Heldigvis kunne jeg dele denne vilde oplevelse med min mand og et hold af de bedste venner nemlig Ann og Jørgen

Uanset om jeg får en skør eller vild ide, så er de altid klar på en oplevelse – og jeg ELSKER det.
Du ved, den slags venner som altid er med på ALT, og det er aldrig kedeligt i deres selskab.

Jeg havde i flere år kigget på de 2 personers paramotor flyvninger som foregår i Qatars ørken.

Hver gang jeg har set dem, har jeg været fuldstændig fascineret.
De fløj så let og ubesværet rundt, som en fugl i sit rette element.

En lille 2 personers vogn med en kæmpe propel bag på og en faldskærm ovenover, svævende henover bilerne som legede i sandet, kamelerne som løb frit og alle os som nød livet.
Gad vide hvordan den fantastiske ørken så ud i fugleperspektiv og hvor små vi egentlig er i ”sandkassen”.
At se alt oppefra og på afstand, smukke Qatar og den arabiske golf.
DET blev jeg bare nødt til at prøve

Med vores venner på besøg i Qatar, tænkte jeg at det var NU eller ALDRIG.
Hvis jeg kunne få lokket dem med, så ville en af mine store drømme gå i opfyldelse.
Sådanne oplevelser er altid mere værd når man kan dele dem med andre.

Inden Ann og Jørgen ankom til Qatar, havde jeg sendt materiale til dem og spurgt om de ville med.
Jeg tror ikke de havde tænkt over det i mere end et par minutter før der kom et kæmpe
”JA SELVFØLGELIG”

Ann og Jørgen har selv boet i Qatar, og da de flyttede livet til Mellemøsten, havde de brug for opbevaringsplads.

I danskernes facebookgruppe lavede de et opslag hvor de efterlyste opbevaringsrum, og da jeg læste det, tilbød vi at de selvfølgelig kunne låne et værelse hvor de alene ville have den eneste nøgle til.
Vi boede trods alt i et hus med 4 etager og ca 400 m2, så vi havde da et enkelt værelse vi ikke brugte.
Så på den måde fandt vi hinanden og et stærkt venskab hurtig blev knyttet.

For det var generelt sådan at bo i Qatar.
Vi hjalp hinanden, uanset om vi kendte hinanden eller ej, og på den måde formede smukke venskaber og bekendtskaber sig for os.

Der findes ingen fremmede, kun venner vi ikke kender. (Samuel Pepys)

Ann og Jørgens tid i Qatar blev desværre kortere end de havde regnet med, så ferien hos os i 2023 var på flere måder betydningsfuld for dem også.

Nå, men jeg fik booket vores tur ved Skymasters og så var det bare at vente og glæde sig.

Endelig kom dagen.
En ”elektrisk summen” løb igennem hele min krop, som et batteri der var fuldt opladet. Jeg var så spændt på den absolut fedeste måde og spørger du min mand så var jeg tydeligt euforisk – høj af forventning og spænding.

Inden vi skulle afsted havde jeg kommunikeret en del med dem fra Skymasters Sports club, for at være sikker på jeg vidste ALT hvad jeg skulle vide.
Hvordan med vejret – er vi afhængige af bestemte forhold?
Hvem skal flyve os?
Skal vi alle 4 op på samme tid?
Kan vi have kamera med?
Hvor flyver vi hen, Nord, Syd eller over vandet? Osv

Jeg var KLAR

Da vi kørte hjemmefra, og kom ud på de store veje med åbne vider, blev det tydeligt at der var rigtig meget sand i luften.
Hvis du ikke har oplevet den slags, så skal du forestille dig en tåge / dis som er beige farvet.
Når det hænger i luften på den måde efterlader det et meget fint lag sand over ALT. Det borer sig ind i ens tøj og klistre sig nærmest til ens hud.
I Qatar kan man aldrig vide sig helt sikker på sigtbarheden på forhånd, og ofte varierer det fra by til ørken, så vi tog chancen og kørte sydpå.

Men vi kunne godt se at det var slemt da vi nærmede os ørkenen, og efter samtale med Skymasters besluttede vi at udsætte det.

ÅH skuffelsen.
Det var helt forfærdeligt for mig at være i…. Al den energi jeg havde opbygget, alle de tanker og følelser som var vokset i flere dage optil – hvordan skulle de nu blive udløst…..

Heldigvis var vejret meget bedre dagen efter – og SÅ var jeg klar igen. Ja det tog mig ikke længe at aktivere alle systemerne fra dagen før – heldigvis.

Jeg kontaktede Skymasters og så satte vi igen kursen mod Qatars ørken – nu med fantastisk sigtbarhed.

Da vi ankom, var der ikke særlig meget liv, og ham jeg havde kommunikeret med, var der ikke.

I Qatar er klokkeslæt mere en retningslinje fremfor en reel aftale, og DET har bestemt været en kæmpe udfordring for mig de år vi boede der.
Tidspunkter i mit hoved, er ikke variable.
Kl 12.00 ER kl.12.00 og ikke 12.25, men jeg lærte at acceptere det er anderledes i Qatar.

Endelig ankom min kontaktperson til sportsklubben og lige så stille begyndte alle de ansatte også at dukke op.
Der gik ikke længe før hele klubben summede af aktivitet, adrenalin og god stemning.

Vi tog plads oppe på en terrasse ovenpå klubhuset hvor vi havde udsyn udover ørkenen og de paramotor-maskiner som vi skulle flyve med.

Åhh jeg kunne næsten ikke være i mig selv af bare spænding og glæde

NU var det NU

Vi blev vist ned på et stort kontor hvor vi selvfølgelig skulle skrive under på at det var af egen fri vilje osv.

Vi blev udstyret med hvert vores GoPro kamera og hver vores pilot.

Alle piloter havde et billede og et flyve-CV til at hænge så det var tydeligt hvem vi fløj med.

Inden jeg gik ud, spurgte jeg om lov til at dele denne oplevelse på min blog, og det fik jeg tilladelse til.

Godt spændt fast og med headset på, startede han den store motor.
Vi kørte hen af ørkensandet og inden længe var der fart nok til at vi lettede.

Weeeeeeeeeeeee hvor var det FEDT

At lette i en flyvemaskine, og blive suget tilbage i sædet er fedt – men DET HER…. Wauw

I løbet af kort tid fløj jeg

Ingen tag, ingen sider, ingen vinduer men kun en vogn lavet af metal og et sæde – sikke en følelse

Jeg vil uden at blinke sige den ligger på min TOP-5 over vildeste, fedeste og mindeværdige oplevelser i hele mit liv.

Så hvis du nogensinde får muligheden for at flyve i en sådan en – SÅ GØR DET.

Nu hvor jeg har siddet her og lavet dette indlæg, set alle billeder og videoer igen, så kan jeg garantere at det ikke var sidste gang jeg gør den slags.

Du kan finde SkyMasters i Qatar her :

https://skymasterss.simplybook.me/v2/

Instagram:

https://www.instagram.com/skymasters.qa

Facebook

https://www.facebook.com/Skymasters.qa

Så gad vide hvor jeg skal have den næste oplevelse…..

I Danmark har vi hestevæddeløb og hundevæddeløb, men kameler – nej det har vi ikke i Danmark.
Jeg har ikke været til nogen former for væddeløb i Danmark, så at kunne skrive ”Camel race” i kalenderen var en sjov fornemmelse.

Mange af de oplevelser vi har her i Qatar, er nogle hvor vi selv finder ud af hvor og hvordan tingene hænger sammen og selvfølgelig kører vi selv – men denne gang valgte vi sammen med vores venner at hoppe på en guidet tur i bus. (Det kan varmt anbefales)

Jeg kan virkelig ikke huske hvornår jeg sidst har kørt i bus, på sådan rigtig bustur – men den slags kan jeg godt lide, og jeg nød virkelig at vi alle kunne få oplevelsen 100% og i samme køretøj.

Vi var ikke de eneste som var med på denne tur. Vi var vist en go blanding af mennesker fra forskellige lande, og heldigvis klikkede vi alle bare med det samme og stemningen var høj.

Vores turguide lagde hårdt ud med tonsvis af informationer på hele busturen ud til Al Shahaniya Camel Racetrack, så allerede inden vi nåede frem (hvilket jo ikke gik så hurtigt – i bus ) var vi alle blevet en del klogere på disse arabiske kameler.

I Qatar var der i 2021 ca 36.000 kameler.
Mange vil sikkert tænke at en kamel har 2 pukler på ryggen, men den arabiske har kun 1.
Om man vælger at kalde den ”Dromedar” (efter det græske ord dramein – som betyder LØB) eller ”arabisk kamel” betyder ikke så meget, for det er det samme dyr vi snakker om.
Her i landet bliver de kaldt for kameler, så det er det ord jeg bruger.

Er der så forskel på dyrene – altså dem med en pukkel og dem med to? JA.
Det er ikke kun forskellen på antal pukler, men den arabiske kamel er skabt til at kunne leve i disse meget høje temperaturer, og lider derfor ikke når sommeren rammer Qatar og temperaturen siger 48 grader celsius i skyggen.
Det er jo i den periode hvor vi trofast opholder os mere i A/C nedkølede bygninger, men ok – vi indtager jo heller ikke op til 120 LITER vand i døgnet, som kamelerne gør…..

Kamelen med to pukler, foretrækker kulden og har ingen problemer når temperaturen smutter under frysepunktet.

I Qatar er gambling forbudt, så man bliver ikke fattigere af at tage til Camel racing.

Hvis man derimod EJER en af de kameler som vinder i disse races, ja så kan man se frem til en fornem præmie i form af en ny bil og 100.000 QR.
Måske vi skulle investere i en kamel

Den ide forbliver kun en ide, for prisen på disse kameler er sky høj.
En hun-kamel kan koste optil 1,4 million QR hvor en han-kamel kun koster optil 1,1 million QR.
I min verden er det vanvittig mange penge, men til gengæld har en kamel en levetid på 40-50 år, så ejerne kan da i det mindste nå at få noget ud af alle de penge som de betaler for sådan en.

