Heldigvis kunne jeg dele denne vilde oplevelse med min mand og et hold af de bedste venner nemlig Ann og Jørgen

Uanset om jeg får en skør eller vild ide, så er de altid klar på en oplevelse – og jeg ELSKER det.
Du ved, den slags venner som altid er med på ALT, og det er aldrig kedeligt i deres selskab.

Jeg havde i flere år kigget på de 2 personers paramotor flyvninger som foregår i Qatars ørken.

Hver gang jeg har set dem, har jeg været fuldstændig fascineret.
De fløj så let og ubesværet rundt, som en fugl i sit rette element.

En lille 2 personers vogn med en kæmpe propel bag på og en faldskærm ovenover, svævende henover bilerne som legede i sandet, kamelerne som løb frit og alle os som nød livet.
Gad vide hvordan den fantastiske ørken så ud i fugleperspektiv og hvor små vi egentlig er i ”sandkassen”.
At se alt oppefra og på afstand, smukke Qatar og den arabiske golf.
DET blev jeg bare nødt til at prøve

Med vores venner på besøg i Qatar, tænkte jeg at det var NU eller ALDRIG.
Hvis jeg kunne få lokket dem med, så ville en af mine store drømme gå i opfyldelse.
Sådanne oplevelser er altid mere værd når man kan dele dem med andre.

Inden Ann og Jørgen ankom til Qatar, havde jeg sendt materiale til dem og spurgt om de ville med.
Jeg tror ikke de havde tænkt over det i mere end et par minutter før der kom et kæmpe
”JA SELVFØLGELIG”

Ann og Jørgen har selv boet i Qatar, og da de flyttede livet til Mellemøsten, havde de brug for opbevaringsplads.

I danskernes facebookgruppe lavede de et opslag hvor de efterlyste opbevaringsrum, og da jeg læste det, tilbød vi at de selvfølgelig kunne låne et værelse hvor de alene ville have den eneste nøgle til.
Vi boede trods alt i et hus med 4 etager og ca 400 m2, så vi havde da et enkelt værelse vi ikke brugte.
Så på den måde fandt vi hinanden og et stærkt venskab hurtig blev knyttet.

For det var generelt sådan at bo i Qatar.
Vi hjalp hinanden, uanset om vi kendte hinanden eller ej, og på den måde formede smukke venskaber og bekendtskaber sig for os.

Der findes ingen fremmede, kun venner vi ikke kender. (Samuel Pepys)

Ann og Jørgens tid i Qatar blev desværre kortere end de havde regnet med, så ferien hos os i 2023 var på flere måder betydningsfuld for dem også.

Nå, men jeg fik booket vores tur ved Skymasters og så var det bare at vente og glæde sig.

Endelig kom dagen.
En ”elektrisk summen” løb igennem hele min krop, som et batteri der var fuldt opladet. Jeg var så spændt på den absolut fedeste måde og spørger du min mand så var jeg tydeligt euforisk – høj af forventning og spænding.

Inden vi skulle afsted havde jeg kommunikeret en del med dem fra Skymasters Sports club, for at være sikker på jeg vidste ALT hvad jeg skulle vide.
Hvordan med vejret – er vi afhængige af bestemte forhold?
Hvem skal flyve os?
Skal vi alle 4 op på samme tid?
Kan vi have kamera med?
Hvor flyver vi hen, Nord, Syd eller over vandet? Osv

Jeg var KLAR

Da vi kørte hjemmefra, og kom ud på de store veje med åbne vider, blev det tydeligt at der var rigtig meget sand i luften.
Hvis du ikke har oplevet den slags, så skal du forestille dig en tåge / dis som er beige farvet.
Når det hænger i luften på den måde efterlader det et meget fint lag sand over ALT. Det borer sig ind i ens tøj og klistre sig nærmest til ens hud.
I Qatar kan man aldrig vide sig helt sikker på sigtbarheden på forhånd, og ofte varierer det fra by til ørken, så vi tog chancen og kørte sydpå.

Men vi kunne godt se at det var slemt da vi nærmede os ørkenen, og efter samtale med Skymasters besluttede vi at udsætte det.

ÅH skuffelsen.
Det var helt forfærdeligt for mig at være i…. Al den energi jeg havde opbygget, alle de tanker og følelser som var vokset i flere dage optil – hvordan skulle de nu blive udløst…..

Heldigvis var vejret meget bedre dagen efter – og SÅ var jeg klar igen. Ja det tog mig ikke længe at aktivere alle systemerne fra dagen før – heldigvis.

Jeg kontaktede Skymasters og så satte vi igen kursen mod Qatars ørken – nu med fantastisk sigtbarhed.

Da vi ankom, var der ikke særlig meget liv, og ham jeg havde kommunikeret med, var der ikke.

I Qatar er klokkeslæt mere en retningslinje fremfor en reel aftale, og DET har bestemt været en kæmpe udfordring for mig de år vi boede der.
Tidspunkter i mit hoved, er ikke variable.
Kl 12.00 ER kl.12.00 og ikke 12.25, men jeg lærte at acceptere det er anderledes i Qatar.

