Det gode liv

For nogle år siden sad jeg hos en psykolog, da hun fem minutter før sessionens afslutning stillede mig et spørgsmål, jeg aldrig havde fået før:

“Hvad er det gode liv for Line?“

Mit første svar var selvfølgelig et spørgsmål:

“Hvad mener du helt specifikt?“

Jeg var ikke forberedt.
Når jeg bliver overrasket, reagerer jeg som regel på én af to måder: “Hvad mener du?” eller “Det ved jeg ikke.”

Denne gang blev det det første.

For hvad er egentlig det gode liv?
Er det drømmelivet?
Det liv, man forestillede sig som ung?
Er det det liv, man havde engang?
Eller er det det liv, man har lige nu – med de ressourcer, man har til rådighed?

Psykologens svar var enkelt:

“Det liv, du har med de ressourcer, du har nu.”
Og dér gik mine tanker i stå.

For hvordan beskriver man noget, man ikke føler, man lever?

Jeg havde svært ved at svare, fordi jeg stadig sammenlignede mit nuværende liv med det liv, jeg havde mistet.

Der var engang et andet liv.

Et liv med et arbejde, jeg elskede. Et liv med retning. Et liv, der gav mening for mig.
Og uden at tænke nærmere over det afslørede jeg faktisk mit eget svar.
Jeg havde gjort mit arbejde til målestokken for, om livet var godt eller ej.

Når jeg så tilbage på det liv, jeg savnede, var det nemlig jobbet, jeg pegede på først.

I dag forsøger jeg langsomt at slutte fred med, at livet ikke blev, som jeg havde drømt om.

Der ligger stadig knuste drømme i den erkendelse.
Drømme, som ikke blev levet helt ud.
Drømme, som måske aldrig havde været mine alene, men som jeg alligevel havde gjort til mine.

For hvor mange af os vælger egentlig vores egen vej?

Og hvor mange går i retning af det, vi har lært er den rigtige vej?

I mange år troede jeg, at værdi kom gennem præstation. At et menneskes betydning kunne aflæses på en titel, et CV eller en lønseddel.

I dag forsøger jeg at lære noget andet.
At et menneske har værdi, også når det ikke producerer.
At et liv kan være meningsfuldt, selv når det ikke ligner den plan, man engang lagde. Det er sværere at lære som voksen, end jeg havde forestillet mig.

Måske fordi jeg så længe har forsøgt at spille et spil uden rigtigt at kende mine egne kort.

Jeg har brugt mange år på at ønske mig andre kort. Andre muligheder. Andre forudsætninger.

Men livet fungerer ikke sådan.

Vi får den hånd, vi får. Og måske handler det gode liv ikke om at sidde med de bedste kort.
Måske handler det om at forstå de kort, man har fået, og bruge dem bedst muligt.

I dag kan jeg stadig ikke give et enkelt svar på, hvad det gode liv er.
Men jeg ved, hvad det ikke er.

👉Det er ikke en titel.
👉Det er ikke et bestemt antal arbejdstimer.
👉Og det er ikke størrelsen på en lønseddel.

Måske er det gode liv i virkeligheden at finde hjem i det liv, man har, i stedet for hele tiden at længes efter det liv, man troede, man skulle have haft.

Hvad ville du svare, hvis nogen spurgte dig, hvad det gode liv er for dig?😊