Nu er det jo ikke kun indkøb af kamelen som koster ejeren penge.
Kamelerne har her i Qatar bliver passet og plejet ligesom de dyre araberheste, så det koster en del hver måned.

De bliver fodret med specialkost som er tilpasset den enkelte kamel.
De har som udgangspunkt deres egen kamelpasser og optil et løb er de under overvågning konstant.
Udover det, så har de maske på indtil løbet er overstået.
På grund af prestige / æren og gevinsterne der er i disse løb, så er der altid nogen (konkurrenter) som næsten vil gøre hvad som helst for at sikre sig sejren.
Det er sket at konkurrenter kommer afføringsmiddel i kamelernes mad, og på den måde sikre sig at den kamel ikke kan løbe løbet.
Disse race kameler kan løbe op til 60 km i timen – men det kræver altså også god næring og at kamelen er i top form.

Kamelerne bliver før løbet linet op bag et net, og når alle er klar – så går nettet op og afsted det går for alle deltagerne.
I starten af løbet, som kan være 6, 8 eller 10 km langt, løber kamelerne omkring 38-40 km i timen.
Under hele løbet kører kamelens ejer / træner i bil ved siden af banen.
Alle kamelerne er udstyret med en robotjockey på ryggen. Robotten har ikke kun en pisk monteret men også en lille højtaler så træneren eller ejeren kan kommunikere med kamelen. Kamelerne er jo som alle andre dyr, og kender stemmen på sin ejer / træner.
I 2004/2005 blev det forbudt at bruge børn som jockey på kamelerne her i Qatar, og derfor bruger man nu robotter.
Selvom børnene var små og lette, så er det helt sikkert en fordel for alle at bruge robotten som kun vejer 4,5 kg, og med den er ingen mennesker i farer.

Til kamelvæddeløb sidder tilskuerne ikke på tribuner, men alle kører på vejen langs væddeløbsbanen – hvilket gav os en helt fantastisk oplevelse, da vi var flere samlet i bussen.
Når der er et par kilometer tilbage af løbet, så begynder det specielle ved kamel racing. Noget vi aldrig nogensinde før har oplevet.
De førnævnte biler med ejerne begynder nu at bruge hornet i bilen fuldstændig vanvittigt imens de kører på siden af deres egen kamel. Indimellem deres dytteri, så bruger deres walkie talkie til at snakke til deres kamel ude på banen, og på den måde får de kamelen til at øge farten.

Efter dytteriet sætter kamelerne farten op, og nu når de en hastighed på ca. 60 km i timen.
De fleste kameler har på dette tidspunkt en massiv mængde af skum som kommer ud af deres mund, og jeg kan sagtens relatere, for sådan som de så ud – er præcis sådan jeg har det når jeg løber på løbebåndet
Alle kamelerne her er chippet og registreret, for det er jo en seriøs sport.
Når alle kamelerne er kommet i mål, så er det ikke sikkert at den hurtigste kamel vinder løbet.
Alle kamelerne gennemgår en grundig screening for spor af stoffer osv.

Hvis vinderen konstateres positiv for stoffer af den ene eller anden slags, så bliver den diskvalificeret og på den måde kan det ende med at den som kommer sidst – faktisk har vundet.

Nu tænker du måske, at på grund af disse kamelers evne til at udholde varmen her i Mellemøsten, så kan de sikkert løbe disse løb hele året.
Men nej, Camel races foregår kun i vinterhalvåret, og de starter først på dagen. Til gengæld bliver alle løb sendt live i TV.

Var det så alt det jeg troede det ville være, at være deltager til dette race? Det korte svar er JA.
Hvis du er i Mellemøsten enten som Expat eller på ferie, så vil jeg helt sikkert anbefale denne oplevelse.

Efter løbet troede vi selvfølgelig at dagen var slut og vi skulle tilbage til Doha med bus, men vores guide havde talt med en af de lokale kamelfarmere, og han inviterede os alle ud på sin farm for at se sine kameler.
Guiden spurgte os alle om det var noget vi ville, og jeg har sjældent hørt så mange mennesker sige ” JA TAK” så hurtigt.

I løbet af kort tid var vi alle tilbage i bussen og på vej mod den lokale farm.

Som du kan se på billedet, så er der ingen veje, og jeg forstår simpelthen ikke hvordan de kan finde frem til nogle at de steder der findes her nede.
Måske noget med 1 km den vej og ved de to sten drejer du til højre – jeg aner det ikke.

Jeg ved selvfølgelig godt at de har GPS osv – men det havde de jo ikke for 20 år siden…. Jeg er bare lidt imponeret….

Nå, men velankommet til den lokale farm (eller stort indhegnet område med et stort hus til kamelerne) sprang vi alle ud af bussen og begejstringen var høj.

Der var så mange kameler og nogen af dem havde unger.
Det var en stor oplevelse at hører lidt om kamelerne, se dem tæt på og hvis vi ville, kunne vi smage frisk – som i lige fra patten – kamelmælk.

Jeg kunne mærke at jeg bestemt ikke var klar på den oplevelse, men så er det jo godt jeg har en modig veninde som turde smage og fortælle om det.

Efter sigende så smager det meget hen ad komælk, så Sarah var positiv overrasket.

Kamelmælk er en af de nye ”superfoods” da den indeholder så mange vigtige ting for menneskekroppen.

F.eks. står der på nettet: Kamelmælk har højt indhold af antioxidanter, som hjælper med at forhindre skader på dine celler som ellers kan føre til kræft, diabetes og hjertesygdomme. Der er også et høj indhold af flere vitaminer og mineraler.

Men du kan selv google dig frem til alle de informationer som der ligger online om kamelmælk.
Jeg må lige tilføje at i skrivende stund, har jeg endnu ikke smagt kamelmælk – så måske jeg bare skal få det overstået snart

Det var uden tvivl en af de bedste oplevelser jeg har haft her i Qatar
En hel dag sammen med gode venner, nye mennesker og kameler – what´s not to like

Embrace Doha er en kulturorganisationen stiftet af Miss Amal Al Shammari, og det var også hende som med stor entusiasme fortalte om alle de gamle traditioner i forbindelse med gæstfriheden i Qatar.

Vi sad alle i en traditionel Majlis (stort forsamlingsrum) på store hynder og puder på gulvet.
Udover at det hele var utrolig smukt og i den grad repræsenterer Mellemøsten, så må jeg lige tilføje, at hvis man lider at stivhed i kroppen, så er det nok ikke lige det mest indbydende at skulle sidde så tæt på gulvet – eller komme op igen for den sags skyld.
Eller også skal man netop til at sidde lidt lavere noget oftere, for at få vedligeholdt sin smidighed…
Jeg dyrker jo Yoga, så jeg havde ikke de store besværligheder med at komme op, men elegancen manglede dog

Ligesom min mand og jeg er forskellige når det kommer til vores præferencer indenfor kaffe, så er det lige sådan hos Qatarierne.
Kaffebønnerne ristes derfor forskelligt fra familie til familie.

Og hvem er det så som rister kaffebønner og tilbereder den arabiske kaffe?

Ja du kan jo prøve at gætte…

Her hjemme hos os er det forskelligt hvem af os som laver kaffe, men i Qatar i det IKKE et kvindejob at lave kaffe, når mændene samles i den store Majlis.

Qatarimænd sætter en ære i at lave Gahwah, og derfor er det også fædrene som træner deres sønner i at tilberede kaffen, allerede fra de er ca. 11 år gamle.
Dette er traditionen, og den holdes der fast i.
Når kaffebønnerne er ristet og kølet lidt af, laves de til groft pulver.
Derefter koges det direkte i kaffekanden (Dalla), og efter et stykke tid tilsættes groft hakket kardemomme.
Kaffen her er ikke som instant kaffe, så før kaffen nydes skal den selvfølgelig filtreres.
Ifølge de gamle traditioner placerer de derfor et filter i åbningen af kaffekanden.

Filteret består af palmeblade… Ja den er god nok.
Ud med alt det fabrikerede og ind med det som naturen har skabt.
Palmebladene fanger på den måde alle rester af kaffebønner og krydderier så kaffen bliver en nydelse at drikke.
I mine øjne er det temmelig omstændigt at byde sine gæster på kaffe, når det skal laves på denne måde, men I Qatar sætter de en ære i at servere 100 % frisk kaffe.
Jeg har aldrig haft fornøjelsen af at besøge en ægte Qatari i et Qatari-hjem, men hvis det nogensinde kommer til at ske, så er der nogle skikke som jeg skal forsøge at huske – hvis jeg tilbydes drikke eller mad.

Når man bliver tilbudt mad eller drikke, så bør man modtage kun med højre hånd. Dette gælder jo også kaffen.

Den oplysning måtte jeg have uddybet, for eftersom jeg er venstrehåndet, så er det helt naturligt for mig at række ud med venstre hånd, når jeg bliver tilbudt noget.

Helt fra gammel tid, har det været uhøfligt / en fornærmelse at modtage mad og drikke med venstre hånd, da det har været hånden de har brugt til hygiejnemæssige formål….. (Håber du forstår)

Selvfølgelig findes der også Qatarier som er født venstrehåndet, og som udgangspunkt så giver de altid en lille undskyldning for at modtage med venstre hånd – hvis de gør det.
Så det må jeg forsøge at huske – hvis det nogensinde skulle ske at jeg bliver tilbudt noget af en Qatari.

Kaffekoppen giver mening….
Hjemme hos os, serverer vi altid kaffe i store krus. Her er det nok mere dovenskab end noget andet som gør at vi bruger krus.
Da vi fik fortalt hvorfor arabisk kaffe kun bliver serveret i små kopper ”finjān” – ja så giver det faktisk fint mening.

