Intet varer for evigt….

Jeg ved godt jeg ikke har skrevet om min flytning retur til Danmark på bloggen, men det er der en helt speciel grund til.
Jeg var udsat for skrankepaveri i stor stil og eftersom hele min indrejse ”sag” ikke er afgjort før nu, kunne jeg selvfølgelig ikke dele noget officielt.🤐

Allerede i sensommeren 2022, besluttede vi at jeg skulle flytte tilbage til Danmark i december 2022 – og det gjorde jeg.
Eller det vil sige det prøvede jeg på… Historien kommer her….✍️

Da vi flyttede fra Danmark til Qatar i 2018, var Lars tvunget til at udleje vores hus.
Huset, som Lars har ejet i mange år, hører nemlig under den del af lovgivningen som hedder ”bopælspligt”, men hvad betyder det egentlig?
Jo, det betyder at huset skal være beboet i minimum 6 måneder ud af 12 måneder om året.
I princippet er det lige meget, hvem der bor i huset, så længe at nogen rent fysisk befinder sig der i den omtalte periode og er registreret på adressen.
For hvis huset står tomt, ja så kan kommunen sørme tage råderet over det…. Derfor var Lars´s eneste mulighed, da vi pludselig skulle flytte til Qatar – at udleje huset – uopsigeligt fra Lars´s side i 3 år (Jep – det er nogle vanvittige regler i Danmark).

Da vi besluttede os for at flytte til Qatar, var vi slet ikke klar over hvor omfattende det var at tømme et helt hus og vurdere, hvilke ting der var værd at gemme i måske op til 10 år på et lager..

1½ måned havde vi til oprydning, inden Lars skulle rejse.
Jeg og min yngste søn blev tilbage i Danmark og fik styr på resten, inden vi skulle flytte ned til Lars i Qatar.

At udleje huset var på alle måder en meget dårlig oplevelse…
Selv om man tror man kender folk, så kan man bare blive så skuffet.
Lejerne var ikke fremmede mennesker, og alene det fik os til at tro på det bedste.
Vi blev klogere og kunne konstatere, at det i sig selv ikke er nogen garanti for at løfter og aftaler bliver holdt, og at der bliver passet på boligen.

Heldigvis opsagde de selv lejekontrakten før tid.

På det tidspunkt stod vi (Lars) med 3 valg.

1: Lars kunne søge Kolding Kommune om at lave huset til flexbolig, hvilket giver den en form for sommerhus-status og dermed forsvinder bopælspligten.
Så kunne vi selv benytte huset i ferier osv.

2: Lars kunne sætte huset til salg.
Vi havde dengang ingen planer om at flytte til DK, og hvis vi gjorde, var der andre steder end Kolding Kommune som havde vores interesse. Så det var bestemt en mulighed.

3: Jeg kunne flytte tilbage til DK sammen med hundene. Flytte alle mine private ting med og derefter kun se Lars på et ferieophold.
Lars ville så flytte i noget mindre i Qatar og indrette sig alene.
Men på det tidspunkt var det ikke lige den løsning, vi fandt mest attraktiv.

Vi valgte at starte med den mindst omfattende løsning og ansøge kommunen om muligheden for at lave huset om til flexbolig.
Svaret fra Kolding Kommune var meget klart og tydeligt NEJ! (Allerede her burde vi have fornemmet at Kolding kommune var tung at danse med)
Nå, jamen så havde Kolding Kommune jo truffet beslutningen for os:  Lars var nu tvunget til at sælge sit hus med alt hvad det indebærer af rapporter og udgifter. Det var dog tydeligt for enhver at huset ikke var salgsklart efter udlejningen.

I huset havde lejerne, uden at få lov, fjernet en væg og blot lagt et vindue som var gemt med vilje!!
Der hang ledninger ned fra loftet og en hel væg var totalt ødelagt efter de havde smurt noget cement ovenpå tapetet!
Der manglede ting som tilhørte huset og så var der ting som generelt var misligholdt.

Man blev så træt og frustreret.😮

Heldigvis har vi en rigtig god kammerat som i den grad gjorde en indsats for at få huset til at fremstå nogenlunde præsentabelt nu hvor vi var 6000 km væk.

