter. Alt sammen bundet sammen af små smalle gågader og en enkelt lang ensrettet gade med kontrolleret trafik.
Du kan ikke få din bil med ind i den del af byen, medmindre du kan bevise du har ærinder der.

Vi fandt vores hotel, og en lille parkeringsplads, så nu kunne vi endelig flade lidt ud inden vi skulle kigge nærmere på byen.
Vores hotelværelse var det mindste jeg nogensinde har været på (10-15 m2) og badeværelset var… en udfordring på alle måder.

Forstil dig dette….
Du åbner døren til badeværelset, et kvadratisk rum.
Lige til højre er toilettet, ved siden af toilettet – som i LIGE ved siden af og modsat hjørne af døren – er brusenichen. Lige overfor indgangen er vasken, og den eneste gulvplads der var, var lige foran vasken – når døren altså var lukket.

Udfordringen lå i, at der var så lidt plads at døren kun lige kunne åbnes på grund af brusekabinen.
Så for at komme ind på badeværelset, ja så måtte vi lige ind i brusekabinen så døren kunne lukkes.
Jeg har lavet en lille video – for dig som vil se dem med egne øjne.

Hvis du undrer dig over at brusehovedet ligger på gulvet – så er det simpelthen fordi det ikke virkede…

Nå, men nu var det jo ikke badeværelset vi skulle opholde os mest på, og vi skulle kun have 2 overnatninger her – så det gik.

At køleskabet så heller ikke kunne køle og vinduet ikke sluttede tæt, ja det var så bare ekstra oplevelser – men a/c´en virkede og det var det vigtigste.

Vi ramte Antalya midt i den periode hvor luftfugtigheden er lige så høj som i Qatar på de værste sommerdage.
3 minutter udenfor efter solnedgang, og vi var drivvåde.
Den slags vejr tager bare toppen af det sjove, når man gerne vil gå rundt i byen og hygge.

Men vi fik nydt noget lækkert mad på en stille og hyggelig restaurant, gået alle de små gader tynde og gjort lidt gode handler med blandt andet frugtte.

Det er sjovt at vejret skifter så voldsomt i Tyrkiet alt efter hvor du befinder dig. Vi kørte fra den fineste sommervejr og lige ind i fugten.
Vi er jo vant til at vejret, mere eller mindre, er det samme i hele Qatar, så det var lidt morsomt at opleve det skifte i Tyrkiet.

Da nattelivet og alle de fulde turister endelig faldt til ro, kunne vi gøre det samme.
Lydisolering er åbenbart ikke noget man bruger i Tyrkiet.

Næste morgen var vi klar til dagens oplevelser.
Lars havde fundet et vandfald han gerne ville se nærmere på, lige i udkanten af byen. Jeg kiggede på kortet og sagde, ”der går vi da bare ud” – og det gjorde vi så.
På vejen valgte vi at få morgenmad på en lille cafe i en park hvor vi havde fornøjelsen af at se på de “vilde hunde” som ser ud til at leve det bedste hundeliv i Tyrkiet.
De bliver fodret og accepteret og hundene respekterer menneskerne – men ikke de flotte anlagte blomsterbede

Vi gik selvfølgelig sidst på formiddagen og kunne derfor ”nyde” den bragende middagssol en stor del af vejen til vandfaldet.
Jeg må nu konstatere at vi har en udfordring med at planlægge vores dage i forhold til middagssolen Er du tosset det var varmt.
12 km senere var vi endelig fremme.. 12 KILOMETER!!!
Jeg var fuldstændig færdig, dehydreret og solbrændt – men vandfaldet var smukt, turen var smuk og selskabet var det bedste.

Vi satte os tæt på vandfaldet og fik en dejlig tyrkisk is til kun 100 danske kroner – til gengæld var der hele 2 kugler.
Efter vi havde spist vores dyreste is nogensinde, fandt vi en taxa. For under ingen omstændigheder ville jeg gå tilbage til hotellet.
Taxaer er faktisk ret nemme at finde i Antalya – super smart løsning med en knap på lygtepæle, som sender ens bookning ud til taxaerne.
Den løsning kræver hverken mobiltelefon eller mobildata – og DET er genialt.

Vores besøg i et af turist-mekkaerne nærmede sig sin afslutning, hvilken passede os ganske fint.
Vi var fyldt op af at alle menneskerne og alt den larm som følger med turisme.

Næste morgen var det farvel og tak til Antalya og nu gik kursen mod Kas.

Som altid havde vi fundet en seværdighed vi kunne besøge på vejen.
Vi kørte til Kurşunlu Waterfall for det skulle være utrolig smukt og afslappende.

Jeg skal indrømme at min begejstring allerede inden vi kom til indgangen ved parken, lå på et meget lille sted.
Luftfugtigheden var ekstrem høj den formiddag, temperaturen var dermed også høj og jeg var træt både fysisk og mentalt.
En af ulemperne ved min autisme og ADHD er at jeg bliver SÅ træt når der sker for meget omkring mig – men omvendt vil jeg heller ikke gå glip af noget….
For at komme til vandfaldet gik vi igennem en park. Parken var smuk og fin, men luftfugtigheden kan tage livet af alle – også selvom man bor i Mellemøsten.

Vi kom nu til trapper men heldigvis gik de ned af, og det gjorde de længe.
På det tidspunkt tænkte jeg ikke over at jo længere ned vi gik, jo længere skulle vi gå op lidt senere…

Over alt var der høje træer. Træerne skyggede lidt for den bagende sol, men de havde også en helt anden effekt på mig. Jeg følte mig fuldstændig spærret inde og pludselig blev det hele meget klaustrofobisk selvom vi var udenfor.
Trapperne vi gik ned af fortsatte i en uendelighed og i takt med at vi kom længere ned, ja så lukkede træerne sig også om os. Jeg forsøgte at trække vejret og slappe af – men luftfugtigheden var kvælende.
Endelig nåede vi sidste trin på den lange trappe og pludselig var der hul i trækronerne og foran os var det smukkeste vandfald. Solens stråler legede i vandet og lyset var fantastisk.

Men midt i denne skønhed, for det var det uden tvivl, følte jeg mig dog stadig utilpas.
Vandfaldet var enormt med sine 18 meter fra top til bund og det hele var som taget ud af et eventyr – hvis bare ikke det havde været nede i ”et hul”.

Lars fik taget en masse flotte billeder og nærstuderet livet i vandet også.
Efter kort tid, var det eneste jeg kunne tænke på ”at komme op” og det skulle være NU.

Efter den lange tur op af alle trappetrin mod ”overfladen” var det tid til et hurtigt tøjskift.
Vi var lige så våde som havde vi badet i vandfaldet – for det er den effekt luftfugtigheden har, men heldigvis var alt vores bagage i bilen, så det var nemt at finde tørt tøj.

Vi landede i Kas om eftermiddagen og hold nu fast det var et smukt område.

Lars havde fundet en charmerende lille træhytte et stykke oppe i bjergene med udsigt udover vandet, hvor vi skulle overnatte 3 nætter.

Det var det mest fantastiske sted. Smuk hytte, lækker seng, plads til at sidde udenfor, dejligt badeværelse, ok køkken og så var der vaskemaskine.
Det blev til tre dage med hygge og afslapning.

Vi gik små ture i området, vaskede tøj, læste i vores bog, snakkede, nød et glas rødvin med udsigt ud over vandet og til aften havde vi den smukke solnedgang lige foran os.

Lars var en tur nede og svømme i bugten og jeg var med dernede, men jeg bader jo ikke i havet.

Jeg forstår ikke ideen i at svømme i havet. Der er både fisk og alle mulige andre klamme ting som kan røre ved mig – så nej tak, jeg holder mig oppe på fastlandet.

Kas er et absolut fantastisk sted, og efter 3 nætter og en kuffert fuld af rent tøj fortsatte vores rejse mod Oludeniz.
Inden vi kom frem til Oludeniz gjorde vi stop ved Ancient City of Xanthos.

Hvis man er vild med historie og arkitektur fra den gang verden så helt anderledes ud – i dette tilfælde år 545 f.Kr., ja så er dette et af de rette steder at besøge.
De byggede vildt imponerende bygninger dengang og området var stort.
Havde det ikke været på grund af den høje temperatur (37 grader celsius i skyggen), så havde vi helt sikkert været der lidt længere tid, for det var absolut imponerende.

https://en.wikipedia.org/wiki/Xanthos

I Oludeniz fandt vi vores nye overnatningssted gemt inde bag en stor port.
Da porten åbnede, kom den fineste lille ”by” af små huse med en brønd og parkering i midten til syne. Tættest på porten var der køkkenhave med agurker, tomater og andre grøntsager.

Ejerne boede på grunden ved siden af og havde lavet åbning ind til deres grund hvor der var swimmingpool til fri afbenyttelse.
Forenden af grunden bag solsengene som var placeret rundt om poolen var deres frugthave, hvor vi havde fri mulighed til at forsyne os med det vi ønskede.

Det var et lille paradis.

Huset var nyt og fint med god plads – det eneste vi manglede, var et lille køkken.
Vores værter kan vi ikke sige noget dårligt om heller.
Sjældent har vi mødt så åbne og imødekommende, servicemindede og hjælpsomme værter.

Havde det ikke været for Fruen i huset, så havde vi aldrig fået en af de mest fantastiske oplevelser i vores liv, men det kommer jeg tilbage til.

Efter vi havde været en tur i poolen hvor vi fik serveret kolde sodavand og frugt fra haven så smuttede vi en tur ind for at se på byen. Som med de fleste byer i Tyrkiet, så er det svært ikke at lade sig lokke af de billige tilbud om pedicure og manicure samt herreklip – og vi endte også i sådan en salon ret hurtigt.
Det var en skøn måde at starte den aften på, og vores fødder var lykkelige bagefter

Byen var som de fleste turistbyer er. Mange restauranter og barer og rigtig mange glade mennesker over det hele.
Stemningen var meget afslappet og vi følte ikke butiksejere havde den her ”sult” efter at trække turister ind i de forskellige butikker – hvilket var virkelig rart.

