Empty nest

Jeg har været den primære forældre de første henholdsvis 10 og 15 år af drengenes liv, tilsidesat alle mine behov for at dække deres, og det har jeg gjort med glæde.
At være MOR er det vigtigste og største i mit liv, og sikke en rejse det har været at ”bygge” mine drenge op.
Det har bestemt ikke været let altid, men drengene er bestemt ikke de eneste som er vokset i processen. Vi er alle vokset og har alle udviklet os i hver vores retning.
Da drengene var 10 og 15 år, mødte jeg min husbond Lars, og han har været en god stedfar, lige fra dag et.
Efter så mange år hvor jeg var ene om alle beslutninger og ansvar, så var vi nu to og det er fantastisk.
Vi har udgjort det bedste forældre-team for Nick og Caspar, det er der slet ingen tvivl om.❤
Det kræver sin mand at træde ind i en så sammentømret eksisterende familie, som ovenikøbet er præget af diagnoserne ADHD og Autisme, og omfavne os alle. Men det har Lars gjort – så jeg føler mig utrolig heldig.🙏

Pludselig havde vi ingen børn i vores hjem mere, og det har jeg aldrig prøvet før.

Hvordan er jeg mor uden mine børn i hjemmet? Og ER jeg stadig en rigtig mor?😵
Jeg har kun få venner i min kreds hvor børnene er flyttet hjemmefra, før mine gjorde det, og jeg må ærligt indrømme at jeg slet ikke har tænkt over at spørge ind til hvordan det var – men omvendt har de jo heller ikke talt om det… Så på den måde har jeg overhovedet ikke opfattet hvis mine venner gik gennem en svær tid da det skete….

Den første måned, uden nogen børn i hjemmet, var stille og ja,  jeg nød det lidt.😁
Det var fuldstændig som da jeg var teenager og var alene hjemme – sådan ”wuuhuuu jeg kan gøre hvad jeg vil” agtig

Nu skulle jeg næsten kun tænke på mig selv og mine behov (Lars og Dallas var der jo selvfølgelig også)

Alle de faste rutiner som jeg / vi har holdt fast i – de blev næsten ikke eksisterende nu.
Nu var der jo ingen som vi skulle sætte et godt eksempel for / lære almindelig dannelse, og aftensmad ved spisebordet hver aften mellem klokken 18.00 og 18.30, var en af de første ting der blev droppet.
At jeg har været SÅ fastlåst i mine handlemønstre næsten hver dag gennem drengenes opvækst er måske også noget pjat for nogen, men det gav den ro og struktur som vi i vores familie dybest set har haft brug for.
Jeg fandt hurtig ud af, da Nick var lille, at faste rammer og tidspunkter, rutiner og orden gav en dybere ro indeni og gav overskud til mange flere ting, end når alt var tilfældigt og uden system.
Det var for øvrigt gavnligt både for Nick og mig, og selvom mange af mine venner gav udtryk for deres holdning om at jeg jo ikke kunne tvinge en baby til at spise på faste tidspunkter eller sove for den sags skyld, så viste det sig blot at jeg havde større indblik mit barn end de havde – og heldigvis lyttede jeg til min egen indre stemme.
(På det tidspunkt anede jeg intet om ADHD eller Autisme – men set i bakspejlet giver mine metoder mening… Mere om det i en anden blogpost)

Efter den første måned, uden børn i huset, følte jeg mig pludselig fuldstændig tom indeni, og følte en ubeskrivelig smerte – som om en del af mig var blevet skåret af.
Jeg følte at jeg var uden formål nu, at ingen ”rigtig” havde brug for mig.
Hver gang jeg fik en besked fra enten Nick eller Caspar, så et billede eller nogen skrev og spurgte til dem eller mig – så græd jeg bare. Åh jeg følte mig som et stort åbent sår…
Og jeg græd en hel del, i stilhed og alene.💔

Jeg har altid hørt, at de som fik børn tidligt i livet, virkelig nød når børnene flyttede hjemmefra. Så blev der rum til at forældrene kunne få deres ”anden ungdom” tilbage.
Pludselig fandt de tid til alle de ting som de selv brændte for og kunne nyde livet på en helt anden måde – men det eneste JEG havde lyst til, var at få drengene hjem igen – så jeg kunne føle mig HEL.❤

Det eneste jeg kunne sammenligne dette tomrum og denne indre smerte med, var et dødsfald…
Men drengene var jo ikke døde, de er i blot i fuld gang med at sprede deres egne vinger og leve deres eget liv som unge voksne mennesker. De var begge spændte og glade over deres nye hverdag og alt det spændende som ligger i fremtiden for dem, og jeg det var jeg i den grad også – så hvorfor havde jeg det sådan?🤷‍♀️

Forholdet til mine børn, er det længste forhold jeg nogensinde har haft (udover forholdet til mig selv – men det tæller vel ikke?)
Så hvordan skal jeg bare kunne give slip på dem og læne mig tilbage og nyde livet?