Salgsperioden startede, men ved hver fremvisning kunne jeg mærke at jeg faktisk slet ikke var indstillet på at sælge det alligevel.
 
Det var jo det eneste hjem Lars og jeg havde haft sammen og det hjem hvor der var mange minder sammen med alle vores 4 børn og familie og venner.

Helt firkantet og på papiret, så er det Lars’ hus og dermed også hans beslutning om huset skulle sælges eller ej.

Efter en del samtaler tog vi dog sammen beslutningen om at benytte den sidste af de 3 muligheder.
Vi valgte at beholde huset.
Som det er med alle beslutninger – så er der konsekvenser.

Det betød jo så at jeg skulle flytte retur til Danmark med hundene – men UDEN Lars.😢

Jeg skulle igen have min hverdag i Danmark, med bopæl i huset.
Jeg skulle med tiden finde frivilligt arbejde igen og langsomt begynde at få indhold og mening i mit liv igen.

Vores plan var at sommeren og julen ville Lars tilbringe sammen med mig i Danmark i huset og resten af året ville jeg rejse frem og tilbage på ferie i Qatar eller hvor vi nu ville holde ferie sammen i verden.
Med lidt planlægning og styr på kalenderdagene kunne det sagtens hænge sammen for os, og uden problemer ville jeg nemt opholde mig flere dage i Danmark end det som loven kræver iflg. Bopælspligten.

Da beslutningen var endelig, skrev jeg (i starten af september 2022) en e-mail til Borgerservice i Kolding Kommune.
Jeg havde aldrig prøvet at flytte retur til Danmark fra udlandet, og jeg havde brug for at være på forkant med hele proceduren.

I min e-mail fortalte jeg om min ADHD og Autisme der gør jeg har brug for detaljer og fuldstændig klarhed over hvordan jeg skulle forholde mig i forbindelse med indrejsen osv.

Efter en lang korrespondance følte jeg mig godt informeret og tryg ved at skulle indrejse i Danmark igen i december 2022.

December kom hurtigt. Vi pakkede kufferterne og satte kurs mod Danmark.

Planen var at rejse til Danmark, hvor jeg skulle indrejses på Borgerservice i Kolding kommune (flytte retur til Danmark) og have bopæl i vores hus.

Jeg skulle købe en bil, få bilen indregistreret, få tegnet alle relevante forsikringer, få installeret alarmsystem i huset og tømme det lagerrum jeg havde haft siden 2018.

Efter en hel december i Danmark, med indretning af vores hus, familie fødselsdage samt jul og nytår med børnene, skulle jeg så rejse på ferie i Qatar fra den 1. januar 2023.

Kort sagt – jeg skulle indrette mig i Danmark med alt hvad det indebærer, og starte det nye liv med bopæl hver for sig.

Vel Ankommet til Danmark gik turen nu mod Kolding.
Vi havde heldigvis booket hotel til den første nat – for huset var jo TOMT og vi havde ingen seng eller dyner, håndklæder, glas eller støvsuger – intet.
Alt dette ville først blive leveret den 2. december.

Det kan godt være det lyder skønt med ny seng, nye dyner, ny støvsuger, ja nyt af alting, men det var temmelig stressende og dyrt…

Nå men tiden flyver jo når man hygger sig med at flytte og indrette sig – 🤣🤣 – og pludselig var det den 5. december, dagen hvor jeg havde fået tid ved Borgerservice til indrejse i Danmark.

Og den dag startede cirkus vanvid….

Jeg blev selv uddannet indenfor offentlig forvaltning, og dengang var det meget brugt at tale om ”skrankepaver”.
Jeg havde dog en klar fornemmelse af at tiden havde ændret sig og den slags ikke rigtig fandtes mere – men at begrebet ”service” stadig eksisterede.
Der gør det måske også – hvis borgeren ikke stiller kritiske spørgsmål og udfordrer den ansatte på reglerne og lovgivningen.