Når kaffen skænkes, løfter de kanden op og ned et par gange for at køle kaffen lidt. På den måde sørger værten for at kaffen konstant har den korrekte temperatur så smag og duft er perfekt.
I og med koppen er lille, så får man som udgangspunkt altid drukket kaffen inden temperaturen ændre sig, og kaffen vil derfor altid have den perfekte temperatur for den ultimative smagsoplevelse.

Som sagt, så modtager man nu kaffen med højre hånd, dufter til den og derefter smager man lidt. Nu kan man stille koppen fra sig, men kun hvis man har smagt på kaffen.
At modtage en kop kaffe og sætte den fra sig med det samme – er meget dårlig stil, så det skal man lade være med.
Når koppen er tom, vil værten være opmærksom på om man ønsker mere kaffe.

Som Miss Amal fortalte, så er der mere til rollen som vært og dermed ”kaffe skænker” end bare at fylde kaffe i koppen.
De unge drenge bliver trænet og undervist i at tilberede kaffen korrekt, og så lærer de også hvordan de skal læse gæsters kropssprog, og dermed vide om gæsten føler sig godt tilpas, ønsker mere kaffe med det samme eller om serveringen skal vente lidt.

Hvis du giver koppen tilbage til værten, så får du automatisk fyldt din kop igen. Ryster du der imod let på koppen, så betyder det at du ikke ønsker mere kaffe.

Dette er en lille men vigtig detalje, medmindre du er superkaffetørstig.

For mig var det en virkelig interessant morgen, og det har i den grad givet mig et større indblik i en af de mange gamle traditioner her i Qatar.

Som skrevet, så finder jeg det temmelig omstændigt at brygge kaffe fra bunden, så jeg holder bare fast i min hurtige og nemme måde at lave kaffe på.

Kogt vand og instant kaffepulver, det er det som virker for mig

Hvordan er jeg mor uden mine børn i hjemmet? Og ER jeg stadig en rigtig mor?
Jeg har kun få venner i min kreds hvor børnene er flyttet hjemmefra, før mine gjorde det, og jeg må ærligt indrømme at jeg slet ikke har tænkt over at spørge ind til hvordan det var – men omvendt har de jo heller ikke talt om det… Så på den måde har jeg overhovedet ikke opfattet hvis mine venner gik gennem en svær tid da det skete….

Den første måned, uden nogen børn i hjemmet, var stille og ja,  jeg nød det lidt.
Det var fuldstændig som da jeg var teenager og var alene hjemme – sådan ”wuuhuuu jeg kan gøre hvad jeg vil” agtig

Nu skulle jeg næsten kun tænke på mig selv og mine behov (Lars og Dallas var der jo selvfølgelig også)

Alle de faste rutiner som jeg / vi har holdt fast i – de blev næsten ikke eksisterende nu.
Nu var der jo ingen som vi skulle sætte et godt eksempel for / lære almindelig dannelse, og aftensmad ved spisebordet hver aften mellem klokken 18.00 og 18.30, var en af de første ting der blev droppet.
At jeg har været SÅ fastlåst i mine handlemønstre næsten hver dag gennem drengenes opvækst er måske også noget pjat for nogen, men det gav den ro og struktur som vi i vores familie dybest set har haft brug for.
Jeg fandt hurtig ud af, da Nick var lille, at faste rammer og tidspunkter, rutiner og orden gav en dybere ro indeni og gav overskud til mange flere ting, end når alt var tilfældigt og uden system.
Det var for øvrigt gavnligt både for Nick og mig, og selvom mange af mine venner gav udtryk for deres holdning om at jeg jo ikke kunne tvinge en baby til at spise på faste tidspunkter eller sove for den sags skyld, så viste det sig blot at jeg havde større indblik mit barn end de havde – og heldigvis lyttede jeg til min egen indre stemme.
(På det tidspunkt anede jeg intet om ADHD eller Autisme – men set i bakspejlet giver mine metoder mening… Mere om det i en anden blogpost)

Efter den første måned, uden børn i huset, følte jeg mig pludselig fuldstændig tom indeni, og følte en ubeskrivelig smerte – som om en del af mig var blevet skåret af.
Jeg følte at jeg var uden formål nu, at ingen ”rigtig” havde brug for mig.
Hver gang jeg fik en besked fra enten Nick eller Caspar, så et billede eller nogen skrev og spurgte til dem eller mig – så græd jeg bare. Åh jeg følte mig som et stort åbent sår…
Og jeg græd en hel del, i stilhed og alene.

Jeg har altid hørt, at de som fik børn tidligt i livet, virkelig nød når børnene flyttede hjemmefra. Så blev der rum til at forældrene kunne få deres ”anden ungdom” tilbage.
Pludselig fandt de tid til alle de ting som de selv brændte for og kunne nyde livet på en helt anden måde – men det eneste JEG havde lyst til, var at få drengene hjem igen – så jeg kunne føle mig HEL.

Det eneste jeg kunne sammenligne dette tomrum og denne indre smerte med, var et dødsfald…
Men drengene var jo ikke døde, de er i blot i fuld gang med at sprede deres egne vinger og leve deres eget liv som unge voksne mennesker. De var begge spændte og glade over deres nye hverdag og alt det spændende som ligger i fremtiden for dem, og jeg det var jeg i den grad også – så hvorfor havde jeg det sådan?

Forholdet til mine børn, er det længste forhold jeg nogensinde har haft (udover forholdet til mig selv – men det tæller vel ikke?)
Så hvordan skal jeg bare kunne give slip på dem og læne mig tilbage og nyde livet?

En af de værste ting ved at være i den ”tilstand”, var at jeg ikke havde nogen som helst at tale med om det…. Jeg havde selvfølgelig Lars, men han er jo mand – så det er ikke det samme.
Jeg havde aldrig hørt andre tale om denne tilstand, så tænkte jeg at det var nok ”bare mig”.
Jeg havde nok svært ved at give slip, både på drengene men også svært ved at slippe kontrollen og DET måtte jeg jo så arbejde med – ALENE.

Som kvinde med ADHD og Autisme, har jeg lært at de følelser jeg har – uanset i hvilken situation jeg er i – som udgangspunkt føles meget mere intenst end for de fleste neurotypiske kvinder.
I min inderkreds har jeg ikke nogen kvinder med samme diagnoser som jeg, så det at sparre med andre kvinder (neurotypiske) er generelt svært.

Lidt ligesom at kommunikere på et nyt sprog – der opstår mange misforståelser.
I de situationer hvor jeg føler mig mest sårbar, har jeg lært at trække jeg mig tilbage og lukke af, så derfor forsøgte jeg heller ikke at spørge andre om de havde oplevet disse følelser.

”Følelsesmæssig dys regulering er en gennemgribende og til tider lammende oplevelse for mange mennesker med opmærksomhedsunderskud / hyperaktivitetsforstyrrelse (ADHD eller ADD).
På trods af udelukkelse fra diagnostiske kriterier er oplevelser med følelsesmæssig dys regulering – overdreven vrede, irritabilitet, humørsvingninger, intense følelser, følsomhed og mere – almindelige og ofte meget bekymrende komponenter i ADHD -oplevelsen.”

_{Kilde: the ADDitude Expert Webinar “ADHD Anger, Tantrums, and Mood Shifts: Effective Treatments for Emotional Dysregulation” [Video Replay & Podcast #334] with Joel Nigg, Ph.D., which was broadcast live on November 24, 2020.}

En dag, hvor jeg hvor jeg sad i min ensomhed og tomhed, flygtede jeg fra virkeligheden, ved at se ”ligegyldige” tv-shows, var der en mor som omtalte den tilstand jeg befandt mig i.
Hun beskrev så fint alle de følelser jeg havde, dog i en mere afdæmpet form – og SÅ græd jeg, for jeg var jo slet ikke alene, det var ikke bare mig som skulle tage mig sammen, nej det har faktisk et navn:

”EMPTY NEST syndrom”

Når jeg googler får jeg følgende:

Empty nest syndrom (Tom rede syndrom) refererer til den sorg, som mange forældre føler, når deres børn flytter hjemmefra. Denne tilstand er typisk mere almindelig hos kvinder, der er mere tilbøjelige til at have haft rollen som primær plejer.

Hvorfor er der ingen som taler højt om disse følelser, denne sorg man som forældre tilsyneladende skal igennem når børn flyver fra reden?

Inden jeg fik børn, var jeg i mødre-gruppe ved jordemoderen. Der blev jeg informeret om alle de ting jeg skulle være forberedt på når jeg FIK mit barn, og jeg havde 9 måneder til at forberede mig mentalt.
Der var en snak om det følelsesmæssige, fødslen, håndteringen af barnet, amning og al verdens andre ting.
Op igennem mine børns barndom og ungdom, manglede der heller ikke informationer om trin i udvikling og mange andre emner.

Jeg har altid vidst, at et del af mit job som mor, var at forberede mine børn til at kunne stå på egne ben og klare sig selv når de en dag blev voksne eller gamle nok til at flytte hjemmefra.
Jeg har da aldrig tænkt at jeg skulle have forberedt mig selv på nøjagtig det samme…

Pludselig, og det var ”ganske pludselig”, så flytter de hjemmefra.
Deres færdigheder og evne til at klare sig selv på næsten alle områder, var bestemt på plads. De var fyldt op med selvværd og selvtillid og en viden om at de altid ville have et sikkerhedsnet uanset hvad – men hvad med mig?

HVOR er informationerne nu?
Hvor er alle de gode råd og snakke om hvordan det føles når ens barn ikke bor hjemme mere?
Hvorfor er der ingen som har fortalt mig at jeg skulle forberede mig mentalt på at se dem flytte?
Igen, ingen der har talt med mig om det – så jeg anede ikke jeg ville have det sådan, gad vide om alle andre bare selv ”regner den ud”?