Efter en god nattesøvn var vi klar til at udforske området og fandt endnu et historisk område som Lars blev nødt til at se nærmere på

Tlos ruins hed det sted hvor vi brugte nogle oplevelsesrige timer den formiddag.
Wauw altså, SÅ meget historie som var lige foran os, lige under os og hele vejen rundt
De originale sten og mure fra deres bygningsværker, altså sammen mere end 4000 år gammelt.
Selvom jeg slet ikke har fantasi eller forestillingsevne til at kunne ”se” for mig hvordan livet dengang har været, så blev jeg alligevel imponeret af disse gamle sten og rester af bygninger.

Alle kan jo bygge kopier, men den ægte vare – DET er spændende.
Jeg tror de fleste kender til hesten Pegasus (hesten med vinger), og tænk dig lige – den boede HER.
Det er jo helt vildt.

https://en.wikipedia.org/wiki/Tlos

Vi brugte hele eftermiddagen i poolen og med vores bøger.
Vejret var fantastisk i Oludeniz og ind i mellem alle vores aktiviteter var det dejligt med en pause – stilhed – poolen og bare koble fra.
Fra poolen og haven kunne vi se høje bjerge, og på de bjerge vi kunne også se hvor vi skulle tilbringe starten af vores aften.
Vi havde frit udsyn til kabelbanen som løb fra bunden og til toppen.
Deroppe – over de finde tynde skyer, skulle vi se solnedgangen senere.
Da vi lå i poolen – på afstand af bjerget så det ikke særlig stort ud, men vi blev klogere.

Sidst på eftermiddagen kørte vi ned til kabelbanen, og vi var selvfølgelig ikke de eneste som havde fået den ide.
Men sandheden er, vi aldrig var kommet på den ide, hvis ikke det havde været for vores søde vært der gav os oplysningerne om denne – og gjorde at vi fik en oplevelse for livet.

Selvom der var mange mennesker der gerne ville op på bjerget, så var der godt styr på alt og det gik hurtig med at komme ind i en af vognene.
Nu startede turen op af.
I starten af turen skulle jeg lige bekræfte overfor mig selv at vi selvfølgelig var sikre – at denne bane kørte hver dag og mange mennesker brugte den.

Efter en tur med knage lyde, bump når vi ramte de store master der holder kablet og lidt vuggen fra tid til anden kom vi hele vejen op, eller det vil sige vi stod af ved 1700 meter mærket.
Vi kunne være kommet op på 1900 meter, men eftersom resten af turen var med en stolelift, og det var ikke helt så lokkende.
De 1700 meter oppe var fint for os, og sikke en oplevelse.

Først da jeg stod ude ved kanten og kiggede ned på byen hvor vi lige havde været, gik det op for mig hvor højt oppe vi var.

Jeg ved det er svært at gengive denne slags oplevelser på billeder, men jeg vil prøve.

I 1700 meters højde var der mulighed for en lækker middag på restauranten og i forbindelse med restauranten var en kæmpe platform der skrånede ned af.
Jeg går ud fra at det var sikkert nok at stå på den eftersom mange af de andre bevægede sig derud – men vi skulle ikke nyde noget.
Der imod så satte vi os ned og ventede på at solen skulle takke af.

Den solnedgang var SÅ mindeværdig.
At sidde over skyerne, på et bjerg og se solen skifte farve og derefter langsomt forsvinde ned under skyerne for at efterlade os omgivet af de smukkeste orange farver inden mørket tog over – WAUW.

Vi vil helt sikkert anbefale denne oplevelse, hvis du kommer på de kanter.

https://www.babadagteleferik.com.tr/en

I området ved Ölüdeniz er der også fine strande, og Lars det med at bade i havet, som jeg har det med tasker- og skobutikker, så vi var selvfølgelig på stranden.
Lynhurtigt fandt jeg ud af at stranden havde serverings personale og et temmelig spændende drinkskort, så imens Lars passede vandet og alle de klamme dyr, så passede jeg solsengen og de kolde drinks.
Lars fortalte at vandet var superlækkert, og jeg stoler på hans ord.

Dagene fløj afsted og lørdage den 6. august var det tid til at køre videre på vores road trip.

Vi fik taget god afsted med vores værter som gav os frugt med til turen.

Vores næste stop var Marmaris, men vi havde opdaget en nationalpark vi blev nødt til at kigge på inden vi nåede frem.

Vi satte GPS til og kørte mod saklikent milli park – canyon.
Hvis du kigger på et kort, vil du opdage at parken er lidt af en omvej for at komme til Marmaris – MEN ikke alt i livet er en lige vej, og nogle gange byder omveje på enestående oplevelser – og sådan en fik vi her.

Vi var overhovedet ikke forberedt ordentligt på denne tur, så alting var en overraskelse.
Lars tager den slags bedre end mig, men jeg ville ikke have undværet denne oplevelse for noget som helst.

Jeg kunne selvfølgelig bare have googlet og nærlæst alle informationer, men det fik jeg ikke gjort….

Vi havde en forestilling om at vi skulle gå nede i disse store kløfter / canyons i stilhed, bare nyde naturen og lade os fascinere af naturens kræfter som har skabt det område.
Jeg havde ikke forestillet mig at det var en kæmpe attraktion med indgangspris og 40 boder med merchandise – men sådan kan man jo blive klogere hele tiden.

Sammen med de første 200 andre turister købte vi badesko inden turen rigtig gik i gang. Det blev anbefalet så vi ikke skar vores fødder på turen gennem canyon, som åbenbart var fuld af sten og vand.
For at komme ind i Canyon, skulle vi krydse en mindre flod.

Floden havde en temmelig stærk strøm og vandet var ISKOLDT.

Min motorik er ikke den bedste, men heldigvis kom jeg langsomt, med rystende ben, gennem vandet til den anden side.
Det var ikke alle som kom over på den anden side med tørt tøj på. Der var et par stykker som lige dyppede sin bagdel i vandet.

Da floden først var krydset, startede en smuk og fantastisk naturoplevelse.
At gå imellem de store stejle klippevægge, midt i den rå natur, var specielt.
Den eneste udfordring jeg havde var at jeg ikke vidste hvor vi endte – hvor langt der var – hvor langt vi havde gået – om vi skulle samme vej tilbage og hvordan underlaget ville være længere fremme osv. Jeg synes heller ikke at kunne nå at få alle indtryk med fordi jeg hele tiden kiggede ned for at have styr på underlaget og mine fødder – så jeg ikke gled eller vrikkede om.
Alt sammen ting som Lars slet ikke tænkte over, men som fyldte rigtig meget for mig.
Vi blev enige om at jeg lige tog en pause og bare var til stede imens Lars gik i forvejen for at se hvordan det hele udformede sig.

Efter et stykke tid kom han retur og fortalte hvad der ventede forude. (Ja, min husbond er fantastisk til at møde mine behov og hjælpe så livet bliver nemmere)
Så var der ro i mit hoved, vi kunne fortsætte sammen og få en fantastisk oplevelse begge to.

Jeg håber billederne giver dig en ide og hvor stor det hele var, og ellers må du sætte dette sted på kortet og opleve det selv.

http://nationalparksofturkey.com/saklikent-national-park/

Efter flere timer i naturen og derefter ca. 3 timer i bilen ankom vi til Marmaris.

Jeg har ikke så meget at fortælle om Marmaris….
Vi ankom sent og var temmelig trætte efter den tur gennem Canyon tidligere på dagen.

Vi gik en aftentur og fandt et lille og hyggeligt spisested hvor vi kunne få en kold øl og slappe af.
Efter en hurtig tur gennem byen valgte vi at slutte dagen af med en is og udsigt ud over vandet.

Endelig kaldte dynerne og en god nattesøvn inden nye oplevelser ventede.

Den sidste by jeg fortæller om i denne blogpost, er Kusadasi.

En lille perle på den tyrkiske vestkyst.
Vores overnatningsstedvar et lejlighedshotel som havde nogle sjove detaljer.
F.eks lå badeværelset et trin oppe i forhold til resten af lejligheden – men de havde bare ikke hævet døråbningen.
Vi trådte OP på badeværelset og så længe Lars huskede at bukke sig lidt, så ramte han ikke dørkarmen med hovedet.

Da vi havde pakket ud, gik vi en tur ned mod byen for at spise lidt frokost.
Efter et let måltid fortsatte vi langs vandet for at se lidt på restauranter og butikker – det var en skøn eftermiddag som sluttede med en halv time på langs i vores lejlighed.

Lejligheden lå på anden sal og på hjørnet af bygningen. Til den ene side var der en lille altan med en stor udsigt.

Wauw en solnedgang vi fik leveret lige ud på den lille altan. Frit udsyn til vandet hvor solen stille kyssede havoverfladen for langsomt at dykke ned i havet og overlade natten til månen.

Kusadasi blev stedet hvor vi fejrede vores bryllupsdag 1 dag før tid – fordi ALT i denne by var SÅ lækkert.

Restauranten vi valgte, var perfekt og leverede en smuk middag med fisk og skaldyr samt lækker vin og den skønneste udsigt over havet.

Det var bestemt en af de dage som jeg ikke ønskede skulle ende, men sådan er virkeligheden jo ikke.

Efter denne middag sammen med mit livs kærlighed gik vi en omvej for at komme tilbage til lejligheden.
På vejen rundede vi et hjørne og pludselig fandt jeg ”taske-himlen”.