Endelig ankom min kontaktperson til sportsklubben og lige så stille begyndte alle de ansatte også at dukke op.
Der gik ikke længe før hele klubben summede af aktivitet, adrenalin og god stemning.

Vi tog plads oppe på en terrasse ovenpå klubhuset hvor vi havde udsyn udover ørkenen og de paramotor-maskiner som vi skulle flyve med.

Åhh jeg kunne næsten ikke være i mig selv af bare spænding og glæde

NU var det NU

Vi blev vist ned på et stort kontor hvor vi selvfølgelig skulle skrive under på at det var af egen fri vilje osv.

Vi blev udstyret med hvert vores GoPro kamera og hver vores pilot.

Alle piloter havde et billede og et flyve-CV til at hænge så det var tydeligt hvem vi fløj med.

Inden jeg gik ud, spurgte jeg om lov til at dele denne oplevelse på min blog, og det fik jeg tilladelse til.

Godt spændt fast og med headset på, startede han den store motor.
Vi kørte hen af ørkensandet og inden længe var der fart nok til at vi lettede.

Weeeeeeeeeeeee hvor var det FEDT

At lette i en flyvemaskine, og blive suget tilbage i sædet er fedt – men DET HER…. Wauw

I løbet af kort tid fløj jeg

Ingen tag, ingen sider, ingen vinduer men kun en vogn lavet af metal og et sæde – sikke en følelse

Jeg vil uden at blinke sige den ligger på min TOP-5 over vildeste, fedeste og mindeværdige oplevelser i hele mit liv.

Så hvis du nogensinde får muligheden for at flyve i en sådan en – SÅ GØR DET.

Nu hvor jeg har siddet her og lavet dette indlæg, set alle billeder og videoer igen, så kan jeg garantere at det ikke var sidste gang jeg gør den slags.

Du kan finde SkyMasters i Qatar her :

https://skymasterss.simplybook.me/v2/

Instagram:

https://www.instagram.com/skymasters.qa

Facebook

https://www.facebook.com/Skymasters.qa

Så gad vide hvor jeg skal have den næste oplevelse…..

I Danmark har vi hestevæddeløb og hundevæddeløb, men kameler – nej det har vi ikke i Danmark.
Jeg har ikke været til nogen former for væddeløb i Danmark, så at kunne skrive ”Camel race” i kalenderen var en sjov fornemmelse.

Mange af de oplevelser vi har her i Qatar, er nogle hvor vi selv finder ud af hvor og hvordan tingene hænger sammen og selvfølgelig kører vi selv – men denne gang valgte vi sammen med vores venner at hoppe på en guidet tur i bus. (Det kan varmt anbefales)

Jeg kan virkelig ikke huske hvornår jeg sidst har kørt i bus, på sådan rigtig bustur – men den slags kan jeg godt lide, og jeg nød virkelig at vi alle kunne få oplevelsen 100% og i samme køretøj.

Vi var ikke de eneste som var med på denne tur. Vi var vist en go blanding af mennesker fra forskellige lande, og heldigvis klikkede vi alle bare med det samme og stemningen var høj.

Vores turguide lagde hårdt ud med tonsvis af informationer på hele busturen ud til Al Shahaniya Camel Racetrack, så allerede inden vi nåede frem (hvilket jo ikke gik så hurtigt – i bus ) var vi alle blevet en del klogere på disse arabiske kameler.

I Qatar var der i 2021 ca 36.000 kameler.
Mange vil sikkert tænke at en kamel har 2 pukler på ryggen, men den arabiske har kun 1.
Om man vælger at kalde den ”Dromedar” (efter det græske ord dramein – som betyder LØB) eller ”arabisk kamel” betyder ikke så meget, for det er det samme dyr vi snakker om.
Her i landet bliver de kaldt for kameler, så det er det ord jeg bruger.

Er der så forskel på dyrene – altså dem med en pukkel og dem med to? JA.
Det er ikke kun forskellen på antal pukler, men den arabiske kamel er skabt til at kunne leve i disse meget høje temperaturer, og lider derfor ikke når sommeren rammer Qatar og temperaturen siger 48 grader celsius i skyggen.
Det er jo i den periode hvor vi trofast opholder os mere i A/C nedkølede bygninger, men ok – vi indtager jo heller ikke op til 120 LITER vand i døgnet, som kamelerne gør…..

Kamelen med to pukler, foretrækker kulden og har ingen problemer når temperaturen smutter under frysepunktet.

I Qatar er gambling forbudt, så man bliver ikke fattigere af at tage til Camel racing.

Hvis man derimod EJER en af de kameler som vinder i disse races, ja så kan man se frem til en fornem præmie i form af en ny bil og 100.000 QR.
Måske vi skulle investere i en kamel

Den ide forbliver kun en ide, for prisen på disse kameler er sky høj.
En hun-kamel kan koste optil 1,4 million QR hvor en han-kamel kun koster optil 1,1 million QR.
I min verden er det vanvittig mange penge, men til gengæld har en kamel en levetid på 40-50 år, så ejerne kan da i det mindste nå at få noget ud af alle de penge som de betaler for sådan en.

Nu er det jo ikke kun indkøb af kamelen som koster ejeren penge.
Kamelerne har her i Qatar bliver passet og plejet ligesom de dyre araberheste, så det koster en del hver måned.