Jeg stod ved skranken og Lars stod ved siden af. Det var jo en stor dag for mig – at flytte tilbage til Danmark, så selvfølgelig var vi begge til stede, og heldigvis for det.

Damen ved skranken tastede løs på sit tastatur og indenfor relativt kort tid, var jeg igen indrejst og tilmeldt det danske system.😀👏

Inden vi forlod borgerservice, spurgte jeg selvfølgelig hvordan kommunen beregnede månederne i forhold til bopælspligten.
Om beregningen var løbende med start fra den 5. december hvor jeg var indrejst, eller om beregningen kørte efter kalenderåret.

Hun kiggede helt forvirret på mig og sagde: ”det har jeg ingen anelse om – jeg ved bare at du nu SKAL blive i Danmark i 3 måneder.”😲🤯😲🤯

Jeg udbrød:

”Jamen det kan jeg da ikke… Jeg rejser jo igen den 1. januar 2023”.

Damen i skranken siger så ”jamen SÅ kan du jo ikke blive indrejst og få bopæl i Danmark – det siger loven”.

Der stod jeg, midt i borgerservicekontoret, og fik en regulær nedsmeltning.
1000 tanker kører rundt, massere at billeder af forskellige scenarier og en million spørgsmål. Angsten nåede lige at vise sit ansigt – for jeg havde ingen ide om hvad dette betød.
INGEN havde informeret om den regel.😲😲
Ingen havde sagt jeg ville være stavnsbundet / tvunget til at være i Danmark i 3 måneder, og jeg havde da overhovedet ikke forestillet mig, at jeg som dansk statsborger ikke kunne blive indrejst i mit eget land.
Ej heller havde jeg fantasi til at tro at mit eget land ville tvinge mig til at blive indenfor landets grænser i 3 måneder. Nej, der måtte bestemt være noget hende i Borgerservice havde misforstået.
Mit land som ellers bryster sig med at være et FRIT land… Nej jeg kunne slet ikke forholde mig til det.🤯

(En tanke….)
Hvad hvis nu jeg var flyttet hjem til Danmark – for at starte i et nyt job hvor nogle af mine opgaver var uden for Danmarks grænser. Min base skulle være i Danmark, men jeg skulle rejse ud på job i 1,5 måned lige med det samme – kunne jeg så heller ikke blive indrejst og få bopæl?
Skulle jeg så have meddelt min arbejdsgiver at jeg ikke kunne arbejde i de første 3 måneder fordi loven i Danmark sagde jeg skulle blive i landet?

Jeg sagde til hende, at det kunne jeg slet ikke forholde mig til, og at det blev de da nødt til at finde en løsning på.
Damen gik ud bagved for at tale med sin leder, og kom tilbage med beskeden om at de ville drøfte min situation på et møde.
Jeg blev lovet at de ville vende tilbage når de havde truffet beslutning om min indrejse skulle annulleres eller ej.

Jeg var i den grad forvirret, frustreret, stresset og fuldstændig uforstående overfor det jeg lige havde fået at vide.

Vi kender en del danskere som er flyttet tilbage til Danmark efter ophold i udlandet, og ingen af dem har nogensinde fortalt om denne regel – for ingen af dem er nogensinde blevet præsenteret for den.
Har alle de andre tilbageflyttede danskere så udelukkende opholdt sig i Danmark i de første 3 måneder? Svaret er NEJ.

Der gik ikke mange dage, før damen fra Borgerservice ringede mig op.

De havde nu talt om min indrejse på kontoret og vedtaget at min indrejse blev annulleret da jeg ikke opfyldte de krav loven foreskriver og de vurderede at mit tilhørsforhold var størst til Qatar.

Hvis jeg efter 3 måneder kunne bevise i form at kontoudskrifter at jeg havde opholdt mig i Danmark HELE tiden, så ville de gerne indrejse mig med tilbagevirkende kraft. (læs: udlevere oplysninger om min personlige færden og hvad jeg bruger mine penge på – penge som forresten er blevet beskattet i Danmark)

Jeg var fuldstændig målløs.😲

Jeg meddelte at jeg havde købt en bil, fået den indregistreret, tegnet forsikringer, fået installeret alarmsystem, opsagt vores lagerrum, indrettet vores hus med alle vores ejendele og at børnene boede i Danmark – så hvordan i alverden kunne de påstå at mit tilhørsforhold var størst til Qatar ?!?!?!
Jeg inviterede dem faktisk også her hjem, så de kunne se at alt var som jeg sagde – men det havde de ingen interesse i….