Aldrig før har jeg set så mange tasker på et sted, så jeg gik lidt shop-amok.
Var alle taskerne ægte? Ja da! De var ægte tyrker kopier og helt fantastiske.

Jeg er fuldstændig ligeglad med hvilke bogstaver der står på de tasker jeg har – faktisk ville jeg helst have der slet ikke var nogen!
Det vigtigste er om jeg synes den passer til mig – og det var der heldigvis mange som gjorde.

Som de siger ”happy wife – happy life” og på den note slutter jeg fortællingen om uge 2 af.

Disse lange rejsebeskrivelser dræner mig fuldstændig for energi – så fortsættelse følger når overskuddet er til det.

Sommerferien 2022 vil for altid stå som en speciel og fantastisk oplevelse for os, og hvis du har lyst, kan du læse med og finde ud af hvorfor.

Som udenlandsdanskere i ca. 4 år, har alle vores somre været tilbragt i Danmark.
Jeg tror bestemt ikke det er ”normen” for alle expats, at de vender tilbage til deres hjemland om sommeren – men når man som os bor i Mellemøsten, så gælder det om at finde et land hvor man kan holde ud at være temperaturmæssigt.
Der findes selvfølgelig mange lande hvor vejret er mere venligt end her i Qatar om sommeren, men eftersom vi har vores børn, familie og venner i Danmark, har det været det åbenlyse valg at rejse til ”hjem”.

At være ”hjemme” i Danmark uden at have et hjem / en base, har i den grad været en udfordring.
Jeg havde aldrig forestillet mig at skulle have sådan en rodløs følelse i mit eget land, som jeg har haft de gange jeg har været i Danmark.
Jeg har været alle de steder hvor jeg plejer at være, men den eneste forskel var – jeg kunne ikke køre hjem – for jeg havde ikke et hjem i Danmark mere.
Så i år valgte vi anderledes da det kom til vores sommerferie.

Først på året havde vi børnene samt min far på ferie, så familietid-delen var dækket ind, og så var det bare at finde landet hvor vores ferie skulle holdes.

Vi blev hurtigt enige om at rejsen skulle gå til TYRKIET.
Vi har været i Tyrkiet før og allerede første gang vi var i landet blev vi forelskede. Tyrkerne er et dejligt folk og vi var enige om at denne sommer med sikkerhed ville blive god.

Vi var også hurtig enige om at ferier med ophold på samme hotel og dermed have samme udgangspunkt hver dag ikke lige er noget for os.
Det kan helt sikkert være dejligt at ligge på en solseng ved poolen eller stranden – men IKKE hver dag.

Så hvordan skulle vi så holde ferie?

Svaret var ret indlysende – vi skulle selvfølgelig på 3 ugers road trip i Tyrkiet.

Da vi have taget beslutningen, begyndte et større arbejde, nemlig planlægning, detaljer, ruten, overnatninger og transportmuligheder.

Vi har tidligere haft gode erfaringer med Airbnb i Europa, og tænkte at det bestemt også burde være en mulighed i Tyrkiet.
Og DET var det.
Vi bookede alle overnatninger via Airbnb, og var så heldige at alle datoer passede og det hele kunne gå op i en højere enhed.
Og nej, dette er ikke en reklame for Airbnb, men mere blot en personlig anbefaling, som du kan vælge at bruge eller lade være.

Først havde vi overvejet om vi bare skulle tage af sted, og finde overnatninger som vi kom frem.
Vi har venner som har rejst i forskellige dele af verden som har gjort det på den måde.
Det sparede dem en del penge.
Pakkeløsninger som er bestilt hjemmefra, er altid dyrere end hvis man køber opholdet på stedet. Men vi skulle jo ikke have pakkeløsning, så det var ikke aktuelt for os.
Tanken var dog alligevel spændende – at rejse og føle sig fri. Ikke have nogen forpligtigelser og ingen regler, men med min autistiske hjerne er ikke lige så impulsiv som min ADHD-hjerne, så det spontane var ikke en mulighed alligevel.
Jeg må vælge mine mentale kampe / udfordringer, og i dette tilfælde var tanken om ro på overnatningsfronten vigtigere end ”friheden”.
Det var også første gang vi skulle rejse på denne måde, og det spiller helt sikkert en stor betydning. Jeg kunne tydeligt mærke at den uforudsigelighed med hensyn til overnatningerne kunne jeg ikke navigere i, så vi valgte at booke alle overnatninger og dermed var der ro i mit hoved.

Da vi gik i gang med at finde steder på Airbnb skulle vi også sikre os at der var overnatninger hvor en vaskemaskine var til rådighed, for med en ferie på 3 uger, ja så var det nødvendigt med tøjvask nogle gange.
Kunne vi have skyllet tøj op i håndvasken og på den måde få rent tøj – selvfølgelig, og det gjorde vi faktisk også, men at gøre sådan med alt vores tøj igennem 3 uger, var ikke optimalt. Vi var jo trodsalt på FERIE.

Det viste sig at der findes utrolige mange Airbnb tilbud i Tyrkiet, og der var mange valg vi skulle træffes alt efter hvilke krav vi havde på de dage hvor vi skulle være der.

En ting var sikker – vi skulle IKKE finde dyre hoteller som var ”instagram-likeable”, men der imod hellere noget som var godt placeret, budget-venligt og med a/c. Alt andet ville være bonus, og bonus er selvfølgelig også rart fra tid til anden.
Men de fleste steder vi skulle overnatte, skulle vi jo netop kun det; overnatte, og så er det i virkeligheden temmelig ligegyldigt hvilken farve væggen har.

Vi fik valgt en meget blandet omgang overnatninger og til forskellige priser – men ikke en af vores overnatninger kostede over 650 dkr.

Min tanke er, at ting ikke behøver koste en million for at være godt, og på vores ferie viste det sig at holde stik.

For at få et overblik over hvad Tyrkiet havde at byde på, udover alle turistbyerne, lavede vi en søgning på nettet ”hvad skal man opleve i Tyrkiet”.
På den måde fik vi nogle pointeres som vi kunne arbejde os ud fra. Derefter brugte vi Google-Maps.
Det er altid min ”go-to” og det virkede også denne gang.
Via Google-Maps kunne vi zoome helt ind og finde mange flere seværdigheder, som derefter blev markeret på kortet og sat på en liste.

Ud fra alle punkter vi nu havde på kortet, lagde Lars ruten gennem Tyrkiet.
Nogle punkter blev slettet igen, da ruten trodsalt skulle give en form for mening. Andre punkter blev på kortet – da de havde høj prioritet uanset om vi skulle køre lidt ekstra.

Endelig startede ferien.

Vi landede i Istanbul, og jeg havde selvfølgelig min solsikkesnor om halsen.
Jeg er ikke helt sikker på alt personalet i lufthavnen var helt klar over betydningen af solsikkesnoren, men uanset så gik turen gennem paskontrol og hele lufthavnen meget nemt og hurtigt.

Knap så hurtigt gik det da vi skulle hente vores forudbestilte og betalte lejebil. Det var i hvert fald ikke stress den medarbejder fik
Jeg tænkte med det samme at hvis dette var tempoet i Tyrkiet, ja så ville vi enten blive helt afslappet eller super stresset i løbet af de 3 uger.
Langt om længe fik vi anvisninger til udlevering af bilen. Efter han, på meget dårlig engelsk, havde sagt til højre og så til venstre eller omvendt mange gange, var jeg lost.
Så den unge mand i udlejningsfirmaet kom på arbejde, da jeg bad ham tegne et kort
Hvordan kan man som stor international lufthavn ikke have ”find-vej kort” til kunder som skal finde en leje bil der er parkeret i et gigantisk parkeringshus – DET går over min forstand.
I Danmark har visse dagligvarebutikker kort over butikken, så alle kan finde det de mangler uden at bruge flere timer på at lede, det er smart og super kundevenligt.
Måske jeg burde sende lufthavnen en e-mail.

Vi fik vores bil udleveret, alle kufferter installeret og så var der afgang – Tyrkiet here we come.

Vi satte kurs mod det smukkeste bjergområde lige i udenfor Istanbul, hvor vi skulle overnatte i en hytte langt oppe i bjergene.
Hverken i Qatar eller Danmark er vi vant til at se bjerge så store som dem vi så på vej til hytten. Kæmpe bjerge med grøn bevoksning over alt.
Jeg burde have hoppet ud af bilen, bare for at kramme et træ, men jeg gjorde det ikke.

Velankommet til toppen af bjerget, fik vi udleveret nøglen til hytten.
En simpel træhytte med brændeovn, hems med dobbeltseng, badeværelse, køkken alrum og udsigt lige ud til bjergene med høje grønne træer.

Eftersom vi lige var ankommet i Tyrkiet, og ikke skulle bo på hotel, så gik turen til den lokale købmand for foden af bjerget.

Allerede på vores første dag, gik det op for os at det engelske sprog ikke er udbredt i hele Tyrkiet.
Hverken vores Airbnb-vært eller nogen af beboerne i den lille by, hvor vi skulle overnatte, kunne engelsk, men heldigvis findes Google-Translate, og på den måde kunne vi kommunikere med alle.

Hvad vi tænkte ville blive en hurtig indkøbstur efter lidt basisting, blev til en længere oplevelse.
Vi blev inviteret på te (çay) af købmanden, som var meget nysgerrig på vores rejse gennem Tyrkiet. Hele den samtale med ham var via Google-Translate.
Gad vide hvad man gjorde før i tiden ….

Hele aftenen sad vi udenfor i den larmende stilhed under 1000 klare stjerner og nød vores aftenkaffe inden vi gik mætte og trætte i seng.