De bliver fodret med specialkost som er tilpasset den enkelte kamel.
De har som udgangspunkt deres egen kamelpasser og optil et løb er de under overvågning konstant.
Udover det, så har de maske på indtil løbet er overstået.
På grund af prestige / æren og gevinsterne der er i disse løb, så er der altid nogen (konkurrenter) som næsten vil gøre hvad som helst for at sikre sig sejren.
Det er sket at konkurrenter kommer afføringsmiddel i kamelernes mad, og på den måde sikre sig at den kamel ikke kan løbe løbet.
Disse race kameler kan løbe op til 60 km i timen – men det kræver altså også god næring og at kamelen er i top form.

Kamelerne bliver før løbet linet op bag et net, og når alle er klar – så går nettet op og afsted det går for alle deltagerne.
I starten af løbet, som kan være 6, 8 eller 10 km langt, løber kamelerne omkring 38-40 km i timen.
Under hele løbet kører kamelens ejer / træner i bil ved siden af banen.
Alle kamelerne er udstyret med en robotjockey på ryggen. Robotten har ikke kun en pisk monteret men også en lille højtaler så træneren eller ejeren kan kommunikere med kamelen. Kamelerne er jo som alle andre dyr, og kender stemmen på sin ejer / træner.
I 2004/2005 blev det forbudt at bruge børn som jockey på kamelerne her i Qatar, og derfor bruger man nu robotter.
Selvom børnene var små og lette, så er det helt sikkert en fordel for alle at bruge robotten som kun vejer 4,5 kg, og med den er ingen mennesker i farer.

Til kamelvæddeløb sidder tilskuerne ikke på tribuner, men alle kører på vejen langs væddeløbsbanen – hvilket gav os en helt fantastisk oplevelse, da vi var flere samlet i bussen.
Når der er et par kilometer tilbage af løbet, så begynder det specielle ved kamel racing. Noget vi aldrig nogensinde før har oplevet.
De førnævnte biler med ejerne begynder nu at bruge hornet i bilen fuldstændig vanvittigt imens de kører på siden af deres egen kamel. Indimellem deres dytteri, så bruger deres walkie talkie til at snakke til deres kamel ude på banen, og på den måde får de kamelen til at øge farten.

Efter dytteriet sætter kamelerne farten op, og nu når de en hastighed på ca. 60 km i timen.
De fleste kameler har på dette tidspunkt en massiv mængde af skum som kommer ud af deres mund, og jeg kan sagtens relatere, for sådan som de så ud – er præcis sådan jeg har det når jeg løber på løbebåndet
Alle kamelerne her er chippet og registreret, for det er jo en seriøs sport.
Når alle kamelerne er kommet i mål, så er det ikke sikkert at den hurtigste kamel vinder løbet.
Alle kamelerne gennemgår en grundig screening for spor af stoffer osv.

Hvis vinderen konstateres positiv for stoffer af den ene eller anden slags, så bliver den diskvalificeret og på den måde kan det ende med at den som kommer sidst – faktisk har vundet.

Nu tænker du måske, at på grund af disse kamelers evne til at udholde varmen her i Mellemøsten, så kan de sikkert løbe disse løb hele året.
Men nej, Camel races foregår kun i vinterhalvåret, og de starter først på dagen. Til gengæld bliver alle løb sendt live i TV.

Var det så alt det jeg troede det ville være, at være deltager til dette race? Det korte svar er JA.
Hvis du er i Mellemøsten enten som Expat eller på ferie, så vil jeg helt sikkert anbefale denne oplevelse.

Efter løbet troede vi selvfølgelig at dagen var slut og vi skulle tilbage til Doha med bus, men vores guide havde talt med en af de lokale kamelfarmere, og han inviterede os alle ud på sin farm for at se sine kameler.
Guiden spurgte os alle om det var noget vi ville, og jeg har sjældent hørt så mange mennesker sige ” JA TAK” så hurtigt.

I løbet af kort tid var vi alle tilbage i bussen og på vej mod den lokale farm.

Som du kan se på billedet, så er der ingen veje, og jeg forstår simpelthen ikke hvordan de kan finde frem til nogle at de steder der findes her nede.
Måske noget med 1 km den vej og ved de to sten drejer du til højre – jeg aner det ikke.

Jeg ved selvfølgelig godt at de har GPS osv – men det havde de jo ikke for 20 år siden…. Jeg er bare lidt imponeret….

Nå, men velankommet til den lokale farm (eller stort indhegnet område med et stort hus til kamelerne) sprang vi alle ud af bussen og begejstringen var høj.

Der var så mange kameler og nogen af dem havde unger.
Det var en stor oplevelse at hører lidt om kamelerne, se dem tæt på og hvis vi ville, kunne vi smage frisk – som i lige fra patten – kamelmælk.

Jeg kunne mærke at jeg bestemt ikke var klar på den oplevelse, men så er det jo godt jeg har en modig veninde som turde smage og fortælle om det.

Efter sigende så smager det meget hen ad komælk, så Sarah var positiv overrasket.

Kamelmælk er en af de nye ”superfoods” da den indeholder så mange vigtige ting for menneskekroppen.