Lars og jeg fandt lovgivningen online, og da vi havde læst loven flere gange, var vi mere forvirret end da vi startede.🤯🤯

Det damen på Borgerservice havde sagt – passede jo ikke helt.🤔

I loven står der således:

LBK nr 5 af 09/01/2013

§ 16. Registrering i CPR af tilflytning fra udlandet kan kun ske, hvis opholdet her i landet skal vare over 3 måneder.

Stk. 3. Korte besøg i udlandet indebærer ikke en afbrydelse af fristerne i stk. 1 og 2 for ophold her i landet, så længe vedkommende i det anførte tidsrum sover flest gange her i landet. 

Mit ophold skulle jo netop vare over 3 måneder – da jeg skulle BO her i landet igen, så den del mente jeg at kunne opfylde.👏
Men så stod der også en tekst om de korte besøg i udlandet.

Det var jo ikke hvad de havde sagt til os.
Det eneste vi ikke kunne finde nogen steder, var definitionen af ”korte ophold”, men til gengæld stod der sort på hvidt at så længe jeg sov flere nætter i Danmark end i udlandet i de første 3 måneder – ja så var betingelserne opfyldt for indrejse i Danmark.

Jeg rettede selvfølgelig henvendelse til Borgerservice, for ret skulle være ret. Som altid skrev jeg en e-mail, for det er altid nemmest at holde styr på informationer, når det er på skrift.

For at gøre en meget lang historie lidt kortere, blev jeg nu anklaget for at spekulere i at ville omgå loven!!🤯🤔
Det blev også gjort tydeligt at skriftlig kommunikation ikke var noget de var begejstret for, så derfor blev jeg inviteret til et personligt møde på Borgerservice, hvor vi skulle drøfte min sag.

Alene ordet SAG, fik det at lyde som noget kæmpestort – men det viste sig også at det var stort for Kolding kommunes Borgerservice – måske ligefrem årets begivenhed.😎

Til mødet – som vi naturligvis fremmødte til – kom skranke damen og faglig koordinator slæbende på sagsmapper, som om det var en retssag, der havde været i gang i flere år.

Lars og jeg kiggede på hinanden og tænkte begge ”hvad i alverden foregår der”, for det hele virkede så ekstremt.

Vi spurgte selvfølgelig ind til definitionen af “korte besøg i udlandet” da længden af disse ikke fremgår af CPR lovgivning paragraf 16.

Af faglig koordinator blev vi informeret om, at korte besøg var omkring 1 uge og at dette fremgik af retningslinjerne fra ministeriet som kommunen arbejder ud fra.

Jeg bad om kopi af de retningslinjer for bedre at kunne forstå grundlaget for samtalen – men det kunne jeg ikke få.🙄

Jeg kunne derimod IGEN få beskeden om at jeg skulle befinde mig og have min hverdag i Danmark i 3 måneder for at indrejsen og dermed registreringen i CPR-register kunne finde sted.

Hun fortsatte med beskeden om, at hun mistænkte mig for at ville omgå reglerne, da jeg havde fortalt at jeg udrejste af Danmark 1. januar 2023.

Jeg sagde, at jeg under ingen omstændigheder vil OMGÅ nogle regler – jeg ville derimod OVERHOLDE regler, da det er sådan jeg fungerer.

Min autisme fungerer kun med at overholde regler og love. 