Vores første morgen på ferien er den morgen jeg husker bedst.
Forestil dig at vågne, efter en nat i en dejlig seng, og det første du ser, er dette:

Så kan dagen ikke starte bedre.
Det skulle da lige være med en kop kaffe og lidt morgenmad ude på terrassen. Sikke en fantastisk morgen i naturen. Vores næste stop var Ankara, Tyrkiets hovedstad med omkring 5 millioner indbyggere.

For at sætte det tal lidt i perspektiv, så bor der i Danmark (hele Danmark) knap 6 millioner mennesker, så at være i en by hvor næsten hele den danske befolkning kunne bo, var lidt overvældende for mig. Vi fandt et højt punkt i Ankara hvorfra vi kunne se udover byen, og jeg lyver ikke når jeg siger – Ankara strækker sig lige så langt som øjet gør – det var vildt.
Ankara er en dejlig by, der er luft og plads, så jeg følte på ingen måde at der var SÅ mange mennesker samlet på et sted.
Ligesom i Qatar, er der meget politi over det hele, og de gav fornemmelsen af tryghed.

Vores overnatning var placeret udenfor centrum.
En taglejlighed i 2 etager med masser af plads både inde og ude.
Her var der køkken med spiseplads, en stue med TV, 2 badeværelser og 2 soveværelser. Derudover var der altan som gav os en fin udsigt over en del af Ankara.
Her valgte vi at have 2 overnatninger, da byen synes at have så meget at byde på.

Vi kunne selvfølgelig ikke nå at opleve alt, så vi udvalgte det der havde størst interesse for os

Vi besøgte:
Ulucanlar Prison Museum – det gamle statsfængsel i Ankara som har en speciel historie.
Det var en meget spændende tur gennem det gamle fængsel hvor den sidste hængning fandt sted i 1980.
Detaljerne i museet gør det virkelig et besøg værd.
Vi gik f.eks. igennem isolationsafdelingen og bag alle lukkede døre var der opsat højtalere med lyd fra dengang der var indsatte i fængslet. Det gjorde oplevelsen til utroligt autentisk.
Jeg har sat et link ind – så du selv kan læse mere.

https://www.ulucanlarcezaevimuzesi.com.tr/muze/

Ankara Castle – byens gamle fæstning som emmer af historie.
Den tidligste befæstning på stedet blev bygget i det 8. århundrede f.Kr. af frygierne og genopbygget i 278 f.Kr. af galaterne. Tænk at det står endnu, og at det holder sig så fint.
Ikke nok med at historien går meget langt tilbage, så er det også det bedste sted i Ankara hvis man vil kunne se hele byen.
Det var imponerende på mange måder, og jeg er glad for det kom på vores liste.
https://en.wikipedia.org/wiki/Ankara_Castle

Altınköy Açık Hava Müzesi – et frilands museum som er et hyggeligt sted at tilbringe nogle timer.
Der var forskellige afdelinger vi kunne besøge og få indblik i hvordan livet har været for år tilbage.
Vi gik en dejlig tur og nød den smukke natur samt en kande tyrkisk te ved en lille sø.
Inden vi skulle køre derfra, tænkte jeg at jeg lige ville besøge toilettet.
Men nej…
For første gang på vores ferie gjorde jeg bekendtskab med de tyrkiske squat toilet, og det er ikke lige noget for mig.
Det er vitterligt et hul i jorden, så jeg meldte pas og måtte holde mig til vi kom til lejligheden igen.
Som udgangspunkt er jeg altid nysgerrig på andre kulturer og historie, men lige præcis her, må jeg indrømme at jeg er typisk dansk og har det bedst med at sidde ned
https://tr.wikipedia.org/wiki/Alt%C4%B1nk%C3%B6y_A%C3%A7%C4%B1k_Hava_M%C3%BCzesi

Gençlik Parkı – en stor historisk park midt i centrum af Ankara.
Det første spadestik til at skabe parken var i 1936 og parken blev åbnet i 1943. Eftersom det er en temmelig stor park, giver det god mening at det tager tid når man skal anlægge sådan noget.
Og jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet ved tanken om hvordan det er i Qatar.
Hernede går det med lynets hast hvis en park skal laves. Og når den så er færdig anlagt, så er det med træer og palmer i voksen størrelse – så det ser ud som om parken altid har været her.
Nå, men parken i Ankara er et smukt sted. Der er en stor sø i midten hvor et springvand bryder vandoverfladen og rundt om er der belagt med fliser så alle kan komme hele vejen rundt.
Vi fandt en café hvor vi fik stillet den værste sult. Og selvfølgelig sluttede vi måltiden af med tyrkisk te.

Anitkabir – Stort og fascinerende Mausoleum med en stemning af højtidelighed og respekt for den tidligere leder samt grundlægger af den tyrkiske republik, Mustafa Kemal Atatürk, som ligger begravet her.
Vi var så heldige at være på pladsen da vagtskiftet fandt sted.
Jeg har overværet vagtskifte ved Amalienborg hvor den danske Dronning bor, og det er for mig også noget specielt og hyggeligt.
Men i Tyrkiet, ved dette mausoleum, er der intet hyggeligt over sådan et vagtskifte.
Vagterne tager deres job meget seriøst, og jeg tænkte med det samme at det ikke var HER jeg skulle komme til at træde forkert. På mig virkede alle vagterne frygtindgydende.
I Danmark råber vagterne også når der er vagtskifte, men det er intet i forhold til hvordan de gør det i Tyrkiet. Lars sagde at det var helt normalt, men for mig virkede det voldsomt.

https://www.ktb.gov.tr/EN-104010/anitkabir.html

Jeg vil ikke gå i detaljer med alle de steder vi har besøgt, for så er jeg sikker på denne blog vil blive så lang at ingen gider læse den. Jeg vil derimod indsætte link til de forskellige steder og så kan du selv læse mere om de enkelte steder – hvis du ønsker det.

 Næste stop på vores tur var bestemt et af højdepunkterne og helt sikkert på top-3 af vores prioriteringer.

Cappadocia
Cappadocia eller Kappadokien er at finde på UNESCO’s Verdensarvsliste og det er et fantastisk område i Tyrkiet med en smuk og meget anderledes natur.

Men inden vi ramte Cappadicia, så slog vi lige et smut forbi Tuz Gölü – saltsøen.

Det er en af de største salte søer i verden og det var en temmelig cool oplevelse.
Søen var udtørret da vi var der, hvilket den er hver sommer, men det betød at vi kunne gå på det tykke salt-lag som dækkede hele søen.
Jeg har læst at salt laget kan være ca 30 cm tykt, og det er da en del.
Vi fik renset vores fødder og Lars sine hænder – taget de obligatoriske billeder og så skulle vi videre.

https://da.wikipedia.org/wiki/Tuzs%C3%B8en 

Cappadocia er speciel på grund af den måde de har lavet boliger inde i klipperne hvilket er et smukt og imponerende syn.
Men ikke nok med det – der findes store underjordiske byer som har (for mange år siden) huset over 20.000 mennesker i flere måneder ad gangen.
Vi besøgte en af disse underjordiske byer, for der er jo visse ting som er et must, når man er turist.

Den underjordiske by vi var nede i, hedder Derinkuyu.

Hvornår byen nøjagtigt at skabt er stadig uvist, men der findes skriftlige værker fra omkring år 370 f.Kr., der ser ud til at henvise til Derinkuyu.

Da vi stod ved indgangen til denne underjordiske by, havde vi ingen ide om hvad vi gik ind til.
Jeg har som barn været i drypstensgrotter i Belgien og enkelte kalkminer i Danmark, så jeg tænkte der ikke ville være de store udfordringer ved denne by.

MEN – i starten gik det bare ned og ned og ned i meget smalle gange, og der var udtrykkelig instruktion om at følge de røde pile, og der var ingen plads til at vende om.
Luften var kold, klam og der lugtede klamt af våde sten og gammel prut.
Vi havde ingen kort og absolut ingen fornemmelse af hvor langt ned vi skulle, hvor lange gangene var eller hvor vi kunne komme op igen. Og det var nok mest det sidste som udløste en form for klaustrofobi og lettere panikangst lige pludselig.
Heldigvis var jeg ikke den eneste som følte sig en smule ”klemt”, så uden at være igennem hele byen var vores eneste interesse at finde de blå pile som tilsyneladende førte OP og UD.

Pyyy-ha, ja så har vi prøvet det, og det skal så ikke gentage sig
Dette var bestemt en af de oplevelser hvor vi siger: ”har du set 1 underjordisk by – så har du sikkert set dem alle” – men hvis man ikke har problemer med små lukkede gange langt under jorden, så er det helt sikkert anbefalelsesværdigt.

https://www.bbc.com/travel/article/20220810-derinkuyu-turkeys-underground-city-of-20000-people

Vi havde 3 overnatninger i området, men fordelt på 2 forskellige adresser.

Lars havde et brændende ønske om at overnatte inde i en af de grotter som nu er lavet til Airbnb sted.
Denne bolig lå ikke under jorden, men der var indgang fra en fælles terrasse – heldigvis.
Vi kiggede på billeder og beskrivelse og jeg kunne godt forstå han gerne ville prøve det. Så selvom jeg ikke er til den slags, så fik vi det booket og så kunne Lars vinge den af på sin ”bucket-list”.
På billederne så grotten faktisk hyggelig ud, og det var den egentlig også – hvis altså jeg lige kunne have fjernet den lugt, fugt og kolde fornemmelse som en grotte åbenbart altid har.
Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, for hvad kan man forvente af en grotte der har en historie der går mere end 60 millioner år tilbage i tiden? Ja man kan nok ikke forvente det føles og lugter som 5-stjernet hotel i Qatar.