F.eks. står der på nettet: Kamelmælk har højt indhold af antioxidanter, som hjælper med at forhindre skader på dine celler som ellers kan føre til kræft, diabetes og hjertesygdomme. Der er også et høj indhold af flere vitaminer og mineraler.

Men du kan selv google dig frem til alle de informationer som der ligger online om kamelmælk.
Jeg må lige tilføje at i skrivende stund, har jeg endnu ikke smagt kamelmælk – så måske jeg bare skal få det overstået snart

Det var uden tvivl en af de bedste oplevelser jeg har haft her i Qatar
En hel dag sammen med gode venner, nye mennesker og kameler – what´s not to like

Embrace Doha er en kulturorganisationen stiftet af Miss Amal Al Shammari, og det var også hende som med stor entusiasme fortalte om alle de gamle traditioner i forbindelse med gæstfriheden i Qatar.

Vi sad alle i en traditionel Majlis (stort forsamlingsrum) på store hynder og puder på gulvet.
Udover at det hele var utrolig smukt og i den grad repræsenterer Mellemøsten, så må jeg lige tilføje, at hvis man lider at stivhed i kroppen, så er det nok ikke lige det mest indbydende at skulle sidde så tæt på gulvet – eller komme op igen for den sags skyld.
Eller også skal man netop til at sidde lidt lavere noget oftere, for at få vedligeholdt sin smidighed…
Jeg dyrker jo Yoga, så jeg havde ikke de store besværligheder med at komme op, men elegancen manglede dog

Ligesom min mand og jeg er forskellige når det kommer til vores præferencer indenfor kaffe, så er det lige sådan hos Qatarierne.
Kaffebønnerne ristes derfor forskelligt fra familie til familie.

Og hvem er det så som rister kaffebønner og tilbereder den arabiske kaffe?

Ja du kan jo prøve at gætte…

Her hjemme hos os er det forskelligt hvem af os som laver kaffe, men i Qatar i det IKKE et kvindejob at lave kaffe, når mændene samles i den store Majlis.

Qatarimænd sætter en ære i at lave Gahwah, og derfor er det også fædrene som træner deres sønner i at tilberede kaffen, allerede fra de er ca. 11 år gamle.
Dette er traditionen, og den holdes der fast i.
Når kaffebønnerne er ristet og kølet lidt af, laves de til groft pulver.
Derefter koges det direkte i kaffekanden (Dalla), og efter et stykke tid tilsættes groft hakket kardemomme.
Kaffen her er ikke som instant kaffe, så før kaffen nydes skal den selvfølgelig filtreres.
Ifølge de gamle traditioner placerer de derfor et filter i åbningen af kaffekanden.

Filteret består af palmeblade… Ja den er god nok.
Ud med alt det fabrikerede og ind med det som naturen har skabt.
Palmebladene fanger på den måde alle rester af kaffebønner og krydderier så kaffen bliver en nydelse at drikke.
I mine øjne er det temmelig omstændigt at byde sine gæster på kaffe, når det skal laves på denne måde, men I Qatar sætter de en ære i at servere 100 % frisk kaffe.
Jeg har aldrig haft fornøjelsen af at besøge en ægte Qatari i et Qatari-hjem, men hvis det nogensinde kommer til at ske, så er der nogle skikke som jeg skal forsøge at huske – hvis jeg tilbydes drikke eller mad.

Når man bliver tilbudt mad eller drikke, så bør man modtage kun med højre hånd. Dette gælder jo også kaffen.

Den oplysning måtte jeg have uddybet, for eftersom jeg er venstrehåndet, så er det helt naturligt for mig at række ud med venstre hånd, når jeg bliver tilbudt noget.

Helt fra gammel tid, har det været uhøfligt / en fornærmelse at modtage mad og drikke med venstre hånd, da det har været hånden de har brugt til hygiejnemæssige formål….. (Håber du forstår)

Selvfølgelig findes der også Qatarier som er født venstrehåndet, og som udgangspunkt så giver de altid en lille undskyldning for at modtage med venstre hånd – hvis de gør det.
Så det må jeg forsøge at huske – hvis det nogensinde skulle ske at jeg bliver tilbudt noget af en Qatari.

Kaffekoppen giver mening….
Hjemme hos os, serverer vi altid kaffe i store krus. Her er det nok mere dovenskab end noget andet som gør at vi bruger krus.
Da vi fik fortalt hvorfor arabisk kaffe kun bliver serveret i små kopper ”finjān” – ja så giver det faktisk fint mening.

Når kaffen skænkes, løfter de kanden op og ned et par gange for at køle kaffen lidt. På den måde sørger værten for at kaffen konstant har den korrekte temperatur så smag og duft er perfekt.
I og med koppen er lille, så får man som udgangspunkt altid drukket kaffen inden temperaturen ændre sig, og kaffen vil derfor altid have den perfekte temperatur for den ultimative smagsoplevelse.

Som sagt, så modtager man nu kaffen med højre hånd, dufter til den og derefter smager man lidt. Nu kan man stille koppen fra sig, men kun hvis man har smagt på kaffen.
At modtage en kop kaffe og sætte den fra sig med det samme – er meget dårlig stil, så det skal man lade være med.
Når koppen er tom, vil værten være opmærksom på om man ønsker mere kaffe.