Jeg skulle flere gange rette deres valg af ord, så de forstod jeg IKKE udrejste, men kun tog på ferie.
Men igen, man hører jo hvad man vil høre….🤔

Igen bad jeg om definitionen af korte ophold – men fik nu at vide at det var en vurderingssag. (Før var det konkrete retningslinjer fra ministeriet) 🤔🤔

Vi spurgte ind til hvordan jeg skulle kunne overholde loven – som vi selvfølgelig ønsker jeg skulle – hvis jeg ikke kunne få konkret at vide hvor mange nætter jeg skulle sove i mit hjem i Danmark for at overholde loven. 🤯

Den faglige koordinator virkede lidt presset over vores gentagne spørgsmål om udlevering af de retningslinjer hun sagde hun arbejdede ud fra, og begyndte nu at spørge om jeg ville indrejses fordi jeg skulle have noget ud af systemet i Danmark. Hun spurgte om jeg er syg og skulle bruge det danske sundhedsvæsen – siden det var så vigtigt for mig at blive indrejst.
Jeg blev ærligt talt lidt sur.😤
Jeg forklarede at jeg ikke var syg og intet skulle have. Og hvis jeg skulle blive syg, så havde jeg selv en sundhedssikring.

Jeg tilføjede, at jeg jo er dansk statsborger og har ALTID betalt min skat i Danmark og indbetalt til pension i Danmark, selv i alle de år hvor jeg boede i Qatar.
Faktisk har jeg indbetalt dansk skat OG betalt for lægebesøg i Danmark når jeg var på ferie her – så hele deres tankegang kunne jeg slet ikke forholde mig til.

Hun afsluttede mødet ved at gøre det klart at uanset hvad, så vil borgerservice “vinde denne sag”.

Min mand og jeg blev fuldstændig forundret.

”Vinde?” spørger vi i munden af hinanden  

Hvad det I skal vindes og hvorfor?🤔🤔🤔

Det kom der intet svar på, men hendes sidste ord var, at jeg selvfølgelig kunne klage. Og klage – det gjorde jeg – eller det fik jeg en advokat til, da jeg slet ikke havde overskuddet til det.
Jeg følte mig SÅ uretfærdigt behandlet☹️

Jeg følte mig kriminaliseret og mistænkt for handlinger og tanker som jeg ALDRIG har haft, så derfor blev jeg nødt til at klage.

Sagen endte ved CPR kontoret i indenrigsministeriet.

Og som jeg frygtede, så holder alle i det offentlige nok hånden over hinanden, for CPR-kontoret stadfæstede den beslutning som Kolding Kommune havde truffet.

CPR-kontoret gjorde det dog tydeligt at Kolding kommunes Borgerservice SKULLE have udleveret alle retningslinjer, så jeg havde haft noget konkret at forholde mig til – men fakta er at min indrejse først kunne blive fra 01. juni 2023.

At klage over CPR kontoret, er ikke en mulighed. Det eneste jeg kunne gøre var en retssag – men SÅ mange penge får man jo heller ikke som førtidspensionist, så sagen endte der – desværre🫤

Så hvilke konsekvenser har det så haft for mig….

For det første blev jeg så stresset og drænet af hele den omgang at det også påvirkede mig fysisk.🤯
Så fik jeg en advokatregning – og alle ved jo at den slags regninger ikke er små…💰💰💰
Derudover skulle alle mine forsikringer ændres flere gange, da dækningen er forskellig alt efter om man bor i Danmark eller uden for landet.
Senere fandt jeg også ud af at min førtidspension blev højere når jeg havde adresse i Danmark – men eftersom de annullerede indrejsen, og jeg derefter indrejste igen i juni 2023, så skulle de penge betales tilbage.💰

Alt dette er selvfølgelig bare penge.

Det der sådan set går mig mest på, er de falske anklager om svindel og den mistro Kolding kommunes Borgerservice har haft til mig.

Jeg er ramt på min retfærdighedssans, og føler mig i den grad krænket….

Sidst men ikke mindst, sidder jeg med en klar følelse af, at der ER forskel på HVEM der indrejser i Danmark.
Er det en førtidspensionist som mig – eller er det en person der har et velbetalt job….
Det gør jeg selvfølgelig fordi jeg kender mange andre som er indrejst og som IKKE har fået den behandling jeg gjorde. Og ja, de har ALLE velbetalte jobs…

Men i Danmark diskriminerer og forskelsbehandler vi da ikke, vel ? 🤔