For selvom den var lavet til beboelse, så kunne mine sanser ikke være der inde i lang tid ad gangen.
Lars derimod havde ikke de store problemer, og sådan er vi så forskellige.
Men alt i alt var det en anderledes og trods alt pengene værd oplevelse.
De sidste to overnatninger var under mere normale forhold. Det vil sige i et normalt hus med normale vægge og vinduer, og så var vi begge tilfredse.

Det var et ægte ”bed and breakfast” sted.
Det var familiedrevet af flere generationer og hver morgen lavede kvinderne morgenmad som blev serveret på øverste etage af huset med udsigt ud over Uçhisar og Uçhisar Castle.

Fra samme etage og tagterrasse havde vi også den smukkeste oplevelse en tidlig morgen.
Vi havde sat vores alarm til kl 04.45, for efter sigende ville over 70 luftballoner stige op omkring kl 05.00 sammen med solopgangen.
Denne begivenhed er speciel for cappadocia, og det skulle jeg ikke gå glip af.

Vi kunne også have valgt at være ombord i en luftballon, men vi valgte at lade være og derimod nyde synet på afstand.
Og smukt var det.

Vi fik gået en del i de dage. Faktisk fik vi gået så meget at Lars’ nye sandaler gik i stykker…
Vi skulle helt tæt på alle klipperne / bjergene så vi kunne få en ide om hvordan de boede i de gamle dage i området.
Vi gik også nogle timer rundt i Zelve Open Air museum og det var fantastisk.
I Danmark har vi viking museer / ringborge, men intet står oprindeligt, alt er genskabt.
I Cappadocia er det de oprindelige huler/grotter i bjergene hvor mennesker har levet et helt liv for mange år siden.

At gå rundt der, mærke væggene i grotterne, se alle de detaljer som beboerne har lavet, uden maskiner, var ret storslået.
Fascinerende var det, og kan klart anbefales hvis du skulle få lyst til at besøge Tyrkiet.
https://muze.gov.tr/muze-detay?SectionId=ZPO01&DistId=ZPO

Vi fik også gået en del rundt i Uçhisar, og besøgte også Uçhisar Castle som vi kunne se fra vores Airbnb.
Et fint gammelt slot/ tårn med en pokkers masse trappetrin. Helt nøjagtig talte jeg 267 trin, og så var vi på toppen.
https://en.wikipedia.org/wiki/U%C3%A7hisar

Et andet ”must see” sted varKizilcukur Valley og Love Valley.

Igen blev vi bare fascineret af den natur og alle de sjove klipper som tårner højt op i luften. Jeg kunne fristes til at sammenligne disse klipper med noget ganske andet – men du skal få lov at danne dig dit eget indtryk…

Jeg vil samtidig også sige – at Cappadocia er helt sikkert et sted vi kommer tilbage til.
Det er virkelig et specielt sted og selvom vi oplevede meget her, så er jeg sikker på der er mere at opleve – næste gang.

 En sidste, men meget fascinerende ting vi oplevede, var den lokale bilvask.
Tænk vi kunne får bilen maskinvasket for 2,50Kr. Det sætter nogle tanker i gang….

Og med de ord og oplevelser fortsatte turen nu videre gennem Tyrkiet.

Følg med her på bloggen for at læse om DEL 2 af vores rejse……..

Hvordan er jeg mor uden mine børn i hjemmet? Og ER jeg stadig en rigtig mor?
Jeg har kun få venner i min kreds hvor børnene er flyttet hjemmefra, før mine gjorde det, og jeg må ærligt indrømme at jeg slet ikke har tænkt over at spørge ind til hvordan det var – men omvendt har de jo heller ikke talt om det… Så på den måde har jeg overhovedet ikke opfattet hvis mine venner gik gennem en svær tid da det skete….

Den første måned, uden nogen børn i hjemmet, var stille og ja,  jeg nød det lidt.
Det var fuldstændig som da jeg var teenager og var alene hjemme – sådan ”wuuhuuu jeg kan gøre hvad jeg vil” agtig

Nu skulle jeg næsten kun tænke på mig selv og mine behov (Lars og Dallas var der jo selvfølgelig også)

Alle de faste rutiner som jeg / vi har holdt fast i – de blev næsten ikke eksisterende nu.
Nu var der jo ingen som vi skulle sætte et godt eksempel for / lære almindelig dannelse, og aftensmad ved spisebordet hver aften mellem klokken 18.00 og 18.30, var en af de første ting der blev droppet.
At jeg har været SÅ fastlåst i mine handlemønstre næsten hver dag gennem drengenes opvækst er måske også noget pjat for nogen, men det gav den ro og struktur som vi i vores familie dybest set har haft brug for.
Jeg fandt hurtig ud af, da Nick var lille, at faste rammer og tidspunkter, rutiner og orden gav en dybere ro indeni og gav overskud til mange flere ting, end når alt var tilfældigt og uden system.
Det var for øvrigt gavnligt både for Nick og mig, og selvom mange af mine venner gav udtryk for deres holdning om at jeg jo ikke kunne tvinge en baby til at spise på faste tidspunkter eller sove for den sags skyld, så viste det sig blot at jeg havde større indblik mit barn end de havde – og heldigvis lyttede jeg til min egen indre stemme.
(På det tidspunkt anede jeg intet om ADHD eller Autisme – men set i bakspejlet giver mine metoder mening… Mere om det i en anden blogpost)

Efter den første måned, uden børn i huset, følte jeg mig pludselig fuldstændig tom indeni, og følte en ubeskrivelig smerte – som om en del af mig var blevet skåret af.
Jeg følte at jeg var uden formål nu, at ingen ”rigtig” havde brug for mig.
Hver gang jeg fik en besked fra enten Nick eller Caspar, så et billede eller nogen skrev og spurgte til dem eller mig – så græd jeg bare. Åh jeg følte mig som et stort åbent sår…
Og jeg græd en hel del, i stilhed og alene.

Jeg har altid hørt, at de som fik børn tidligt i livet, virkelig nød når børnene flyttede hjemmefra. Så blev der rum til at forældrene kunne få deres ”anden ungdom” tilbage.
Pludselig fandt de tid til alle de ting som de selv brændte for og kunne nyde livet på en helt anden måde – men det eneste JEG havde lyst til, var at få drengene hjem igen – så jeg kunne føle mig HEL.

Det eneste jeg kunne sammenligne dette tomrum og denne indre smerte med, var et dødsfald…
Men drengene var jo ikke døde, de er i blot i fuld gang med at sprede deres egne vinger og leve deres eget liv som unge voksne mennesker. De var begge spændte og glade over deres nye hverdag og alt det spændende som ligger i fremtiden for dem, og jeg det var jeg i den grad også – så hvorfor havde jeg det sådan?

Forholdet til mine børn, er det længste forhold jeg nogensinde har haft (udover forholdet til mig selv – men det tæller vel ikke?)
Så hvordan skal jeg bare kunne give slip på dem og læne mig tilbage og nyde livet?

En af de værste ting ved at være i den ”tilstand”, var at jeg ikke havde nogen som helst at tale med om det…. Jeg havde selvfølgelig Lars, men han er jo mand – så det er ikke det samme.
Jeg havde aldrig hørt andre tale om denne tilstand, så tænkte jeg at det var nok ”bare mig”.
Jeg havde nok svært ved at give slip, både på drengene men også svært ved at slippe kontrollen og DET måtte jeg jo så arbejde med – ALENE.

Som kvinde med ADHD og Autisme, har jeg lært at de følelser jeg har – uanset i hvilken situation jeg er i – som udgangspunkt føles meget mere intenst end for de fleste neurotypiske kvinder.
I min inderkreds har jeg ikke nogen kvinder med samme diagnoser som jeg, så det at sparre med andre kvinder (neurotypiske) er generelt svært.

Lidt ligesom at kommunikere på et nyt sprog – der opstår mange misforståelser.
I de situationer hvor jeg føler mig mest sårbar, har jeg lært at trække jeg mig tilbage og lukke af, så derfor forsøgte jeg heller ikke at spørge andre om de havde oplevet disse følelser.

”Følelsesmæssig dys regulering er en gennemgribende og til tider lammende oplevelse for mange mennesker med opmærksomhedsunderskud / hyperaktivitetsforstyrrelse (ADHD eller ADD).
På trods af udelukkelse fra diagnostiske kriterier er oplevelser med følelsesmæssig dys regulering – overdreven vrede, irritabilitet, humørsvingninger, intense følelser, følsomhed og mere – almindelige og ofte meget bekymrende komponenter i ADHD -oplevelsen.”

_{Kilde: the ADDitude Expert Webinar “ADHD Anger, Tantrums, and Mood Shifts: Effective Treatments for Emotional Dysregulation” [Video Replay & Podcast #334] with Joel Nigg, Ph.D., which was broadcast live on November 24, 2020.}

En dag, hvor jeg hvor jeg sad i min ensomhed og tomhed, flygtede jeg fra virkeligheden, ved at se ”ligegyldige” tv-shows, var der en mor som omtalte den tilstand jeg befandt mig i.
Hun beskrev så fint alle de følelser jeg havde, dog i en mere afdæmpet form – og SÅ græd jeg, for jeg var jo slet ikke alene, det var ikke bare mig som skulle tage mig sammen, nej det har faktisk et navn:

”EMPTY NEST syndrom”

Når jeg googler får jeg følgende:

Empty nest syndrom (Tom rede syndrom) refererer til den sorg, som mange forældre føler, når deres børn flytter hjemmefra. Denne tilstand er typisk mere almindelig hos kvinder, der er mere tilbøjelige til at have haft rollen som primær plejer.

Hvorfor er der ingen som taler højt om disse følelser, denne sorg man som forældre tilsyneladende skal igennem når børn flyver fra reden?