Som Miss Amal fortalte, så er der mere til rollen som vært og dermed ”kaffe skænker” end bare at fylde kaffe i koppen.
De unge drenge bliver trænet og undervist i at tilberede kaffen korrekt, og så lærer de også hvordan de skal læse gæsters kropssprog, og dermed vide om gæsten føler sig godt tilpas, ønsker mere kaffe med det samme eller om serveringen skal vente lidt.

Hvis du giver koppen tilbage til værten, så får du automatisk fyldt din kop igen. Ryster du der imod let på koppen, så betyder det at du ikke ønsker mere kaffe.

Dette er en lille men vigtig detalje, medmindre du er superkaffetørstig.

For mig var det en virkelig interessant morgen, og det har i den grad givet mig et større indblik i en af de mange gamle traditioner her i Qatar.

Som skrevet, så finder jeg det temmelig omstændigt at brygge kaffe fra bunden, så jeg holder bare fast i min hurtige og nemme måde at lave kaffe på.

Kogt vand og instant kaffepulver, det er det som virker for mig

”Hello”
”Hello – Mrs. Line?”
“Yes, thats me”
“Hello Mam, would you like to take the covid vaccine?”

YES PLEASE   

I det øjeblik stoppede al aktivitet i min hjerne, jeg tror simpelthen alle cellerne frøs til is i ren begejstring og lettelse.
Det jeg har ventet på i snart 1 år, skete pludselig og nu var det muligt for mig at modtage vaccinen.

Dage forinden havde Lars og jeg talt om hvornår vi ville modtage opkaldet, så selvfølgelig var jeg nødt til at spørge, damen som ringede, om Lars også blev indkaldt nu.

Hun fortalte at hun sad med en liste over mennesker hun skulle ringe til, men Lars var ikke på den liste den dag.
I al forvirring og alle mine spørgsmål, fik jeg kun fat i hvilken dag og hvor jeg skulle vaccineres.

Da jeg lige havde trukket vejret lidt, gik det op mig at jeg glemte at få tidspunktet og SÅ meldte panikken sig.

TYPISK mig…..

 Jeg forsøgte at ringe til sundhedscenteret, men ingen tog telefonen.
Jeg ringede derefter til et hovednummer, men de kunne ikke finde nogen informationer på mig.

PANIK – tankemylder – mentalkaos

Min veninde havde modtaget opkaldet et par dage inden mig, og pludselig skrev hun at nu havde hun fået bekræftelses sms, så jeg skulle nok bare lige vente og se tiden lidt an.

Hun havde ret – heldigvis.

Et par dage senere kom der en fin sms med alle de informationer jeg skulle bruge – åh en lettelse

For mig var føltes denne ventetid næsten som ventetiden optil min fødselsdag.

Vaccinen har stor betydning i mit liv som udenlandsdansker, bosiddende i Qatar og med børn samt familie i Danmark.

Inden COVID, var verden relativ lille og alt var kun en fly rejse væk.
Dengang var den eneste hindring i rejsen frem og tilbage imellem Qatar og Danmark, praktiske foranstaltninger og økonomi.
NU kommer alt det på en 2. plads og COVID-pandemien har taget 1. pladsen som den største udfordring.

Qatar har gjort sit bedste for at sikre os borgere imod smitte udefra ved at teste i lufthavnen og samtidig kræve hjemme karantæne eller hotelkarantæne, alt efter hvilket land du kommer fra, men trods det, så slap COVID også ind over grænsen her.

I Qatar har vi alle en APP ( Ehteraz )som oplyser om vores sundhedstilstand i forbindelse med COVID.
Ehteraz SKAL være aktiveret konstant – hvilket er ved lov.
Udover at vise vores test resultater, virker den også via bluetooth og vil fortælle hvis man er i nærheden af en mulig smittet eller en som er i karantæne.
Den fortæller selvfølgelig ikke HVEM der er smittet, men blot at man opholder sig i nærheden af en.

Når du er testet skifter den farve indtil resultatet er klar.

Er du testet negativ er din APP grøn

Venter du på resultat er APP grå

Er du i karantæne er APP gul

Er du positiv er APP rød

Ehteraz bliver brugt alle steder her i Qatar. Du kan ikke komme ind og handle uden at vise din app frem, og det gælder også på alle sygehuse, hoteller samt i visse compounds osv.

Er jeg naiv og tænker at vi alle er sikre på grund af den app? Nej det er jeg ikke, men jeg vælger at tro man bliver testet hvis man er det mindste i tvivl om eventuel smitte.
Vi vil jo alle gerne have verden til at blive normal igen, og det sker kun hvis vi sammen gør en indsats.

Dagene optil min første vaccine havde jeg det faktisk fint – mentalt altså, jeg var ikke nervøs og havde heller ikke nogen symptomer på angst – så ALT var godt.

I sundhedscentret fremviste vi (Lars var med) vores app ved ankomst samt min indkaldelse til vaccine.
Vi tog plads og ventede kort til før jeg blev kaldt ind.