En af de værste ting ved at være i den ”tilstand”, var at jeg ikke havde nogen som helst at tale med om det…. Jeg havde selvfølgelig Lars, men han er jo mand – så det er ikke det samme.🤣
Jeg havde aldrig hørt andre tale om denne tilstand, så tænkte jeg at det var nok ”bare mig”.
Jeg havde nok svært ved at give slip, både på drengene men også svært ved at slippe kontrollen og DET måtte jeg jo så arbejde med – ALENE.

Som kvinde med ADHD og Autisme, har jeg lært at de følelser jeg har – uanset i hvilken situation jeg er i – som udgangspunkt føles meget mere intenst end for de fleste neurotypiske kvinder.
I min inderkreds har jeg ikke nogen kvinder med samme diagnoser som jeg, så det at sparre med andre kvinder (neurotypiske) er generelt svært.

Lidt ligesom at kommunikere på et nyt sprog – der opstår mange misforståelser.
I de situationer hvor jeg føler mig mest sårbar, har jeg lært at trække jeg mig tilbage og lukke af, så derfor forsøgte jeg heller ikke at spørge andre om de havde oplevet disse følelser.

”Følelsesmæssig dys regulering er en gennemgribende og til tider lammende oplevelse for mange mennesker med opmærksomhedsunderskud / hyperaktivitetsforstyrrelse (ADHD eller ADD).
På trods af udelukkelse fra diagnostiske kriterier er oplevelser med følelsesmæssig dys regulering – overdreven vrede, irritabilitet, humørsvingninger, intense følelser, følsomhed og mere – almindelige og ofte meget bekymrende komponenter i ADHD -oplevelsen.”

_{Kilde: the ADDitude Expert Webinar “ADHD Anger, Tantrums, and Mood Shifts: Effective Treatments for Emotional Dysregulation” [Video Replay & Podcast #334] with Joel Nigg, Ph.D., which was broadcast live on November 24, 2020.}

En dag, hvor jeg hvor jeg sad i min ensomhed og tomhed, flygtede jeg fra virkeligheden, ved at se ”ligegyldige” tv-shows, var der en mor som omtalte den tilstand jeg befandt mig i.
Hun beskrev så fint alle de følelser jeg havde, dog i en mere afdæmpet form – og SÅ græd jeg, for jeg var jo slet ikke alene, det var ikke bare mig som skulle tage mig sammen, nej det har faktisk et navn:

”EMPTY NEST syndrom”

Når jeg googler får jeg følgende:

Empty nest syndrom (Tom rede syndrom) refererer til den sorg, som mange forældre føler, når deres børn flytter hjemmefra. Denne tilstand er typisk mere almindelig hos kvinder, der er mere tilbøjelige til at have haft rollen som primær plejer.

Hvorfor er der ingen som taler højt om disse følelser, denne sorg man som forældre tilsyneladende skal igennem når børn flyver fra reden?

Inden jeg fik børn, var jeg i mødre-gruppe ved jordemoderen. Der blev jeg informeret om alle de ting jeg skulle være forberedt på når jeg FIK mit barn, og jeg havde 9 måneder til at forberede mig mentalt.
Der var en snak om det følelsesmæssige, fødslen, håndteringen af barnet, amning og al verdens andre ting.
Op igennem mine børns barndom og ungdom, manglede der heller ikke informationer om trin i udvikling og mange andre emner.

Jeg har altid vidst, at et del af mit job som mor, var at forberede mine børn til at kunne stå på egne ben og klare sig selv når de en dag blev voksne eller gamle nok til at flytte hjemmefra.
Jeg har da aldrig tænkt at jeg skulle have forberedt mig selv på nøjagtig det samme…🤯

Pludselig, og det var ”ganske pludselig”, så flytter de hjemmefra.😲
Deres færdigheder og evne til at klare sig selv på næsten alle områder, var bestemt på plads. De var fyldt op med selvværd og selvtillid og en viden om at de altid ville have et sikkerhedsnet uanset hvad – men hvad med mig?