Inden jeg fik børn, var jeg i mødre-gruppe ved jordemoderen. Der blev jeg informeret om alle de ting jeg skulle være forberedt på når jeg FIK mit barn, og jeg havde 9 måneder til at forberede mig mentalt.
Der var en snak om det følelsesmæssige, fødslen, håndteringen af barnet, amning og al verdens andre ting.
Op igennem mine børns barndom og ungdom, manglede der heller ikke informationer om trin i udvikling og mange andre emner.

Jeg har altid vidst, at et del af mit job som mor, var at forberede mine børn til at kunne stå på egne ben og klare sig selv når de en dag blev voksne eller gamle nok til at flytte hjemmefra.
Jeg har da aldrig tænkt at jeg skulle have forberedt mig selv på nøjagtig det samme…

Pludselig, og det var ”ganske pludselig”, så flytter de hjemmefra.
Deres færdigheder og evne til at klare sig selv på næsten alle områder, var bestemt på plads. De var fyldt op med selvværd og selvtillid og en viden om at de altid ville have et sikkerhedsnet uanset hvad – men hvad med mig?

HVOR er informationerne nu?
Hvor er alle de gode råd og snakke om hvordan det føles når ens barn ikke bor hjemme mere?
Hvorfor er der ingen som har fortalt mig at jeg skulle forberede mig mentalt på at se dem flytte?
Igen, ingen der har talt med mig om det – så jeg anede ikke jeg ville have det sådan, gad vide om alle andre bare selv ”regner den ud”?

Måske er det endnu en af de der ting i livet som er indlysende for de fleste?
Eller har alle andre et netværk som underviser dem i ”livets skole” og alle disse faser og følelser?

For mig var det overhovedet ikke indlysende at jeg skulle have det så elendigt efter begge drenge var flyttet hjemmefra.
Det kom totalt bag på mig.

”Der kommer en tid i en hver mors liv, hvor hun må øve sig på at give slip på sine børn” siger jeg ofte til mig selv.. Hjælper det så?

Jeg ved det ikke helt…
Jeg er nok ikke helt overbevist om at jeg skal give slip…. Jeg kunne godt fristes til at tænke at hele den del med at de skal være voksne og klare sig selv er stærkt overvurderet

Føles det mere voldsomt fordi jeg er 6000 km væk fra begge mine drenge? Jeg aner det ikke, for jeg har jo ikke rigtig prøvet andet…. Godt nok flyttede Nick hjemmefra før vi valgte at flytte til Qatar, men det var kun 4 måneder før, så det tæller vel ikke rigtig…

Vi har tit talt om at den bedste måde at starte noget nyt på, er ved at kaste sig 100% ud i det, og det må man sige at Nick og Caspar blev nødt til.
Men uanset den fysiske afstand i mellem os og dem så har de heldigvis altid et sikkerhedsnet på alle måder, og det føles godt at kunne give sine børn det – selv på afstand.
Vi er aldrig længere væk en et opkald på en af de mange kommunikations platforme, og hvis alt bryder sammen, så tager flyrejsen til DK kun 6 timer.

Nu er jeg stille og roligt i gang med at forme mit nye liv, og som altid når man skal redefinere sig selv eller sit liv så er der spørgsmål som skal besvares.

Hvem er jeg egentlig nu hvor jeg ikke er mor på fuldtid?

Hvad har jeg lyst til at mit liv skal indeholde?

Det er nogle af de spørgsmål som jeg nu arbejder med, oveni at jeg forsøger at finde ro i tanken om at begge mine drenge nu er voksne unge mænd, som er på vej ud i verden på egne ben.

Heldigvis kan jeg med stolthed kigge på begge mine sønner og tænke ”det har jeg gjort godt”.
(Eller det har VI gjort godt, for Lars har bestemt ikke kun stået på sidelinjen de sidste mange år.)

At Nick og Caspar ikke bor hjemme mere, er ikke et rent tab.
Godt nok har vi ”sagt farvel” til de to drenge som boede under vores tag, men til gengæld har vi ”sagt goddag” til to unge mænd som stille træder mere og mere i karakter.

Det er jo først når ens børn skal stå på egne ben at man som forældre tydeligt kan se resultatet af de mange års ”arbejde” vi, som forældre, har haft.
Og som forældre har vi helt sikkert vundet stort, for vores forhold til de to unge mennesker er stille og roligt ved at blive stærkere og tættere.
Jeg savner dem selvfølgelig , men heldigvis taler og skriver vi sammen næsten hver dag og vi ses hver gang der er mulighed for det.

Jeg påtager mig på ingen måde en ”offer-rolle”, men det at træde ind i en ny fase i livet – er altid en proces, og til tider en lang og svær en.

For os alle er det vigtigt at bygge vores ”nye” forhold op på respekt, tillid, åbenhed, ærlighed og kærlighed – og jeg kan med glæde sige at det går ufattelig godt.

Og mig…. Jeg er faktisk ved at finde ro og finde mig selv i min nye hverdag som mor i min empty nest.

Line Arlind version 3.0 er under opbygning.

På under 5 minutter blev hele min verden vendt på hovedet og der skulle tænkes hurtigt.

Caspar var på efterskole/kostskole og beskeden lød, at alle som havde muligheden, skulle forlade skolen samme aften.

Dengang vi besluttede, at Caspar skulle retur til DK og bo, må jeg ærligt indrømme at jeg IKKE have tænkt på situationer hvor skolen pludselig kunne lukke, eller at der på anden måde skulle ske noget som gjorde at Caspar skulle forlade skolen – for hvor skulle han tage hen?!
På intet tidspunkt tænkte jeg at jeg kunne få hjælp fra andre end min far. Men min far er heller ikke helt ung længere (undskyld Far), så jeg ville simpelthen ikke bede ham have en teenager i huset på ubestemt tid.
Mit stress niveau ramte max meget hurtig.

Min hjerne rundt med 180 km/t.
Skulle jeg booke fly så han kunne komme ned til os?
Hvor længe skulle de være væk fra skolen?
Hvem skulle hente ham på skolen?
Hvis han blev i DK hvor skulle han så være?
Skulle jeg rejse til DK?
Hvor skulle jeg så være hvis jeg var i DK?
Hvad hvis han var i Qatar og pludselig ikke kunne komme tilbage til DK?
Eller hvis jeg var i DK og ikke kunne komme hjem til Qatar?

Heldigvis åbnede Nick sit hjem for Caspar og de to brødre måtte finde en hverdag sammen i den nye situation.
Næstekærlighed / medmenneskelighed er heldigvis ikke noget som ligger fjernt fra Nick.

En ting var at skulle bo sammen med sin bror, men at skulle bo sammen på 40 m2, var en prøvelse for dem begge.
Selvom de er vokset op sammen, har de ikke det tætteste forhold og spørger du mig som mor, så er de to drenge som nat og dag – hele vejen igennem.
Jeg var selvfølgelig lettet og taknemmelig for at Nick åbnede sit hjem, men jeg havde også frygtelig dårlig samvittighed.
Hvad var jeg for en mor??
Jeg dumpede bare det hele i skødet af Nick – underforstået ”ansvaret” for Caspar og hele Corona situationen….
Jeg forsøgte på bedste vis at styre det hele fra Qatar og begge drenge forsikrede mig om at ALT var ok.
Jeg fulgte med i alle pressemøder i DK og læste alt relevant, så jeg kunne formidle informationerne til de unge mennesker og sikre mig at vi alle forstod alvoren af denne situation og heldigvis blev det hele en succes.
Caspar deltog i sin online undervisning fra Efterskolen, og sammen fik de to unge mænd styr på hverdagen.

Selvfølgelig var situationen ikke optimal, men set i bakspejlet så var det en fin mulighed for dem begge, til at lære hinanden bedre at kende samt vokse lidt som mennesker – og det gjorde de begge i den periode.
En læring som den, er ikke noget jeg ville kunne have givet dem via fortællinger – for der er visse erfaringer og udviklingstrin man er nødt til at skulle gennemleve selv for at nå til et nyt niveau.
Og selve begrebet ”næstekærlighed” / “medmenneskelighed” og handlingerne som følger, er noget man skal opleve for at kunne forstå betydningen.

Før vi flyttede til Qatar, havde jeg slet ikke tænkt at det ville være mentalt hårdt at bo i udlandet, men heller ikke at det ville være mentalt hårdt at være på ferie i DK, gæst i mit hjemland uden fast base.

Jeg havde ikke tænkt at det ville blive et problem / udfordring med hensyn til overnatninger i Danmark.
Faktisk havde jeg ikke rigtig gennemtænkt det generelt. (var der nogen som sagde ADHD – )
Min forestillingsevne er begrænset, og det er den især på de områder/ oplevelser som er nye og fremmede, og eftersom intet forbliver det samme for evigt, så er jeg ofte udfordret.
Selvom jeg kan læse om mange ting og oplevelser, så kan jeg ikke forholde mig til det før jeg selv har været i situationen. Derfor har jeg oplevet mange ”DET har jeg aldrig tænkt over” situationer efter vi flyttede til Qatar.

Jeg havde faktisk heller ikke tænkt meget over at jeg ikke ville have en bil eller hus til rådighed – for den situation har jeg aldrig været i før.
Derfor havde jeg heller ikke tænkt over den udgift der ville komme i forbindelse med at leje overnatningssted og bil og hele den stressfaktor det er, at få alt til at gå op i en højere enhed.

Sidste år var jeg særlig udfordret, da mit ophold i Danmark pludselig skulle være meget langt.
Jeg havde planlagt at være i DK i 3 måneder – hvilket er LANG tid, men det ville give mig mulighed for at deltage i alle de store begivenheder som lå i slut sommer og efteråret.

Caspar skulle starte op på sin uddannelse og finde egen bolig som skulle indrettes, og selvfølgelig skulle han ikke stå alene med alt det. Jeg synes selv det har været en udfordring at bygge et nyt hjem op her i Qatar, og jeg har trods alt prøvet det før. Så at Caspar skulle stå alene med ALT i en alder af 18 år, var ikke en mulighed.