Det skal lige siges, jeg HADER nåle, og det er alle former for nåle. Jeg vil gå så langt som at sige jeg har nåle-angst for min reaktion er ofte hyperventilation og nedsmeltning med tåre.

Men ikke denne dag – heldigvis

Vaccinationen var hurtig overstået og jeg mærkede INTET.
Faktisk var jeg så overrasket at jeg spurgte hende to gange om hun nu var helt sikker på jeg havde fået den

Efter vaccinationen skulle jeg vente i ca 15 minutter inden vi kunne køre hjem igen – af sikkerhedsmæssige årsager i tilfælde af jeg fik en reaktion på vaccinen.

Efter 15 minutter var vi klar til at køre, og jeg havde det fint.
Efter 20 minutter kom reaktionen dog.
Min højre arm, hvor jeg fik vaccinen, blev tung – meget tung og havde følelsen af at have fået albuestød, og i det samme jeg fik det sådan, så startede min angst.

Pludselig var jeg ikke i kontrol over min krop og uvisheden om andre mulige reaktioner / bivirkninger satte i den grad gang i min sygdoms-/dødsangst.

Den form for angst er slet ikke ny for mig, men uanset hvor mange gange den har slået ned i mig, så er det lige ubehageligt hver gang.

Jeg blev tæt ved Lars resten af den aften, for selvom jeg godt vidste det ”bare” var angst, så er det bedst ikke at være alene.

Dagen efter var jeg en smule øm i min overarm, men intet som var værd at nævne og angsten var væk.

Vaccine nr. 2 skulle foregå i en drive-in 21 dage efter den første dosis.

Dagene optil anden vaccine forsøgte jeg i den grad at undgå Facebook. Jeg orkede ikke at skulle have endnu et angst anfald over informationer om vacciner generelt.

Jeg har det ok med at nogle mennesker ikke ønsker at modtage denne vaccine – og de mennesker må jo have det fint med at vide deres valg / fravalg har konsekvenser, ligesom det er med alt andet her i livet.

Jeg har det dog ikke ok med at jeg skal have presset deres skræmmekampagner ned over mit hoved, som slet ikke er gearet til den slags.
Faktisk undgår jeg alt hvad der har med sygdom at gøre, og jeg har også ubeskrivelig svært ved at tale om sygdom, selv med dem som står mig nærmest. Det er bestemt ikke med vilje, men det sætter gang i min angst hver gang, og det prøver jeg at undgå.

For når jeg er ramt af angst, så er der nemlig ikke særlig mange som gider høre om det…..

Ved vaccine drive-in, var jeg bestemt ikke den eneste som skulle have 2. dosis den dag. Området minder lidt om en færgeterminal fra gamle dage, hvor vi alle skulle holde i lange køer for at komme ombord.

Langsomt men sikkert kom vi tættere og tættere på sygeplejerskerne som skulle vaccinere.
Angst havde jeg ikke, men eftersom denne form for vaccinested var helt fremmed for mig, så var jeg på mentalt overarbejde og forsøgte at nærstudere alle de andre foran os, og hvordan det hele foregik, så jeg var klar når det blev min tur.
Efter 1,5 time i kø blev det min tur.

Som med første vaccine, mærkede jeg intet og vi kørte derefter til området hvor vi skulle vente de 15 minutter.
Tiden gik hurtigt og jeg fik nu udleveret mit vaccinationskort med dato og stempel for begge vacciner.
 
JUHUUUUU

Hvordan gik det så med reaktioner / bivirkninger efter anden vaccine?
Jeg blev ikke syg, men jeg blev TRÆT. Jeg følte jeg ikke havde sovet i flere uger og dagen efter foregik på sofaen foran TV.
Jeg var lettet. Det var jo nemt i forhold til alle de frygtelige ting jeg havde hørt om.

MEN – 4 dage EFTER vaccine nr. 2 ramte panikken mig i en voldsom grad.
Jeg ville, sen aften, rense ansigt og hals da jeg pludselig føler en knude / kugle bag min kraveben tæt på halsen.

PANIK

Knude = kræft? Var jeg syg? Skulle jeg dø? Var den øm? Var den stor? Havde den været der før? Skulle jeg lige google? Skulle jeg vække Lars? Ej jeg har da ikke kræft – det er nok bare muskelspændinger.
NEJ det er bestemt ikke muskelspænding. Tør jeg google? Tør jeg lade være?

Jeg googlede

Første søgeresultat ”kræftknude på halsen” åååhhhhh nej!!!!!!!

Heldigvis har jeg lært lidt vejrtrækningsøvelser og tanke strategier til at berolige mig selv, og de kom til hjælp nu.

Pludselig slog det mig BIVIRKNINGER på vaccine… Jeg ændrede min google søgning og vupti

”Hævet lymfe efter covid-19 vaccine”
Den danske blogger jeg fandt, havde fået nøjagtig samme vaccine som jeg, og havde også oplevet denne lymfe hæve op 3-4 dage efter vaccine OG det var i samme side som vaccine var givet.

Åhhhhhh lettelse

Min lille lymfe var hævet i nogle dage, og derefter var den tilbage på normal størrelse.

Nu har jeg kun taknemmelighed over at være blevet vaccineret så hurtigt som jeg er, og at jeg ikke oplevede voldsomme bivirkninger.