Måske er det endnu en af de der ting i livet som er indlysende for de fleste?
Eller har alle andre et netværk som underviser dem i ”livets skole” og alle disse faser og følelser?

For mig var det overhovedet ikke indlysende at jeg skulle have det så elendigt efter begge drenge var flyttet hjemmefra.
Det kom totalt bag på mig.

”Der kommer en tid i en hver mors liv, hvor hun må øve sig på at give slip på sine børn” siger jeg ofte til mig selv.. Hjælper det så?

Jeg ved det ikke helt…
Jeg er nok ikke helt overbevist om at jeg skal give slip…. Jeg kunne godt fristes til at tænke at hele den del med at de skal være voksne og klare sig selv er stærkt overvurderet

Føles det mere voldsomt fordi jeg er 6000 km væk fra begge mine drenge? Jeg aner det ikke, for jeg har jo ikke rigtig prøvet andet…. Godt nok flyttede Nick hjemmefra før vi valgte at flytte til Qatar, men det var kun 4 måneder før, så det tæller vel ikke rigtig…

Vi har tit talt om at den bedste måde at starte noget nyt på, er ved at kaste sig 100% ud i det, og det må man sige at Nick og Caspar blev nødt til.
Men uanset den fysiske afstand i mellem os og dem så har de heldigvis altid et sikkerhedsnet på alle måder, og det føles godt at kunne give sine børn det – selv på afstand.
Vi er aldrig længere væk en et opkald på en af de mange kommunikations platforme, og hvis alt bryder sammen, så tager flyrejsen til DK kun 6 timer.

Nu er jeg stille og roligt i gang med at forme mit nye liv, og som altid når man skal redefinere sig selv eller sit liv så er der spørgsmål som skal besvares.

Hvem er jeg egentlig nu hvor jeg ikke er mor på fuldtid?

Hvad har jeg lyst til at mit liv skal indeholde?

Det er nogle af de spørgsmål som jeg nu arbejder med, oveni at jeg forsøger at finde ro i tanken om at begge mine drenge nu er voksne unge mænd, som er på vej ud i verden på egne ben.

Heldigvis kan jeg med stolthed kigge på begge mine sønner og tænke ”det har jeg gjort godt”.
(Eller det har VI gjort godt, for Lars har bestemt ikke kun stået på sidelinjen de sidste mange år.)

At Nick og Caspar ikke bor hjemme mere, er ikke et rent tab.
Godt nok har vi ”sagt farvel” til de to drenge som boede under vores tag, men til gengæld har vi ”sagt goddag” til to unge mænd som stille træder mere og mere i karakter.

Det er jo først når ens børn skal stå på egne ben at man som forældre tydeligt kan se resultatet af de mange års ”arbejde” vi, som forældre, har haft.
Og som forældre har vi helt sikkert vundet stort, for vores forhold til de to unge mennesker er stille og roligt ved at blive stærkere og tættere.
Jeg savner dem selvfølgelig , men heldigvis taler og skriver vi sammen næsten hver dag og vi ses hver gang der er mulighed for det.

Jeg påtager mig på ingen måde en ”offer-rolle”, men det at træde ind i en ny fase i livet – er altid en proces, og til tider en lang og svær en.

For os alle er det vigtigt at bygge vores ”nye” forhold op på respekt, tillid, åbenhed, ærlighed og kærlighed – og jeg kan med glæde sige at det går ufattelig godt.

Og mig…. Jeg er faktisk ved at finde ro og finde mig selv i min nye hverdag som mor i min empty nest.

Line Arlind version 3.0 er under opbygning.

Eid al-fitr – ”Den lille fest” som markerer afslutningen af den hellige måned / Ramadan.

I dag er der nedsat råd over hele verden som beregner hvornår Eid starter.
Til trods for det, så er der stadig mange som bibeholder den gamle tradition med at kigge efter månen når vi kommer til den 28. dag i Ramadanen.
Ramadanen varer altid 29-30 dage, afhængig af hvornår der er nymåne. Derfor gik man I gamle dage altid udenfor og kiggede efter månen, for at være sikker på hvornår ramadanen slutter og Eid begynder.

The Peninsula Online skrev:
“The Moon Sighting Committee of the Ministry of Awqaf and Islamic Affairs has announced that Thursday, May 13, 2021, is the first day of the blessed Eid Al Fitr in Qatar.”

Denne viden kom I den grad til nytte, da Danmarks Radio P4 SYD pludselig tog kontakt til mig for at høre lidt om Eid her i Mellemøsten, og hvordan jeg oplevede denne fejring.
Som altid var det en fornøjelse at tale med morgenværterne på P4 SYD, selvom det var meget meget kort.

Som sagt er jeg ikke muslim og jeg ikke har oplevet Eid festen på nært hold, så jeg har været på besøg ved min nabo, der har fortalt om Eid fejringen.
Den første dag i Eid starter med at man bruger lang tid på at gøre sig selv nydelig og fin. Som jeg har fået det fortalt, så er der tale om maksimal pleje af sig selv denne morgen, og derefter skal det nye pæne tøj på.
Det er en del af traditionerne at alle får nyt tøj til Eid fejringen.
Familierne tager sammen i Moskeen hvor der er morgenbøn. I år var der også morgenbøn udenfor, hvilket gjorde det mere Covid-19 sikkert.
Her i Qatar er det omkring klokken 05.00 tidlig morgen, hvor solen står op.

I år var det ikke muligt for alle at deltage i bønnen i Moskeen – på grund af de Covid-19 restriktioner som er i Qatar, men under normale omstændigheder er alle afsted (mænd, kvinder og børn), og på vejen hilses der på alle man møder.
Alle hilser med sætningen ”Eid Mubarak” som oversat betyder at man ønsker hinanden en velsignet Eid.
I år var det primært mændene som var i Moskeen, imens resten af familien bad deres morgenbøn hjemme.

De muslimer som kan, rejser gerne langt for at være sammen med deres familie og fejre Eid.
Der er også tradition for at besøge familiens gravsteder denne dag samt tilbringe tid sammen med bedsteforældre.
Den del var også en udfordring i år, men så er det godt der findes så mange måder at kommunikere på online.
Efter morgenbøn samles familien til en stor god morgenmad.
Der gives også gaver på denne dag. Fra familie og venner modtager børn pengegaver – Eidy, men fra forældre er det gaver som vi kender det fra vores jul.
Det er nok mest børnene som får gaver, men voksne kan også give til hinanden hvis de fejrer Eid sammen eller er i familie.

Denne Eid dag kom fejringen tæt på os.
Vores naboer kom forbi med de lækreste kager flot anrettet på et fad, og børnene stod stolte og glade i deres nye tøj. Det var meget betænksomt og gjorde vores dag lidt mere lækker her hjemme

Alt dette med at dele og hjælpe hinanden som naboer, er noget min husbond og jeg har talt meget om, og det er bestemt noget vi vil tage med os hvor vi end i fremtiden skal være. Det er giver en fantastisk stemning.
Venlighed og betænksomhed koster intet, men gør så meget godt, både for giver og modtager.
Når aftenen falder på fortsætter fejringen af Eid med en stor festmiddag.
Middagen indeholder mange forskellige retter og lækre drinks som mocktails (Cocktails uden alkohol) og øl uden alkohol.
Jeg må indrømme at jeg er stor fan af mocktails her i Qatar – de er yderst forfriskende og meget lækre.

Normalvis samles man med familie og venner, men i år var det maximalt tilladt for 5 mennesker at samles – hvis alle havde modtaget begge covid-19 vacciner. (I Qatar)
Det sætter jo i den grad begrænsninger, men med video chat, kan meget lade sig gøre.

Man giver i særdeleshed også penge til velgørenhed.
At give penge til organisationer som sørger for mad til de udsatte og fattige, eller selv at uddele mad er en stor del af Eid al Fitr.
I Qatar kan man tilsyneladende lave et godt og solidt måltid for 15 QR – så alt efter hvor mange penge man selv kan undvære, giver man dette beløb ganget op, til velgørenhed.

Nu har jeg boet i Qatar i 2,5 år, og jeg må indrømme at jeg slet ikke kan forholde mig til at et måltid kan koste så lidt som 15QR (Ca. Kr.25,50)… Jeg er nysgerrig på hvor der bliver handlet og hvad måltidet består af…

Ramadan og Eid er fuld af traditioner. Mange af traditionerne er bygget op omkring den islamiske tro, men i den grad også omkring familie og kulturelle traditioner. Jeg elsker når man fastholder egne gamle traditioner, men også at man sammen kan lave nye.
Jeg synes det er så vigtigt at holde fast i historien og sørge for at fremtidige generationer også får den viden. Om den unge generation i dag, vil tage det til sig og selv give det videre, det må tiden jo vise.

Som jeg kan læse mig til online, har andre også opdaget, at man i den grad kan drage en parallel mellem den islamiske Eid al Fitr og den Kristne juleaften.
Da jeg var barn og ung (yngre end i dag) kom jeg kun i den Danske folkekirke ved bryllup, konfirmationer, barnedåb eller begravelse.
Jeg er ikke vokset op med at tale om tro eller religiøse holdninger, så det eneste jeg har lært om Biblen og den kristne tro er det jeg har lært i skolen, og det var ikke meget.
Som voksen er min interesse for religion og alt det spirituelle vokset, og måske er det fordi jeg er vokset som menneske og har fået udvidet min horisont.
Når jeg nu bor i et muslimskland hvor troen fylder så meget som den gør for muslimerne her, så kan jeg ikke andet end være nysgerrig på deres liv. Nysgerrig på det fællesskab deres tro giver dem og deres ubeskrivelige engagement når det kommer til Koranen.