Nick ville blive udlært som frisør senere på efteråret, og selvfølgelig skulle jeg være til stede for at fejre ham.
At færdiggøre sin erhvervsuddannelse er stort, og jeg ville under ingen omstændigheder gå glip af at give ham huen på og græde af stolthed.
(ja, det er ganske vist – man kan få en hue når man har afsluttet frisøruddannelsen)

Min rejse blev dog rykket frem 1 måned, da min veninde gennem 32 år pludselig døde, og begravelsen skulle foregå en måned før min planlagte rejse til DK.

Som om DET ikke var stress nok, bearbejdelse af sorg, chok, en forlængelse af rejsen og udfordringen i at finde husly en måned mere, så lukkede Qatar sin grænse for indrejse!

En lukket grænse her i Qatar ER en LUKKET grænse.

Uanset om du bor her og har opholdstilladelse – så var der ingen mulighed for at komme ind i landet.
Set fra den samfundsmæssige side og sikkerheden for alle borgere i Qatar, med hensyn til Corona, gav beslutningen om at lukke grænsen GOD mening.
Selvom jeg fuldt ud forstod meningen, gjorde det alligevel at jeg følte mig lidt utryg ved at forlade landet uden at vide hvornår jeg kunne komme hjem igen….
Alt dette var i den grad med til at starte min angst op og fodrede samtidig alle mine katastrofetanker, men lige DER i den situation, havde jeg intet valg – jeg SKULLE til Danmark, for intet er vigtigere end mine børn.
Håbet var, at grænsen igen ville åbne, så jeg kunne komme hjem kort tid efter Nick havde fået sit svendebrev, men alt var usikkert.

Jeg havde nu udsigt til minimum 4 måneder i DK.

Det er frygtelig lang tid at ”bo i en kuffert”, undvære min mand og hund samt være væk fra min dagligdag.
MEN det var selvfølgelig også dejlig lang tid at kunne være sammen med mine sønner og venner samt familie, så følelserne var bestemt meget blandede.

Aldrig før har jeg oplevet så meget næstekærlighed / medmenneskelighed fra de mennesker jeg har i min cirkel, som jeg gjorde i sommeren 2020.
Jeg kan stadig forsøge at analysere og tolke på hvorfor mine venner og familie valgte at hjælpe mig som de gjorde, men jeg kommer ikke frem til et åbenlyst svar.
Jeg fandt dog ud af hvem ”mine mennesker” er, hvem der træder til og tilbyder hjælp og støtte, hvem som rækker ud og viser oprigtig interesse for mig – helt uden at jeg skal give en masse retur eller gøre noget for dem.

Jeg oplevede at venner og familie åbnede deres hjem for mig i længere perioder, en veninde som lånte mig sin bil – bare fordi hun kunne, en veninde som lånte bil med anhængertræk og trailer så vi sammen kunne køre til Ikea og købe alt nyt til Caspars nye lejlighed og jeg kunne blive ved.

Jeg er vokset op med ordsproget ”du må yde før du kan nyde” printet ind i min bevidsthed og for mig betød det, at jeg har troet det skulle være sådan generelt – også i forholdet til andre mennesker.
DET, koblet sammen med meget lavt selvværd har betydet at, jeg har altid følt at jeg skulle levere noget / gøre noget for at gøre mig fortjent til opmærksomhed, kærlighed og venskab.

Jeg har ALDRIG følt at jeg, som menneske, var nok…
At nogen kunne lide mig, fordi jeg var MIG og ikke på grund af noget jeg kunne gøre for dem eller give dem.
At nogen ville hjælpe mig uden jeg skulle bede om det og uden at jeg skulle gøre gengæld.

NU er jeg ved at lære, at livet ikke skal føles sådan – og hvis det gør, så er man omgivet af de FORKERTE mennesker.

Næstekærlighed er vejen frem, og burde være det nye SORT.

”Hello”
”Hello – Mrs. Line?”
“Yes, thats me”
“Hello Mam, would you like to take the covid vaccine?”

YES PLEASE   

I det øjeblik stoppede al aktivitet i min hjerne, jeg tror simpelthen alle cellerne frøs til is i ren begejstring og lettelse.
Det jeg har ventet på i snart 1 år, skete pludselig og nu var det muligt for mig at modtage vaccinen.

Dage forinden havde Lars og jeg talt om hvornår vi ville modtage opkaldet, så selvfølgelig var jeg nødt til at spørge, damen som ringede, om Lars også blev indkaldt nu.

Hun fortalte at hun sad med en liste over mennesker hun skulle ringe til, men Lars var ikke på den liste den dag.
I al forvirring og alle mine spørgsmål, fik jeg kun fat i hvilken dag og hvor jeg skulle vaccineres.

Da jeg lige havde trukket vejret lidt, gik det op mig at jeg glemte at få tidspunktet og SÅ meldte panikken sig.

TYPISK mig…..

 Jeg forsøgte at ringe til sundhedscenteret, men ingen tog telefonen.
Jeg ringede derefter til et hovednummer, men de kunne ikke finde nogen informationer på mig.

PANIK – tankemylder – mentalkaos

Min veninde havde modtaget opkaldet et par dage inden mig, og pludselig skrev hun at nu havde hun fået bekræftelses sms, så jeg skulle nok bare lige vente og se tiden lidt an.

Hun havde ret – heldigvis.

Et par dage senere kom der en fin sms med alle de informationer jeg skulle bruge – åh en lettelse

For mig var føltes denne ventetid næsten som ventetiden optil min fødselsdag.

Vaccinen har stor betydning i mit liv som udenlandsdansker, bosiddende i Qatar og med børn samt familie i Danmark.

Inden COVID, var verden relativ lille og alt var kun en fly rejse væk.
Dengang var den eneste hindring i rejsen frem og tilbage imellem Qatar og Danmark, praktiske foranstaltninger og økonomi.
NU kommer alt det på en 2. plads og COVID-pandemien har taget 1. pladsen som den største udfordring.

Qatar har gjort sit bedste for at sikre os borgere imod smitte udefra ved at teste i lufthavnen og samtidig kræve hjemme karantæne eller hotelkarantæne, alt efter hvilket land du kommer fra, men trods det, så slap COVID også ind over grænsen her.

I Qatar har vi alle en APP ( Ehteraz )som oplyser om vores sundhedstilstand i forbindelse med COVID.
Ehteraz SKAL være aktiveret konstant – hvilket er ved lov.
Udover at vise vores test resultater, virker den også via bluetooth og vil fortælle hvis man er i nærheden af en mulig smittet eller en som er i karantæne.
Den fortæller selvfølgelig ikke HVEM der er smittet, men blot at man opholder sig i nærheden af en.

Når du er testet skifter den farve indtil resultatet er klar.

Er du testet negativ er din APP grøn

Venter du på resultat er APP grå

Er du i karantæne er APP gul

Er du positiv er APP rød

Ehteraz bliver brugt alle steder her i Qatar. Du kan ikke komme ind og handle uden at vise din app frem, og det gælder også på alle sygehuse, hoteller samt i visse compounds osv.

Er jeg naiv og tænker at vi alle er sikre på grund af den app? Nej det er jeg ikke, men jeg vælger at tro man bliver testet hvis man er det mindste i tvivl om eventuel smitte.
Vi vil jo alle gerne have verden til at blive normal igen, og det sker kun hvis vi sammen gør en indsats.

Dagene optil min første vaccine havde jeg det faktisk fint – mentalt altså, jeg var ikke nervøs og havde heller ikke nogen symptomer på angst – så ALT var godt.

I sundhedscentret fremviste vi (Lars var med) vores app ved ankomst samt min indkaldelse til vaccine.
Vi tog plads og ventede kort til før jeg blev kaldt ind.

Det skal lige siges, jeg HADER nåle, og det er alle former for nåle. Jeg vil gå så langt som at sige jeg har nåle-angst for min reaktion er ofte hyperventilation og nedsmeltning med tåre.

Men ikke denne dag – heldigvis

Vaccinationen var hurtig overstået og jeg mærkede INTET.
Faktisk var jeg så overrasket at jeg spurgte hende to gange om hun nu var helt sikker på jeg havde fået den

Efter vaccinationen skulle jeg vente i ca 15 minutter inden vi kunne køre hjem igen – af sikkerhedsmæssige årsager i tilfælde af jeg fik en reaktion på vaccinen.

Efter 15 minutter var vi klar til at køre, og jeg havde det fint.
Efter 20 minutter kom reaktionen dog.
Min højre arm, hvor jeg fik vaccinen, blev tung – meget tung og havde følelsen af at have fået albuestød, og i det samme jeg fik det sådan, så startede min angst.

Pludselig var jeg ikke i kontrol over min krop og uvisheden om andre mulige reaktioner / bivirkninger satte i den grad gang i min sygdoms-/dødsangst.

Den form for angst er slet ikke ny for mig, men uanset hvor mange gange den har slået ned i mig, så er det lige ubehageligt hver gang.

Jeg blev tæt ved Lars resten af den aften, for selvom jeg godt vidste det ”bare” var angst, så er det bedst ikke at være alene.

Dagen efter var jeg en smule øm i min overarm, men intet som var værd at nævne og angsten var væk.

Vaccine nr. 2 skulle foregå i en drive-in 21 dage efter den første dosis.

Dagene optil anden vaccine forsøgte jeg i den grad at undgå Facebook. Jeg orkede ikke at skulle have endnu et angst anfald over informationer om vacciner generelt.

Jeg har det ok med at nogle mennesker ikke ønsker at modtage denne vaccine – og de mennesker må jo have det fint med at vide deres valg / fravalg har konsekvenser, ligesom det er med alt andet her i livet.

