Om mig

Jeg hedder Line Arlind Lysholt
(Lysholt har jeg giftet mig til)

Jeg blev født den 15. juni 1975 på Charlottenlund Fødeklinik.
Min mor ankom som den første på fødeklinikken den dag, og i løbet af dagen kom der flere fødende kvinder til.
De fødte alle indenfor nogle timer af deres ankomst, og blev derefter installeret på en stue hvor de kunne komme sig.
Da klokken nærmede sig 22.00 fik min mor beskeden fra lægen ”hvis ikke du har født når klokken er 22.00, så må vi hjælpe dig”.
Jeg er sikker på jeg hørte den læge tale, for klokken 22.00 præcis, ankom jeg til denne verden.
Allerede den gang viste det sig, at jeg først sætter i gang lige inden deadline.

Jeg fik min ADHD diagnose som 32 årig, og de fleste brikker faldt derefter langsomt på plads.
Jeg er selvfølgelig født med ADHD, men det stod ikke i manualen som fulgte med mig. Derfor har mit liv været forvirrende, stressende og fuld af alt for mange op- og nedture.

Jeg fik min Asperger diagnose som 42 årig, og DER faldt de sidste brikker på plads.
Jeg er selvfølgelig også født med autisme, men heller ikke det stod i min manual.

Jeg er uddannet kontorassistent indenfor offentlig forvaltning, men jeg har gennem livet haft jobs indenfor forskellige områder.
Eftersom jeg har levet med Udiagnosticeret ADHD og Autisme i alt for mange år, har mit liv har kørt med 180 km/t og jeg har brændt mit lys i begge ender.
Når man brænder sit lys i begge ender – så stopper det med at skinne før tid.
Derfor lukkede hele mit system ned i 2008, og mit liv ændrede sig fuldstændigt.

I 2011 fik jeg bevilget førtidspension.
Med førtidspensionen har jeg ro til at finde mig selv i mit nye liv med begrænsede ressourcer.
For det er netop det jeg er blevet til ”en med begrænsede ressourcer“.

Jeg er mor til to unge mænd.
Min ældste søn, Nick, har diagnoserne Asperger og AD(H)D og min yngste, Caspar, har ADHD og autisme.

Jeg er gift med Lars, som er en neurotypisk (almindelig fungerende) mand, og sammen har vi 2 pelsbørn Dallas & Hudson.
Dallas er en fantastisk blanding af Schæferhund – Golden retriever – Labrador, fuldstændig som et kinderæg.
Dallas er vores tro følgesvend og han trives bedst sammen med os.

Hudson er vores Qatari hund. Han blev reddet sammen med 3 søskende fra den barske natur i Qatar i Mellemøsten.
En “nabo” til os, da vi boede i Qatar, havde taget Hudson og en enkelt søster med hjem. Da vi mødte Hudson var det kærlighed ved første blik og kort tid efter blev han forevig en del af vores familie.
Jeg tror han er en blanding af Wippet og Greyhound-men kun hans biologiske mor kender sandheden.😂 Hudson har en fantastisk personlighed. Han er fuld af krudt, glæde og kærlighed.

Bonusmor er jeg også – til to drenge.
Den yngste, Lasse, har ADHD og den ældste, Lucas, er uden diagnose.

Jeg er flyttet 19 gange siden jeg fyldte 18 år i 1993….

Jeg tog Handelsskolen grunduddannelse 2 gange, i håbet om at anden gang ville gå bedre… Det gjorde det ikke…😂

Mit CV er blandet:
Plejehjemsmedhjælper
Kontormedhjælper
Butiksmedhjælper
Kontorelev – offentlig forvaltning
Kontorassistent ved A-kasse – vikar
Sælgerkursus
Kontorassistent ved Statens Bilinspektion i 3 forskellige synshaller på skift
Butiksmedhjælper optiker
Kontorassistent på personalekontor i Bilka
Telefonsælger
Servicekontraktkoordinator ved port firma
Førtidspensionist
Frivillig ved ADHD Foreningen
Foredragsholder
Blogger

I perioden 2018-2023 var min mand så heldig at bestride et job i Qatar, og vi valgte at rykke teltpælene op og blive udlandsdanskere med alt hvad der følger med af glæde, frustration, savn, lykke, oplevelser, tårer, stress, ensomhed, taknemmelighed og tilvænning.

Før vi flyttede til Mellemøsten var mit liv fyldt op med at være fuldtids-mor, lave frivilligt arbejde både for ADHD-foreningen men også som privatperson samt holde hus, hund og egentlig blot være i live.

Nu er mine børn voksne og flyttet hjemmefra. De er i fuld gang med uddannelse og karriere.

Mit frivillige arbejde har stået på standby siden vi flyttede til Qatar, men nu hvor vi bor i Danmark er tiden måske inde til at samle trådene op hvor jeg slap dem, og finde noget frivilligt arbejde igen.
Det er ikke sundt for mig at leve i en hverdag hvor jeg altid er alene i dagstimerne og ofte har følelsen af der ikke er brug for mig.
Det er så vigtigt med indhold i livet og dermed livskvalitet.

Loading

Translate »