Det skal tilføjes at der også bor mange kristne i Qatar, og der er mange af dem som i høj grad er mere troende end nogen andre kristne jeg nogensinde har mødt.
Jeg har aldrig før kendt kristne familier som samlet er taget i kirke hver uge, hvor børnene går i bibelskole og som hver dag beder bordbøn samt aftenbøn – sammen som familie.
Men de findes i stor stil her i Qatar ligesom der også findes kirker.

Jeg har ikke selv været i en kristen kirke her i Qatar, men det er bestemt på min ”to-see” liste.

Jeg er imponeret over hvor meget jeg som mennesker vinder, ved at være åben og nysgerrig på alt det nye.
Det er gået op for mig hvor meget jeg måske er gået glip af gennem livet, ved at have været lukket, snæversynet og “bange” for alt det fremmede som jeg ikke kunne forstå – heldigvis er de dage slut

Ramadanen er en spændende tid i Qatar.

I år, er vi flyttet til et compound / boligområde hvor vi er naboer til mennesker fra alle trosretninger, og det fik vi for alvor at mærke i Ramadanen.
Lige inden Ramadanen fik vi nye naboer. Det er der såmænd ikke noget underligt eller specielt ved, for Qatar er et land hvor folk ankommer og fraflytter konstant.
En aften ringede det på døren, og vi er slet ikke vant til at der bliver ringet på vores dør, medmindre vi venter gæster eller der bliver leveret noget til os, så vi kiggede spørgende på hinanden.
Udenfor står en familie som præsenterer sig ved navn, fortæller de er fra England og at de er vores nye naboer.
Vores reaktion er typisk dansk, vi står lidt afventende imens vi tænker ”gad vide hvad de vil”.

Inden vi nåede at sige noget andet end Goddag, forklarede manden at for dem er det god naboskik at hilse på hinanden og give en ”goddag-gave”.
Pludselig får vi overleveret den smukkeste spiselige buket af chokoladeovertrukket jordbær pakket flot ind i cellofan.

Vi har altid lært at det er dem som allerede bor i området, som bør give de ny ankomne gaver eller blomster (ikke at vi nogensinde selv har gjort det) – så der stod vi og var fuldstændig overraskede.

Heldigvis ringede de på vores dør, for det har åbnet op for et dejligt nabo venskab med gode snakke om alt lige fra kultur, religion og det at være expat i Qatar.

Det er en almindelig del af den muslimske religion at behandle naboer godt, og hjælpe hvor man kan. Det er meget inspirerende for os.
At forære mad-gaver til sine naboer er normalt for muslimer, specielt under Ramadanen. Flere gange har det nu ringet på vores dør, og udenfor har flere naboer stået med gaver i form af brød og kage.
Vi føler MEGET heldige at bo her og få lov at få denne oplevelse med. Det oplevede vi slet ikke det første sted vi boede her i Qatar.

I Danmark har vi en helligdag som hedder Store Bededag.
Den faldt i år midt i Ramadanen, og det var for mig en oplagt mulighed for at vise vores naboer lidt af vores kultur også.
Jeg bagte hvedeknopper (hvede boller med kardemomme) til vores nærmeste naboer, og lagde en seddel ved, som på engelsk beskrev hvorfor vi fejrer Store Bededag i Danmark.
De blev anrettet til hver familie og leveret lige inden de skulle bryde deres faste.
Det synes de var ganske spændende, og heldigvis synes de også de smagte godt.

Ramadanen er også tiden hvor alle muslimer her i vores compound pynter deres villaer med lyskæder og lanterne udenfor.
Rundt om i Qatar er der også pyntet flot op så at gå en aftentur, er et flot syn og ligesom med vores juleudsmykning så skaber det en skøn stemning.

Men det er ikke kun ude der bliver pyntet op, indenfor fylder den hellige måned bestemt også meget.
Hvis der er børn i huset, er det normalt at de har en Ramadan kalender, ligesom vi i julen har julekalender / adventskalender.

Her ligger der få søde sager til hver dag, men samtidig kan der også være små sedler med gode gerninger de skal udføre på den pågældende dag.
Jeg synes det lyder som en god ide, at de fra små lærer gode gerninger som eksempelvis at de skal tage del i opgaverne som i huset – uden at forvente de får noget for det.

Hvorfor faster muslimerne så?
Som jeg forstår det, så er der flere grunde til fasten….

Ved at faste, renser de kroppen og sindet, og opnår derved et højere spirituelt niveau, selvindsigt og selvdisciplin.
De bryder fri af vaner / fysiske behov af alle arter og dermed er det ikke kroppens behov der er i fokus.
Ved ikke at fylde kroppen med mad hele dagen, bliver der plads til sjælen, og plads til dybe reflekterende tanker.
Samtidig opnår de også forståelse og sympati for dem som er fattige og dermed ikke har de samme muligheder for mad som dem selv.
Ved at gennemgå denne hellige måned med faste, fokus på det guddommelige og mindre fokus på manuelt arbejde og mad opnår de et tættere forhold til deres Gud og en renere sjæl.

Jeg kunne ikke selv forestille mig at skulle faste på den måde i en måned, jeg synes jo alene det er en udfordring at leve efter 16:8 princippet
Men jeg kan forestille mig hvor stort det føles, når man ved at ALLE af samme tro som en selv, lever sådan i samme periode. Den form for fællesskabsfølelse – DETTE kan jeg forholde mig til.

De sidste to år, har alt vedrørende Ramadan desværre været meget nedtonede på grund af Covid-19, især når det kommer til traditionerne forbundet med at bryde fasten.

Det første år vi oplevede denne måned, havde vi fornøjelsen af at kunne deltage i Iftar, måltidet som bryder fasten hver dag efter solnedgang.
Næsten alle restauranter tilbyder en eller anden form for Iftar, og vi var sammen med gode venner på et af Dohas hoteller for at fornemme stemningen og opleve det hele tæt på.

Det var en fantastisk oplevelse. Udsmykningen var smuk og stemningen var fredfyldt, afdæmpet og det hele bar tydeligt præg af at være en del af den største højtid for muslimerne.

Faster jeg også under Ramadan? Nej det gør jeg ikke, men jeg respekterer dem som gør.

Derfor er det også en selvfølgelighed for os (min mand og mig), at respektere lovgivningen som er i Qatar under Ramadan.
Her er det ikke lovligt at drikke, spise eller ryge i offentligheden, så længe fasten står på.
(solopgang til solnedgang).
Alle spisesteder er lukket i fasteperioden, med undtagelse af enkelte spisesteder på hoteller.
Hvad vi gør i eget hjem, er vores egen sag, medmindre man arbejder hjemmefra og sidder i onlinemøde – så gælder de samme regler.

Eftersom vi ikke kunne tage ud og opleve Iftar og stemningen på restaurant i år, valgte vi at få lidt af oplevelsen leveret hjem i vores villa.

Ligesom man har i Danmark, har vi også lavet små ”sociale bobler”, med andre covid-19 vaccinerede danskere.
Vi valgte at nyde Iftar, en enkelt aften, sammen med de nære venner som befinder sig i vores ”boble”, og selvfølgelig var alle restriktioner overholdt
Det var bestemt en hyggelig aften – men jeg vil glæde mig til at kunne få oplevelsen ude i byen – forhåbentlig næste år, og selvfølgelig sammen med vores venner.

Hvis du ikke har prøvet at deltage til Iftar, så kan det på sin vis sammenlignes lidt med en hyggelig julefrokost – uden alkohol selvfølgelig.
Det jeg har taget del i, har været buffet, med alt blandet fra hele verden, og jeg vil helt sikker anbefale dig at være nysgerrig på alt dette, uanset hvor du befinder dig.

Nysgerrighed er sundt, og uanset hvad man er nysgerrig på – så lærer man altid et eller andet.

Ramadanen indeholder selvfølgelig meget mere end faste og restriktioner, og det kan du læse mere om andre steder, hvis det har din interesse.

Ramadanen 2021 er overstået nu. Sidste dag med faste var 12 maj indtil solnedgang. Efter Ramadan følger Eid Al-Fitr, og det vi jeg komme nærmere ind på i min næste blogpost.

På under 5 minutter blev hele min verden vendt på hovedet og der skulle tænkes hurtigt.

Caspar var på efterskole/kostskole og beskeden lød, at alle som havde muligheden, skulle forlade skolen samme aften.

Dengang vi besluttede, at Caspar skulle retur til DK og bo, må jeg ærligt indrømme at jeg IKKE have tænkt på situationer hvor skolen pludselig kunne lukke, eller at der på anden måde skulle ske noget som gjorde at Caspar skulle forlade skolen – for hvor skulle han tage hen?!
På intet tidspunkt tænkte jeg at jeg kunne få hjælp fra andre end min far. Men min far er heller ikke helt ung længere (undskyld Far), så jeg ville simpelthen ikke bede ham have en teenager i huset på ubestemt tid.
Mit stress niveau ramte max meget hurtig.

Min hjerne rundt med 180 km/t.
Skulle jeg booke fly så han kunne komme ned til os?
Hvor længe skulle de være væk fra skolen?
Hvem skulle hente ham på skolen?
Hvis han blev i DK hvor skulle han så være?
Skulle jeg rejse til DK?
Hvor skulle jeg så være hvis jeg var i DK?
Hvad hvis han var i Qatar og pludselig ikke kunne komme tilbage til DK?
Eller hvis jeg var i DK og ikke kunne komme hjem til Qatar?

Heldigvis åbnede Nick sit hjem for Caspar og de to brødre måtte finde en hverdag sammen i den nye situation.
Næstekærlighed / medmenneskelighed er heldigvis ikke noget som ligger fjernt fra Nick.