NU glæder jeg mig bare til at verden igen bliver et sikkert og frit sted.

Qatar er et ørkenland, og en af de ting som overraskede mig, er den ekstreme luftfugtighed som vi oplever her nede i nogle perioder.
Jeg kan slet ikke begribe hvordan, noget som burde være tørt (som sand i en ørken), kan føles som en regnskov i perioder, det er ganske ubegribeligt for mig – og det føles ganske frygteligt.
Hvis jeg skal lave en sammenligning med noget velkendt, hvilket bliver svært, så er Randers Regnskov nok det som kommer tættest, temperaturen derinde skal dog bare justeres OP.
Når fugten hænger i luften her så føles det som om vi trækker vejret gennem vand, og efter blot 2 minutter udenfor så er vores tøj lige så vådt, som havde vi været i poolen – MED TØJ PÅ.

Men, vi er ikke helt kommet til perioden med fugt endnu, så indtil da er det bare den bagende sol som præger vores hverdag.
Med sommeren følger flere timer med indendørs aktivitet, for det er simpelthen for varmt til at være udenfor som man gør i Danmark.
Haven er gjort klar til sommer, hvilket betyder at alle vores planter er sat ind på overdækket terrasse så de kan overleve de næste måneder. Havemøbler skal også ind i skyggen, for der er ikke mange møbler som kan holde til de ekstreme temperaturer som der er i solen. Alene DET er jo bare vildt omvendt.

Jeg har siden mine slut teenager-år været vild med solen. Lyset, varmen og den sindsstemning som følger med når sommeren banker på, det er bare så fantastisk.
Det gør bare et eller andet ved humøret og energien, alt bliver mere mildt og spiseligt, der er flere gode grin og samvær med venner og bekendte når vejret er godt.
Personligt har jeg faktisk oplevet at have færre psykiske nedture og mindre stress efter vi er flyttet til Qatar, og meget af det er jeg helt sikker på jeg kan takke vejret for.

Jeg har altid haft en indre stemme som fortæller mig at jeg skal udenfor, ud og nyde solen hver gang den har været fremme. Jeg skal sidde udenfor og spise (med mindre der er bier og hvepse), jeg skal gå en tur, løbe og cykle, jeg må ordne haven for jeg skal jo huske at nyde solen, imens den er her.
Den stemme lagde jeg selvfølgelig ikke væk da jeg flyttede til Qatar, for lysten / behovet for solen og lyset er jo en del af min DNA og på det område er jeg nok ikke anderledes end de fleste andre europæere eller skandinaver.
Når solen er fremme, står man næsten som en blomst, åbner sig og strækker sig mod solen, suger lys og varme og mærker hvordan følelsen af velbehag langsomt breder sig gennem kroppen og sindet.

Eftersom jeg skulle flytte til solens land, i Mellemøsten, så burde jeg nok have arbejdet lidt med min tankegang omkring solen og lyset.
For hele tankegangen med, at jeg skal være i solen når den nu er fremme, den kan give en anelse stress når man vælger at flytte hertil, hvor solen skinner hver dag, eller hvor de overskyede dage kan tælle på meget få fingre pr. år.
Jeg kan jo af gode grunde ikke sidde eller ligge ude i haven og blomstre hver dag HELE dagen
Solen her er en del anderledes end i Danmark, eller det er den jo ikke, den er bare varmere…. MEGET varmere. Så det gik op for mig at jeg nok blev nødt til at om kode mine tanker, hvis jeg skulle finde fred med solen i mit nye hjem.

Jeg blev klar over, at jeg ikke kunne være ude i solen hele tiden, men den indre stemme bankede stadig på: ”jeg må da udenfor”.
Det har taget mig lidt over 1 år at finde fred i at solen er her HVER dag og jeg kan sagtens være indenfor i en dag uden at have gjort noget forkert.

For det er sådan det er i mit hoved.
Der er gennem livet blevet indarbejdet nogle regler / guidelines / stemmer for forskellige situationer i livet, og det med solen er en af dem.
Måske kommer det helt tilbage fra min barndom og ungdom hvor jeg bestemt ikke ville være udenfor i solen.
Eftersom jeg altid havde lange bukser og langærmet trøjer på så var det alt for varmt for mig.
At have mindre tøj på var bestemt ikke en mulighed, for hvem havde lyst til at se på min tykke krop… Nej det var bedst bare at pakke den langt væk.
Men sætningerne kom hele tiden fra de voksne:  ”du kan da ikke sidde her inde når det er så godt vejr” – ”du skal da have noget lys og luft” – ”gå nu ud og nyd solen imens den er der” – ”du bliver så pæn når du får lidt farve”.

Jeg er næsten sikker på alle har hørt de sætninger, men for mig er det blevet til regler, noget jeg SKAL for ellers gør jeg ikke det korrekte, og selvom jeg ikke ved hvad konsekvenserne er for at gøre det ukorrekte så har det altid føltes meget ubehageligt, at sidde indenfor hvis vejret var godt, det er som om jeg har følt dårlig samvittighed, selvom jeg ikke ved hvem jeg skal have dårlig samvittighed overfor….
Og så var der lige den sætning omkring kuløren, for betyder det så jeg kun er pæn når jeg har lidt kulør – og kun når jeg har kulør? Og hvor meget kulør skal jeg så have?