Jeg har det dog ikke ok med at jeg skal have presset deres skræmmekampagner ned over mit hoved, som slet ikke er gearet til den slags.
Faktisk undgår jeg alt hvad der har med sygdom at gøre, og jeg har også ubeskrivelig svært ved at tale om sygdom, selv med dem som står mig nærmest. Det er bestemt ikke med vilje, men det sætter gang i min angst hver gang, og det prøver jeg at undgå.

For når jeg er ramt af angst, så er der nemlig ikke særlig mange som gider høre om det…..

Ved vaccine drive-in, var jeg bestemt ikke den eneste som skulle have 2. dosis den dag. Området minder lidt om en færgeterminal fra gamle dage, hvor vi alle skulle holde i lange køer for at komme ombord.

Langsomt men sikkert kom vi tættere og tættere på sygeplejerskerne som skulle vaccinere.
Angst havde jeg ikke, men eftersom denne form for vaccinested var helt fremmed for mig, så var jeg på mentalt overarbejde og forsøgte at nærstudere alle de andre foran os, og hvordan det hele foregik, så jeg var klar når det blev min tur.
Efter 1,5 time i kø blev det min tur.

Som med første vaccine, mærkede jeg intet og vi kørte derefter til området hvor vi skulle vente de 15 minutter.
Tiden gik hurtigt og jeg fik nu udleveret mit vaccinationskort med dato og stempel for begge vacciner.
 
JUHUUUUU

Hvordan gik det så med reaktioner / bivirkninger efter anden vaccine?
Jeg blev ikke syg, men jeg blev TRÆT. Jeg følte jeg ikke havde sovet i flere uger og dagen efter foregik på sofaen foran TV.
Jeg var lettet. Det var jo nemt i forhold til alle de frygtelige ting jeg havde hørt om.

MEN – 4 dage EFTER vaccine nr. 2 ramte panikken mig i en voldsom grad.
Jeg ville, sen aften, rense ansigt og hals da jeg pludselig føler en knude / kugle bag min kraveben tæt på halsen.

PANIK

Knude = kræft? Var jeg syg? Skulle jeg dø? Var den øm? Var den stor? Havde den været der før? Skulle jeg lige google? Skulle jeg vække Lars? Ej jeg har da ikke kræft – det er nok bare muskelspændinger.
NEJ det er bestemt ikke muskelspænding. Tør jeg google? Tør jeg lade være?

Jeg googlede

Første søgeresultat ”kræftknude på halsen” åååhhhhh nej!!!!!!!

Heldigvis har jeg lært lidt vejrtrækningsøvelser og tanke strategier til at berolige mig selv, og de kom til hjælp nu.

Pludselig slog det mig BIVIRKNINGER på vaccine… Jeg ændrede min google søgning og vupti

”Hævet lymfe efter covid-19 vaccine”
Den danske blogger jeg fandt, havde fået nøjagtig samme vaccine som jeg, og havde også oplevet denne lymfe hæve op 3-4 dage efter vaccine OG det var i samme side som vaccine var givet.

Åhhhhhh lettelse

Min lille lymfe var hævet i nogle dage, og derefter var den tilbage på normal størrelse.

Nu har jeg kun taknemmelighed over at være blevet vaccineret så hurtigt som jeg er, og at jeg ikke oplevede voldsomme bivirkninger.

NU glæder jeg mig bare til at verden igen bliver et sikkert og frit sted.

Jeg elsker klimaet her i Qatar, og det er helt utroligt hvad lyset og varmen gør af positive ting ved mit mentale og fysiske helbred.
Jeg oplever at have mange færre dage med ”sorte huller”, og hvor lysten til at gemme mig under dynen er dominerende, og det er i høj grad med til at højne min livskvalitet.
Hver dag når jeg går tur med min hund, bliver jeg mødt af solens stråler og de smukkeste blomster og farver, året rundt – det er så fantastisk og jeg værdsætter det hver dag.

Selvom vi har boet her i Qatar i 2 år, er det dog først nu jeg er ved at få et mere afslappet forhold til solen.

Min hjerne er indrette med en masse ”regelsæt” og hvis jeg skal afvige fra dem føles det meget ubehageligt.
Jeg har ikke bevidst lavet de regler, og jeg kan heller ikke forklare hvad de skal gøre godt for….
Udover at det føles ubehageligt så sættes min hjerne på overarbejde hvis jeg bryder de regler.
F.eks.:
”Jeg skal helst ikke sidde indenfor når solen er fremme.”
”Når jeg er i solen, skal jeg helst ikke få farveforskel på mine arme – så begge arme skal være lige længe i solen og jeg skal ikke have afmærkninger efter T-shirt ærmer”
”Sæt håret op hvis solen rammer bagfra – ellers får jeg hvid nakke”

Det har været meget svært for mig at slippe mine ”regler” omkring solen eller lave dem om.
Jeg vil vove den påstand at solen / varmen faktisk har været ved at give mig stress her i Qatar, men nu er det langsomt blevet bedre.

I Danmark har mine regler været nogenlunde til at håndtere.
Jeg har vidst, at det med stor sandsynlighed blev overskyet dagen efter, om ikke andet, så noget af tiden, og så kunne jeg få lavet alle de ting som jeg skulle, indenfor.

Så at flytte til solens land, har klart været en prøvelse på det område.

Som sagt så elsker jeg solen og klimaet, men jeg ikke sidde ude i solen hver gang den skinner, for så kan jeg ikke lave andet i dagstimerne.
Og tro mig, der er bare mange andre ting jeg skal lave, nu hvor vi bor i et stort hus og der er sand/støv i luften, samt en hund der render ind og ud hele dagen.
Heldigvis har vi en god støvsuger og heldigvis elsker jeg at gøre rent
Men selvfølgelig skal solen nydes

I Mellemøsten, er der for resten lige en lille detalje, som er rar at vide…
I sommerhalvåret, bliver solen så varm at den føles som en hårtørrer på max power mod huden….
DET alene burde sætte begrænsninger for at være i solen uden at dække sig til – men min hjerne er ikke helt enig.
Og derfor bevæger jeg mig stadig ud i solen i sommerhalvåret, men helst ved poolen så jeg kan blive kølet af med jævne mellemrum

Sommerperioden er heller ikke den periode hvor vi har gæster på ferie.
Det vil simpelthen være spild af penge at rejse hertil, for modsat Danmark, så kan man ikke lave mange ting udenfor.
Der er selvfølgelig masser af museer og gigantiske Malls / storcentre placeret over hele Doha, men at holde ferie i et Mall er ikke lige den mest spændende oplevelse – nu hvor Qatar har så meget mere at byde på.
Da vi lige var flyttet hertil, kan jeg huske jeg tænke, at det var fuldstændig vildt, så store de Malls var og hvor mange der var af dem.
Men da sommeren ramte, gav det hele mening.
Selvfølgelig er de SÅ store og det er pludselig logik at der er SÅ mange af dem – hvor pokker skal folk ellers være henne når solen er så varm at du kan spejle æg på fliserne?!
De store Malls bliver dog ikke kun brugt til at handle eller gå i biografen, nej i sommerhalvåret bruger mange de store lange gange indendørs til at få deres daglige motion.

Selvom varmen i sommerperioden er heftig, og ikke indbyder til udendørsaktivitet i dagstimerne, så skal jeg være ærlig og indrømme, at varmen slet ikke er den største udfordring ved at bo her.
Det værste er klart LUFTFUGTIGHEDEN.
Inden vi flyttede herned, havde jeg aldrig tænkt, at der i Mellemøsten ville være høj luftfugtighed!
Fugtigt som i ekstrem luftfugtighed i ca. 3-4 måneder af året, men tro mig – det er fuldstændig skørt, at der i et ørkenland kan være lige så høj luftfugtighed som i en regnskov!!

Når fugten rammer og temperaturen siger +30 grader celsius på barometeret, så skal jeg hilse og sige at DET er klamt!
Det er ikke bare klamt – nej det er faktisk frygteligt, og føles som om man trækker vejret gennem vand.
Efter bare en kort gåtur med hunden skal alt mit tøj vaskes, da det er fuldstændig gennemblødt af sved, og jeg selv må tage en hurtig tur under bruseren.
Hele det scenarie gentager sig så 3 gange om dagen i denne periode.
(livet er hårdt )
For første gang i mit liv oplever jeg at A/C i huset er en nødvendighed, og nej selvfølgelig er det ikke en nødvendighed, for der er mange som overlever uden, men lad mig omformulere det så; jeg oplever at vores A/C gør livet mere bekvemt.

Så, når jeg sidder i min have i januar iført sommerkjoler og uden sko på og nyder vejret, så skal man huske på, at NU er årstiden hvor vi kan nyde vores terrasse og udendørsaktiviteter.

Så snart vi når frem til maj måned, så er det slut med at kunne nyde vejret udenfor – på den måde som vi kan nu.
Det plejer også være omkring maj måned hvor vi flytter vores udendørs planter samt møbler ind i skyggen – ellers overlever ingen af delene.

I sommerperioden er Qatar et temmelig stille land.
Langt de fleste expats vælger at pakke børn og husdyr og rejse på ferie i deres hjemland, eller andre steder hvor temperaturen er mere human.
Det vil sige, Fruerne og børnene samt de fleste husdyr forlader Qatar i 2-3 måneder, imens mændene (som typisk er dem der arbejder) må blive i Qatar det meste af tiden, for at holde landet i gang.

Men hvordan er det nu man siger… ”alle skal gøre det de er bedst til”

Kort sagt, hvis du vil besøge Qatar (når hele dette covid-19 cirkus er ovre) så vil jeg anbefale, du planlægger udenom sommerperioden