En ting var at skulle bo sammen med sin bror, men at skulle bo sammen på 40 m2, var en prøvelse for dem begge.
Selvom de er vokset op sammen, har de ikke det tætteste forhold og spørger du mig som mor, så er de to drenge som nat og dag – hele vejen igennem.
Jeg var selvfølgelig lettet og taknemmelig for at Nick åbnede sit hjem, men jeg havde også frygtelig dårlig samvittighed.
Hvad var jeg for en mor??
Jeg dumpede bare det hele i skødet af Nick – underforstået ”ansvaret” for Caspar og hele Corona situationen….
Jeg forsøgte på bedste vis at styre det hele fra Qatar og begge drenge forsikrede mig om at ALT var ok.
Jeg fulgte med i alle pressemøder i DK og læste alt relevant, så jeg kunne formidle informationerne til de unge mennesker og sikre mig at vi alle forstod alvoren af denne situation og heldigvis blev det hele en succes.
Caspar deltog i sin online undervisning fra Efterskolen, og sammen fik de to unge mænd styr på hverdagen.

Selvfølgelig var situationen ikke optimal, men set i bakspejlet så var det en fin mulighed for dem begge, til at lære hinanden bedre at kende samt vokse lidt som mennesker – og det gjorde de begge i den periode.
En læring som den, er ikke noget jeg ville kunne have givet dem via fortællinger – for der er visse erfaringer og udviklingstrin man er nødt til at skulle gennemleve selv for at nå til et nyt niveau.
Og selve begrebet ”næstekærlighed” / “medmenneskelighed” og handlingerne som følger, er noget man skal opleve for at kunne forstå betydningen.

Før vi flyttede til Qatar, havde jeg slet ikke tænkt at det ville være mentalt hårdt at bo i udlandet, men heller ikke at det ville være mentalt hårdt at være på ferie i DK, gæst i mit hjemland uden fast base.

Jeg havde ikke tænkt at det ville blive et problem / udfordring med hensyn til overnatninger i Danmark.
Faktisk havde jeg ikke rigtig gennemtænkt det generelt. (var der nogen som sagde ADHD – )
Min forestillingsevne er begrænset, og det er den især på de områder/ oplevelser som er nye og fremmede, og eftersom intet forbliver det samme for evigt, så er jeg ofte udfordret.
Selvom jeg kan læse om mange ting og oplevelser, så kan jeg ikke forholde mig til det før jeg selv har været i situationen. Derfor har jeg oplevet mange ”DET har jeg aldrig tænkt over” situationer efter vi flyttede til Qatar.

Jeg havde faktisk heller ikke tænkt meget over at jeg ikke ville have en bil eller hus til rådighed – for den situation har jeg aldrig været i før.
Derfor havde jeg heller ikke tænkt over den udgift der ville komme i forbindelse med at leje overnatningssted og bil og hele den stressfaktor det er, at få alt til at gå op i en højere enhed.

Sidste år var jeg særlig udfordret, da mit ophold i Danmark pludselig skulle være meget langt.
Jeg havde planlagt at være i DK i 3 måneder – hvilket er LANG tid, men det ville give mig mulighed for at deltage i alle de store begivenheder som lå i slut sommer og efteråret.

Caspar skulle starte op på sin uddannelse og finde egen bolig som skulle indrettes, og selvfølgelig skulle han ikke stå alene med alt det. Jeg synes selv det har været en udfordring at bygge et nyt hjem op her i Qatar, og jeg har trods alt prøvet det før. Så at Caspar skulle stå alene med ALT i en alder af 18 år, var ikke en mulighed.

Nick ville blive udlært som frisør senere på efteråret, og selvfølgelig skulle jeg være til stede for at fejre ham.
At færdiggøre sin erhvervsuddannelse er stort, og jeg ville under ingen omstændigheder gå glip af at give ham huen på og græde af stolthed.
(ja, det er ganske vist – man kan få en hue når man har afsluttet frisøruddannelsen)

Min rejse blev dog rykket frem 1 måned, da min veninde gennem 32 år pludselig døde, og begravelsen skulle foregå en måned før min planlagte rejse til DK.

Som om DET ikke var stress nok, bearbejdelse af sorg, chok, en forlængelse af rejsen og udfordringen i at finde husly en måned mere, så lukkede Qatar sin grænse for indrejse!

En lukket grænse her i Qatar ER en LUKKET grænse.

Uanset om du bor her og har opholdstilladelse – så var der ingen mulighed for at komme ind i landet.
Set fra den samfundsmæssige side og sikkerheden for alle borgere i Qatar, med hensyn til Corona, gav beslutningen om at lukke grænsen GOD mening.
Selvom jeg fuldt ud forstod meningen, gjorde det alligevel at jeg følte mig lidt utryg ved at forlade landet uden at vide hvornår jeg kunne komme hjem igen….
Alt dette var i den grad med til at starte min angst op og fodrede samtidig alle mine katastrofetanker, men lige DER i den situation, havde jeg intet valg – jeg SKULLE til Danmark, for intet er vigtigere end mine børn.
Håbet var, at grænsen igen ville åbne, så jeg kunne komme hjem kort tid efter Nick havde fået sit svendebrev, men alt var usikkert.

Jeg havde nu udsigt til minimum 4 måneder i DK.

Det er frygtelig lang tid at ”bo i en kuffert”, undvære min mand og hund samt være væk fra min dagligdag.
MEN det var selvfølgelig også dejlig lang tid at kunne være sammen med mine sønner og venner samt familie, så følelserne var bestemt meget blandede.

Aldrig før har jeg oplevet så meget næstekærlighed / medmenneskelighed fra de mennesker jeg har i min cirkel, som jeg gjorde i sommeren 2020.
Jeg kan stadig forsøge at analysere og tolke på hvorfor mine venner og familie valgte at hjælpe mig som de gjorde, men jeg kommer ikke frem til et åbenlyst svar.
Jeg fandt dog ud af hvem ”mine mennesker” er, hvem der træder til og tilbyder hjælp og støtte, hvem som rækker ud og viser oprigtig interesse for mig – helt uden at jeg skal give en masse retur eller gøre noget for dem.

Jeg oplevede at venner og familie åbnede deres hjem for mig i længere perioder, en veninde som lånte mig sin bil – bare fordi hun kunne, en veninde som lånte bil med anhængertræk og trailer så vi sammen kunne køre til Ikea og købe alt nyt til Caspars nye lejlighed og jeg kunne blive ved.

Jeg er vokset op med ordsproget ”du må yde før du kan nyde” printet ind i min bevidsthed og for mig betød det, at jeg har troet det skulle være sådan generelt – også i forholdet til andre mennesker.
DET, koblet sammen med meget lavt selvværd har betydet at, jeg har altid følt at jeg skulle levere noget / gøre noget for at gøre mig fortjent til opmærksomhed, kærlighed og venskab.

Jeg har ALDRIG følt at jeg, som menneske, var nok…
At nogen kunne lide mig, fordi jeg var MIG og ikke på grund af noget jeg kunne gøre for dem eller give dem.
At nogen ville hjælpe mig uden jeg skulle bede om det og uden at jeg skulle gøre gengæld.

NU er jeg ved at lære, at livet ikke skal føles sådan – og hvis det gør, så er man omgivet af de FORKERTE mennesker.

Næstekærlighed er vejen frem, og burde være det nye SORT.

”Hello”
”Hello – Mrs. Line?”
“Yes, thats me”
“Hello Mam, would you like to take the covid vaccine?”

YES PLEASE   

I det øjeblik stoppede al aktivitet i min hjerne, jeg tror simpelthen alle cellerne frøs til is i ren begejstring og lettelse.
Det jeg har ventet på i snart 1 år, skete pludselig og nu var det muligt for mig at modtage vaccinen.

Dage forinden havde Lars og jeg talt om hvornår vi ville modtage opkaldet, så selvfølgelig var jeg nødt til at spørge, damen som ringede, om Lars også blev indkaldt nu.

Hun fortalte at hun sad med en liste over mennesker hun skulle ringe til, men Lars var ikke på den liste den dag.
I al forvirring og alle mine spørgsmål, fik jeg kun fat i hvilken dag og hvor jeg skulle vaccineres.

Da jeg lige havde trukket vejret lidt, gik det op mig at jeg glemte at få tidspunktet og SÅ meldte panikken sig.

TYPISK mig…..

 Jeg forsøgte at ringe til sundhedscenteret, men ingen tog telefonen.
Jeg ringede derefter til et hovednummer, men de kunne ikke finde nogen informationer på mig.

PANIK – tankemylder – mentalkaos

Min veninde havde modtaget opkaldet et par dage inden mig, og pludselig skrev hun at nu havde hun fået bekræftelses sms, så jeg skulle nok bare lige vente og se tiden lidt an.

Hun havde ret – heldigvis.

Et par dage senere kom der en fin sms med alle de informationer jeg skulle bruge – åh en lettelse

For mig var føltes denne ventetid næsten som ventetiden optil min fødselsdag.

Vaccinen har stor betydning i mit liv som udenlandsdansker, bosiddende i Qatar og med børn samt familie i Danmark.

Inden COVID, var verden relativ lille og alt var kun en fly rejse væk.
Dengang var den eneste hindring i rejsen frem og tilbage imellem Qatar og Danmark, praktiske foranstaltninger og økonomi.
NU kommer alt det på en 2. plads og COVID-pandemien har taget 1. pladsen som den største udfordring.

Qatar har gjort sit bedste for at sikre os borgere imod smitte udefra ved at teste i lufthavnen og samtidig kræve hjemme karantæne eller hotelkarantæne, alt efter hvilket land du kommer fra, men trods det, så slap COVID også ind over grænsen her.

I Qatar har vi alle en APP ( Ehteraz )som oplyser om vores sundhedstilstand i forbindelse med COVID.
Ehteraz SKAL være aktiveret konstant – hvilket er ved lov.
Udover at vise vores test resultater, virker den også via bluetooth og vil fortælle hvis man er i nærheden af en mulig smittet eller en som er i karantæne.
Den fortæller selvfølgelig ikke HVEM der er smittet, men blot at man opholder sig i nærheden af en.