Så jeg er stadig at finde ude i solen, svedende og gispende efter kølig luft, med en vandflaske ved min side og en solhat for ikke at riste hjernen mere end den er – men farve SKAL jeg jo have (og D-vitamin).

Åh ja, så er der jo det der med D-vitamin… Her i Mellemøsten må D-vitamin være noget som vi har i kroppen i overflod – eller er det….
Jeg var til et foredrag med en hudlæge for et stykke tid siden hvor han fortalte om solbeskyttelse og D-vitaminer her i Qatar.
Hvor utroligt det end lyder, så er der faktisk utrolig mange mennesker her i Qatar som lider af mangel på D-vitamin.
For mig lyder det fuldstændig skørt at vi bor i et land hvor det er sommer og sol stort set hver dag, og alligevel er det nødvendigt at indtage D-vitamin tilskud.
Der er dog en ganske god forklaring. Solen her er så hård og varm, at de fleste undgår solen eller også påfører de en solcreme med høj faktor, og derved får D-vitaminerne svært ved at trænge ind og gøre godt. Og så er det jo godt vi har kosttilskud og vitaminer i pille form.

I sommerperioden er der ikke mange mennesker at finde udenfor, hverken her hvor vi bor eller i centrum af Doha – det er simpelthen alt for varmt at være udenfor.
De små butikker i vores lokale Souq holder også middagslukket hver dag, og det har de altid gjort. Til gengæld så står de fleste op sammen med solen – eller lidt før.
Det gør både de originale Qatarier og alle os expats.
Det gælder nemlig om at få luftet hunde og løbet en tur inden solen kommer helt frem her om sommeren, og DET er jo helt modsat af Danmark og alt det jeg kender.

Står jeg også tidlig op ? NEJ det gør jeg godt nok ikke, og heldigvis har jeg en hund som trives i varmen så den del er ikke kritisk.
Vi går vores morgentur i mellem 8.30 og 9.30, og så sørger jeg for at finde skyggerne så meget som det er muligt.
Jeg har også investeret i et løbebånd, så på det område er jeg heller ikke tvunget til at skulle stå tidlig op for at løbe. Er det så det samme at løbe på løbebånd indenfor, som det er at være ude NEJ det er det ikke, men det er sådan det er.

Er det så en fornøjelse at være her om sommeren?
Min holdning er at alt er hvad man gør det til!
Sidste år var vi faktisk her hjemme det meste af sommeren, og havde ingen problemer med det.
Sidste år var alt jo så også normalt (ingen Corona), og vores pool var til fri afbenyttelse hver dag – det er den ikke i år, eller det er den ikke endnu – og DET er klart en udfordring…

Vi indretter os jo efter de forhold som vi lever under, og det gør alle vel uanset hvor de befinder sig.

I Qatar er det dog mere reglen end undtagelsen at alle udlændinge forlader landet i ca 3 måneder hen over sommeren, og allerede nu er her ved at være tømt godt ud i befolkningen.
I år vil der automatisk være flere tilbage i Qatar, da de ikke har mulighed for at rejse til deres hjemland pga Corona krisen.

Jeg kender også flere fra andre lande som direkte er tvunget til at blive her, da de ikke har en sundheds sikring som dækker tilfælde af Corona smitte i deres hjemland.
Der imod er der også mange som er blevet ”kaldt hjem” og har måtte opgive deres hverdag her, for at skulle starte forfra i deres hjemland.

Grænsen her i Qatar er lukket for indrejse lige nu, så forlader du Qatar, så kan du ikke komme retur!

Det forhindre rigtig mange mænd i at følge med deres familier på ferie i hjemlandet, da ingen ved med sikkerhed hvornår grænsen åbner, og hvornår de så kan passe deres job igen.

Så ja, det er en anderledes sommer for alle, og det bliver det også for os.

Som mange andre danske hustruer vender jeg snuden mod Danmark inden for kort tid.

Jeg har forpligtigelser i Danmark som jeg ikke kan eller vil klare over Face-time eller andre kommunikations midler.
Det betyder så også at jeg er en af dem som skal være adskilt fra sin husbond – på ubestemt tid og det bliver supersvært for mig.

Jeg fungere SÅ dårligt med alle de ubekendte faktorer og tidsplaner der slet ikke eksisterer.

Det er et valg jeg tager, at rejse til Danmark, og det er et af mange valg som jeg, og andre, udenlandsdanskere / Expats er tvunget til at tage fra tid til anden.
Vi har selvfølgelig selv valgt at flytte herned og give afkald på mange mennesker, ting / oplevelser i Danmark, men vi har også valgt en masse fantastiske mennesker, ting/oplevelser til, ved at bo her.
Vi har valgt at kunne give vores børn muligheden for fede ferier med oplevelser man ikke får i Danmark, og ferierne hernede sammen med vores børn og resten af familien er til gengæld seriøs kvalitets tid.

Livet er fuldt af valg og konsekvenser – så det gælder bare om at træffe de rette og få mest mulig ud af det man har.