HVOR er informationerne nu?
Hvor er alle de gode råd og snakke om hvordan det føles når ens barn ikke bor hjemme mere?
Hvorfor er der ingen som har fortalt mig at jeg skulle forberede mig mentalt på at se dem flytte?
Igen, ingen der har talt med mig om det – så jeg anede ikke jeg ville have det sådan, gad vide om alle andre bare selv ”regner den ud”?🤷‍♀️

Måske er det endnu en af de der ting i livet som er indlysende for de fleste?
Eller har alle andre et netværk som underviser dem i ”livets skole” og alle disse faser og følelser?

For mig var det overhovedet ikke indlysende at jeg skulle have det så elendigt efter begge drenge var flyttet hjemmefra.
Det kom totalt bag på mig.

”Der kommer en tid i en hver mors liv, hvor hun må øve sig på at give slip på sine børn” siger jeg ofte til mig selv.. Hjælper det så?

Jeg ved det ikke helt…
Jeg er nok ikke helt overbevist om at jeg skal give slip…. Jeg kunne godt fristes til at tænke at hele den del med at de skal være voksne og klare sig selv er stærkt overvurderet 🤣🤣🤣

Føles det mere voldsomt fordi jeg er 6000 km væk fra begge mine drenge? Jeg aner det ikke, for jeg har jo ikke rigtig prøvet andet…. Godt nok flyttede Nick hjemmefra før vi valgte at flytte til Qatar, men det var kun 4 måneder før, så det tæller vel ikke rigtig…

Vi har tit talt om at den bedste måde at starte noget nyt på, er ved at kaste sig 100% ud i det, og det må man sige at Nick og Caspar blev nødt til.
Men uanset den fysiske afstand i mellem os og dem så har de heldigvis altid et sikkerhedsnet på alle måder, og det føles godt at kunne give sine børn det – selv på afstand.
Vi er aldrig længere væk en et opkald på en af de mange kommunikations platforme, og hvis alt bryder sammen, så tager flyrejsen til DK kun 6 timer.

Nu er jeg stille og roligt i gang med at forme mit nye liv, og som altid når man skal redefinere sig selv eller sit liv så er der spørgsmål som skal besvares.

Hvem er jeg egentlig nu hvor jeg ikke er mor på fuldtid?

Hvad har jeg lyst til at mit liv skal indeholde?

Det er nogle af de spørgsmål som jeg nu arbejder med, oveni at jeg forsøger at finde ro i tanken om at begge mine drenge nu er voksne unge mænd, som er på vej ud i verden på egne ben.

Heldigvis kan jeg med stolthed kigge på begge mine sønner og tænke ”det har jeg gjort godt”.😍
(Eller det har VI gjort godt, for Lars har bestemt ikke kun stået på sidelinjen de sidste mange år.)

At Nick og Caspar ikke bor hjemme mere, er ikke et rent tab.
Godt nok har vi ”sagt farvel” til de to drenge som boede under vores tag, men til gengæld har vi ”sagt goddag” til to unge mænd som stille træder mere og mere i karakter.😍

Det er jo først når ens børn skal stå på egne ben at man som forældre tydeligt kan se resultatet af de mange års ”arbejde” vi, som forældre, har haft.
Og som forældre har vi helt sikkert vundet stort, for vores forhold til de to unge mennesker er stille og roligt ved at blive stærkere og tættere.
Jeg savner dem selvfølgelig , men heldigvis taler og skriver vi sammen næsten hver dag og vi ses hver gang der er mulighed for det.🥰

Jeg påtager mig på ingen måde en ”offer-rolle”, men det at træde ind i en ny fase i livet – er altid en proces, og til tider en lang og svær en.

For os alle er det vigtigt at bygge vores ”nye” forhold op på respekt, tillid, åbenhed, ærlighed og kærlighed – og jeg kan med glæde sige at det går ufattelig godt.😃

Og mig…. Jeg er faktisk ved at finde ro og finde mig selv i min nye hverdag som mor i min empty nest.

Line Arlind version 3.0 er under opbygning.