Når du er testet skifter den farve indtil resultatet er klar.

Er du testet negativ er din APP grøn

Venter du på resultat er APP grå

Er du i karantæne er APP gul

Er du positiv er APP rød

Ehteraz bliver brugt alle steder her i Qatar. Du kan ikke komme ind og handle uden at vise din app frem, og det gælder også på alle sygehuse, hoteller samt i visse compounds osv.

Er jeg naiv og tænker at vi alle er sikre på grund af den app? Nej det er jeg ikke, men jeg vælger at tro man bliver testet hvis man er det mindste i tvivl om eventuel smitte.
Vi vil jo alle gerne have verden til at blive normal igen, og det sker kun hvis vi sammen gør en indsats.

Dagene optil min første vaccine havde jeg det faktisk fint – mentalt altså, jeg var ikke nervøs og havde heller ikke nogen symptomer på angst – så ALT var godt.

I sundhedscentret fremviste vi (Lars var med) vores app ved ankomst samt min indkaldelse til vaccine.
Vi tog plads og ventede kort til før jeg blev kaldt ind.

Det skal lige siges, jeg HADER nåle, og det er alle former for nåle. Jeg vil gå så langt som at sige jeg har nåle-angst for min reaktion er ofte hyperventilation og nedsmeltning med tåre.

Men ikke denne dag – heldigvis

Vaccinationen var hurtig overstået og jeg mærkede INTET.
Faktisk var jeg så overrasket at jeg spurgte hende to gange om hun nu var helt sikker på jeg havde fået den

Efter vaccinationen skulle jeg vente i ca 15 minutter inden vi kunne køre hjem igen – af sikkerhedsmæssige årsager i tilfælde af jeg fik en reaktion på vaccinen.

Efter 15 minutter var vi klar til at køre, og jeg havde det fint.
Efter 20 minutter kom reaktionen dog.
Min højre arm, hvor jeg fik vaccinen, blev tung – meget tung og havde følelsen af at have fået albuestød, og i det samme jeg fik det sådan, så startede min angst.

Pludselig var jeg ikke i kontrol over min krop og uvisheden om andre mulige reaktioner / bivirkninger satte i den grad gang i min sygdoms-/dødsangst.

Den form for angst er slet ikke ny for mig, men uanset hvor mange gange den har slået ned i mig, så er det lige ubehageligt hver gang.

Jeg blev tæt ved Lars resten af den aften, for selvom jeg godt vidste det ”bare” var angst, så er det bedst ikke at være alene.

Dagen efter var jeg en smule øm i min overarm, men intet som var værd at nævne og angsten var væk.

Vaccine nr. 2 skulle foregå i en drive-in 21 dage efter den første dosis.

Dagene optil anden vaccine forsøgte jeg i den grad at undgå Facebook. Jeg orkede ikke at skulle have endnu et angst anfald over informationer om vacciner generelt.

Jeg har det ok med at nogle mennesker ikke ønsker at modtage denne vaccine – og de mennesker må jo have det fint med at vide deres valg / fravalg har konsekvenser, ligesom det er med alt andet her i livet.

Jeg har det dog ikke ok med at jeg skal have presset deres skræmmekampagner ned over mit hoved, som slet ikke er gearet til den slags.
Faktisk undgår jeg alt hvad der har med sygdom at gøre, og jeg har også ubeskrivelig svært ved at tale om sygdom, selv med dem som står mig nærmest. Det er bestemt ikke med vilje, men det sætter gang i min angst hver gang, og det prøver jeg at undgå.

For når jeg er ramt af angst, så er der nemlig ikke særlig mange som gider høre om det…..

Ved vaccine drive-in, var jeg bestemt ikke den eneste som skulle have 2. dosis den dag. Området minder lidt om en færgeterminal fra gamle dage, hvor vi alle skulle holde i lange køer for at komme ombord.

Langsomt men sikkert kom vi tættere og tættere på sygeplejerskerne som skulle vaccinere.
Angst havde jeg ikke, men eftersom denne form for vaccinested var helt fremmed for mig, så var jeg på mentalt overarbejde og forsøgte at nærstudere alle de andre foran os, og hvordan det hele foregik, så jeg var klar når det blev min tur.
Efter 1,5 time i kø blev det min tur.

Som med første vaccine, mærkede jeg intet og vi kørte derefter til området hvor vi skulle vente de 15 minutter.
Tiden gik hurtigt og jeg fik nu udleveret mit vaccinationskort med dato og stempel for begge vacciner.
 
JUHUUUUU

Hvordan gik det så med reaktioner / bivirkninger efter anden vaccine?
Jeg blev ikke syg, men jeg blev TRÆT. Jeg følte jeg ikke havde sovet i flere uger og dagen efter foregik på sofaen foran TV.
Jeg var lettet. Det var jo nemt i forhold til alle de frygtelige ting jeg havde hørt om.

MEN – 4 dage EFTER vaccine nr. 2 ramte panikken mig i en voldsom grad.
Jeg ville, sen aften, rense ansigt og hals da jeg pludselig føler en knude / kugle bag min kraveben tæt på halsen.

PANIK

Knude = kræft? Var jeg syg? Skulle jeg dø? Var den øm? Var den stor? Havde den været der før? Skulle jeg lige google? Skulle jeg vække Lars? Ej jeg har da ikke kræft – det er nok bare muskelspændinger.
NEJ det er bestemt ikke muskelspænding. Tør jeg google? Tør jeg lade være?

Jeg googlede

Første søgeresultat ”kræftknude på halsen” åååhhhhh nej!!!!!!!

Heldigvis har jeg lært lidt vejrtrækningsøvelser og tanke strategier til at berolige mig selv, og de kom til hjælp nu.

Pludselig slog det mig BIVIRKNINGER på vaccine… Jeg ændrede min google søgning og vupti

”Hævet lymfe efter covid-19 vaccine”
Den danske blogger jeg fandt, havde fået nøjagtig samme vaccine som jeg, og havde også oplevet denne lymfe hæve op 3-4 dage efter vaccine OG det var i samme side som vaccine var givet.

Åhhhhhh lettelse

Min lille lymfe var hævet i nogle dage, og derefter var den tilbage på normal størrelse.

Nu har jeg kun taknemmelighed over at være blevet vaccineret så hurtigt som jeg er, og at jeg ikke oplevede voldsomme bivirkninger.

NU glæder jeg mig bare til at verden igen bliver et sikkert og frit sted.

Jeg er af årgang 1975, og jeg kan huske at checkhæfte var noget mine forældre havde.
Jeg kan også mindes at jeg har lært at udfylde en check på handelsskolen, men jeg har aldrig selv haft et checkhæfte.

Jeg troede faktisk slet ikke folk havde checkhæfter mere – men det har man i Qatar, og her kommer de ud af en hæveautomat

Hvad bruger I check til i Qatar, tænker du sikkert – men det vil jeg fortælle dig….

Vi er lige flyttet……

Vi har boet i et skønt compound / villaområde i 2 år, og selvom det hele var lækkert både ude og inde, så var planløsningen i villaen ikke optimal for os længere.

Da vi valgte villaen, boede Caspar stadig hjemme og derfor gav det god mening med 400 m2 fordelt på 4 etager – for hvordan kan man leve på mindre plads? .
I villaen på Dove Street havde Caspar sin egen etage, vi havde en forældre og gæste etage, sammen havde vi en fælles etage med køkken og stuer, og så var der kælder til opbevaring og parkering.
Vi havde også et ønske om at der skulle være en græsplæne til Dallas (vores hund), så han kunne gå ud som det passer ham og som vi også kunne nyde – og alt dette fik vi.

Men livet er jo en konstant rejse og udvikling, og pludselig var vi kun Lars og jeg (og Dallas) i hjemmet.
Caspar valgte at flytte tilbage til Danmark for at gå på kostskole / efterskole og derefter fortsætte sin uddannelse, selvfølgelig er vi derudover også blevet en del klogere på vores egentlige behov.
Vores lejekontrakt var på 2 år, hvilket er meget normalt her i Qatar. Når de 2 år er gået, finder man ud af om man vil forny sin kontrakt eller om man vil flytte.

Vi valgte den sidst nævnte mulighed.

Vi havde fået lidt info og tips fra venner og bekendte om hvor der var godt og hvor der var mindre godt at bo.
Derefter brugte vi Google Maps, til at lede efter områder som lignede compounds. Det er typisk et afgrænset område med en masse villaer indenfor en mur, en pool midt i området og en gennemgående farve på villaerne.

Det lyder måske lidt primitivt at finde sin bolig på den måde, men det er det der fungerer bedst, når man vil gøre tingene selv i Qatar.
Vi kunne have hyret en agent til at finde ny bolig til os, men i Danmark plejer vi at gøre tingene selv, og det føltes rigtigt at finde tilbage til ”det vi plejer”.
Kunne vi have søgt online, ja det kunne vi, men så havde vi ikke fundet en brøkdel af de compounds vi nåede at kigge på før vi fandt vores nye hjem.

Vi valgte et lidt ældre compound, som bærer præg af at have huset mange mennesker i lang tid, men på den måde har det også sjæl og hygge. (og HYGGE er som regel et must for danskere)
Villaerne er i glade venlige farver og det matcher utrolig godt til alle de mennesker som vi nu er naboer med.
Vi er seriøst blevet en del af et internationalt nabolag, og det er i den grad med til at flytte vores grænser endnu mere, gøre os mere rummelige og åbne samt give os et bredere perspektiv i forståelsen og accepten af alle andre kulturer og vi ELSKER det.
Det er også første gang Lars og jeg sammen beslutter hvor vi skal bo, og første gang vi skal indrette fælles hjem kun til os to og det i sig selv er en stor oplevelse.

Er villaen så meget mindre end den første ?
Egentlig ikke
Vores nye villa har ca. 300 m2 MEN den er kun på 2 etager, så det føles helt anderledes.

Selvfølgelig bosætter vi os i en villa som har alle de rum vi ønsker.
Det er supervigtigt for os at have 2 gæsteværelser med eget bad til hver, da vi i perioder har forskellige gæster på ferie, i op til 2-3 uger ad gangen.

At kunne åbne vores hjem til familie og venner, give dem eget værelse og badeværelse samt en stue med TV hvor de kan få ro og privatliv, hvis det skulle være nødvendigt, er vigtigt for os.

Jeg ved selv hvor hårdt det er at skulle besøge familie og venner i flere dage, og ikke kunne gå for mig selv – finde ro og lade op.
Og det er ikke fordi jeg er utaknemmelig for dem som har åbnet deres hjem for mig – men her i Qatar har vi muligheden for at kunne tilbyde vores gæster plads, og så er det selvfølgelig det vi vælger.

Nå tilbage til det med checkhæftet….

Vi har lejet denne villa for 2 år (til at starte med), og det vil sige der skal betales husleje 24 gange.
(Ja ja jeg har fulgt lidt med i skolen)
I Danmark betaler vi som regel alt via girokort i banken, eller via almindelige overførsler – DET gør man ikke i Qatar.

Her der udfylder man 24 checks på huslejebeløbet, en til hver måned de næste 2 år.
Er du klar over hvor lang tid det tager…. Og hvor meget fokus det kræver – for alle checks skal være 100% ens – ellers kommer de retur og skal rettes.

Vi fik udfyldt alle checks og de blev alle afleveret til udlejer.
Udlejer lægger dem så i system og hver måned sender de så en check i banken, og på den måde betaler vi husleje.

I min autistiske hjerne, giver dette god mening.
På den måde kan de SE alle betalingerne ligger klar og det giver overblik og orden.

Det er lidt det samme som når jeg drømmer om at vores madvarer er delt op til de retter jeg skal bruge dem i – overblik og orden. Jeg skal bare have en til at gøre det for mig – OG lave madplanen… (Nå det var vist et sidespring)

Et stykke tid efter fraflytning fra første villa, kom depositummet retur – på en check selvfølgelig.
Igen tænkte vi som vi plejer at gøre i Danmark, at vi skulle en tur ind i banken for at sætte den ind på kontoen… MEN der blev vi igen klogere

På samme måde som checkhæftet kommer ud af en hæveautomat, på sammen måde kan man indløse sin check direkte til ens egen konto i en hæveautomat.

Hold nu op – DET er smart.

Nu er vi faktisk ved at være kommet på plads i vores nye hjem, og når alt det her covid-19 har lagt sig lidt, så er vi mere end klar til at byde vores venner og familie velkommen her.

Jeg glæder mig til at skulle vise vores dejlige område frem, lade andre opleve den venlighed, hjælpsomhed og betænksomhed som vi oplever her hver eneste dag.

Alle hilser på hinanden når vi er ude, og mange sidder foran deres villa hver aften og hygger sig.

Forleden var Lars i gang med at plante nogle kæmpe krukker til ude foran vores villa, og straks kommer naboen, som ellers var ved at bære sine varer ind, og tager fat i træet så Lars kunne fylde jord i krukken.

For vores nabo var det det mest naturlige, og for os var det en kæmpe overraskelse.

Selv en mand som gik tur med sine hunde, spurgte Lars om han lige skulle have en hånd.

HURRA for det gode naboskab

Og ja, JEG kunne da sagtens have hjulpet ham med at plante de krukker til – men han plejer jo at gøre den slags selv.

Det er så skønt at føle sig HJEMME – og det gør vi i højeste grad her.

Jeg elsker klimaet her i Qatar, og det er helt utroligt hvad lyset og varmen gør af positive ting ved mit mentale og fysiske helbred.
Jeg oplever at have mange færre dage med ”sorte huller”, og hvor lysten til at gemme mig under dynen er dominerende, og det er i høj grad med til at højne min livskvalitet.
Hver dag når jeg går tur med min hund, bliver jeg mødt af solens stråler og de smukkeste blomster og farver, året rundt – det er så fantastisk og jeg værdsætter det hver dag.

Selvom vi har boet her i Qatar i 2 år, er det dog først nu jeg er ved at få et mere afslappet forhold til solen.

Min hjerne er indrette med en masse ”regelsæt” og hvis jeg skal afvige fra dem føles det meget ubehageligt.
Jeg har ikke bevidst lavet de regler, og jeg kan heller ikke forklare hvad de skal gøre godt for….
Udover at det føles ubehageligt så sættes min hjerne på overarbejde hvis jeg bryder de regler.
F.eks.:
”Jeg skal helst ikke sidde indenfor når solen er fremme.”
”Når jeg er i solen, skal jeg helst ikke få farveforskel på mine arme – så begge arme skal være lige længe i solen og jeg skal ikke have afmærkninger efter T-shirt ærmer”
”Sæt håret op hvis solen rammer bagfra – ellers får jeg hvid nakke”

Det har været meget svært for mig at slippe mine ”regler” omkring solen eller lave dem om.
Jeg vil vove den påstand at solen / varmen faktisk har været ved at give mig stress her i Qatar, men nu er det langsomt blevet bedre.

I Danmark har mine regler været nogenlunde til at håndtere.
Jeg har vidst, at det med stor sandsynlighed blev overskyet dagen efter, om ikke andet, så noget af tiden, og så kunne jeg få lavet alle de ting som jeg skulle, indenfor.

Så at flytte til solens land, har klart været en prøvelse på det område.

Som sagt så elsker jeg solen og klimaet, men jeg ikke sidde ude i solen hver gang den skinner, for så kan jeg ikke lave andet i dagstimerne.
Og tro mig, der er bare mange andre ting jeg skal lave, nu hvor vi bor i et stort hus og der er sand/støv i luften, samt en hund der render ind og ud hele dagen.
Heldigvis har vi en god støvsuger og heldigvis elsker jeg at gøre rent
Men selvfølgelig skal solen nydes

I Mellemøsten, er der for resten lige en lille detalje, som er rar at vide…
I sommerhalvåret, bliver solen så varm at den føles som en hårtørrer på max power mod huden….
DET alene burde sætte begrænsninger for at være i solen uden at dække sig til – men min hjerne er ikke helt enig.
Og derfor bevæger jeg mig stadig ud i solen i sommerhalvåret, men helst ved poolen så jeg kan blive kølet af med jævne mellemrum

Sommerperioden er heller ikke den periode hvor vi har gæster på ferie.
Det vil simpelthen være spild af penge at rejse hertil, for modsat Danmark, så kan man ikke lave mange ting udenfor.
Der er selvfølgelig masser af museer og gigantiske Malls / storcentre placeret over hele Doha, men at holde ferie i et Mall er ikke lige den mest spændende oplevelse – nu hvor Qatar har så meget mere at byde på.
Da vi lige var flyttet hertil, kan jeg huske jeg tænke, at det var fuldstændig vildt, så store de Malls var og hvor mange der var af dem.
Men da sommeren ramte, gav det hele mening.
Selvfølgelig er de SÅ store og det er pludselig logik at der er SÅ mange af dem – hvor pokker skal folk ellers være henne når solen er så varm at du kan spejle æg på fliserne?!
De store Malls bliver dog ikke kun brugt til at handle eller gå i biografen, nej i sommerhalvåret bruger mange de store lange gange indendørs til at få deres daglige motion.

Selvom varmen i sommerperioden er heftig, og ikke indbyder til udendørsaktivitet i dagstimerne, så skal jeg være ærlig og indrømme, at varmen slet ikke er den største udfordring ved at bo her.
Det værste er klart LUFTFUGTIGHEDEN.
Inden vi flyttede herned, havde jeg aldrig tænkt, at der i Mellemøsten ville være høj luftfugtighed!
Fugtigt som i ekstrem luftfugtighed i ca. 3-4 måneder af året, men tro mig – det er fuldstændig skørt, at der i et ørkenland kan være lige så høj luftfugtighed som i en regnskov!!

Når fugten rammer og temperaturen siger +30 grader celsius på barometeret, så skal jeg hilse og sige at DET er klamt!
Det er ikke bare klamt – nej det er faktisk frygteligt, og føles som om man trækker vejret gennem vand.
Efter bare en kort gåtur med hunden skal alt mit tøj vaskes, da det er fuldstændig gennemblødt af sved, og jeg selv må tage en hurtig tur under bruseren.
Hele det scenarie gentager sig så 3 gange om dagen i denne periode.
(livet er hårdt )
For første gang i mit liv oplever jeg at A/C i huset er en nødvendighed, og nej selvfølgelig er det ikke en nødvendighed, for der er mange som overlever uden, men lad mig omformulere det så; jeg oplever at vores A/C gør livet mere bekvemt.

Så, når jeg sidder i min have i januar iført sommerkjoler og uden sko på og nyder vejret, så skal man huske på, at NU er årstiden hvor vi kan nyde vores terrasse og udendørsaktiviteter.

Så snart vi når frem til maj måned, så er det slut med at kunne nyde vejret udenfor – på den måde som vi kan nu.
Det plejer også være omkring maj måned hvor vi flytter vores udendørs planter samt møbler ind i skyggen – ellers overlever ingen af delene.

I sommerperioden er Qatar et temmelig stille land.
Langt de fleste expats vælger at pakke børn og husdyr og rejse på ferie i deres hjemland, eller andre steder hvor temperaturen er mere human.
Det vil sige, Fruerne og børnene samt de fleste husdyr forlader Qatar i 2-3 måneder, imens mændene (som typisk er dem der arbejder) må blive i Qatar det meste af tiden, for at holde landet i gang.

Men hvordan er det nu man siger… ”alle skal gøre det de er bedst til”

Kort sagt, hvis du vil besøge Qatar (når hele dette covid-19 cirkus er ovre) så vil jeg anbefale, du planlægger udenom sommerperioden