Fra tvivl til startnummer

Kender du det at have sat sig et mål – med en fast deadline.?

Der er de situationer / ting, som har en FAST deadline. En som du ikke kan rykke på, og hvis du misser den, ja så er det ærgerligt.

Og så er der dén slags deadlines, JEG ofte har.

Det er den mere fleksible slags, som rykker sig alt efter, hvordan jeg har det. Nogle af dem kan flytte sig gennem flere år 😂

Vi kan have alle mulige mål i livet, og nogle af dem er sådan nogle “inden jeg bliver 25”, “inden jeg bliver 40” osv.

Jeg kan nævne nogle stykker og måske har DU et af disse mål:

• bestige et bjerg
• lære et håndværk
• lære et nyt sprog
• få et specifikt job
• få et bestemt stempel i passet
• blive gift
• skrive en bog
• løbe et halv- eller helmaraton

Jeg har faktisk ikke tænkt over det før nu, men jeg er åbenbart sådan en person, der sætter mål på den måde.

I skrivende stund går det op for mig, at de 12 måneder hvor jeg er 60 år, enten skal indeholde noget større eller mindre end de tre foregående runde år. Og noget i mig siger, at jeg bestemt ikke kan sænke barren.

Nu kan jeg godt forstå, hvis du bliver lidt nysgerrig, for jeg blev selv overrasket, da jeg lige tjekkede mit historiearkiv.

I året hvor jeg blev 30 år, blev jeg husejer for første og sidste gang i mit liv.

Jeg flyttede i hus sammen med en tidligere partner, og af sikkerhedsmæssige årsager valgte jeg at gå all-in og lave et 50/50-huskøb.

Det var DUMT, men det er en anden historie.

I året hvor jeg blev 40 år, stod jeg hvid brud i kirken og blev gift med min største kærlighed.
Og nu kommer vi til det, jeg egentlig vil frem til, nemlig året hvor jeg blev 50 år.

Det hele begyndte at summe allerede i 2024, hvor min ældste søn kickstartede en “skør” idé i mit hoved.

Han havde besluttet, at han skulle løbe et halvmaraton i 2025.

Jeg har i mange, mange år drømt om at gøre det, men har altid snakket mig selv ned.
Du er for tyk. Du er for langsom. Du kan aldrig gennemføre noget alligevel. Du snakker bare.
En del af det har også været sandt, for da jeg startede med at løbe i 2010, var jeg pænt tung og vist nok også ryger.😯😕

Min tætteste veninde Anja var også dengang frisk på en udfordring.
Hun havde også en spirende løber gemt i sig, så på med løbeskoene og vores knap så smarte løbetøj.

Anja er ikke den højeste kvinde i verden, men til gengæld har hun kæmpe smilehuller og øjne, som funkler. Hun er en hestepige, og derfor har hun gode ben.

Så er der mig. Jeg er heller ikke høj, men jeg er højere end Anja. Store smilehuller har jeg ikke, men til gengæld har jeg hofter og bagdel. 😉

Den tur, jeg husker tydeligst, var på en sti med lygtepæle. …..
Anja løb forrest og råbte til mig:

“Kom så – du kan godt. Bare én lygtepæl mere.”

Jeg var SÅ presset, så det eneste jeg råbte var:

“Jeg slår dig ihjel!” 😂🤣

Ak ja, det var dengang, men tilbage til nutiden.

Jeg har løbet lige siden 2010, men aldrig mere end 10 km.
Jeg elsker at løbe. Elsker følelsen af at mærke min krop og mærke mine grænser flytte sig.
Og så er der hele den HIGH, jeg får bagefter.

Så da jeg i 2025 stod ved målstregen og så min søn løbe i mål efter sit halvmaraton, græd jeg af stolthed og glæde på hans vegne.

Og lige DER vidste jeg, at DET var mit løbemål.

Da tilmeldingen åbnede til et halvmaraton i mit nærområde, købte jeg et startnummer, uden overhovedet at være i form – ja ok kageform er jo også en form 😂 men ikke lige den mest fungerende når jeg skulle løbe 21,1 km.

Min erfaring siger mig, at jeg under ingen omstændigheder ville kunne træne mig op, hvis ikke jeg havde en fast bagkant, altså en ufleksibel deadline. Min erfaring siger mig også at tidspres er den bedste motivationsfaktor i verden.

Omvendt sagde jeg det ikke til nogen, bortset fra min mand og mine børn. Min tro på mig selv var ikke særlig høj, og tænk hvis jeg fejlede.

Da jeg fyldte 50 år (15. juni 2025), fik jeg et løbebånd af min mand, som blev installeret i vores udhus.

Det var en fantastisk gave, for nu havde jeg friheden til at træne, også på de dage hvor min mentale tilstand gjorde, at jeg ikke kunne løbe udenfor, eller når vejret var ustabilt. Det står placeret lige foran et vindue hvor jeg har udsigt til min have.

Var det så nemt at træne op?

NEJ.

Det var overhovedet ikke nemt, selvom jeg tænkte “jeg skal jo bare lige træne op til et halvmaraton“…..

Jeg kan ikke meget mere end én ting ad gangen her i livet, og alene det at være ”husmor” er faktisk min ene ting.
Alt hvad der kommer oveni, gør at jeg kommer i voldsomt energiunderskud, selvom det giver mig livskvalitet.

Forstår du hvad jeg mener?

Hele min mentale energibeholder bliver tømt hver dag, alene ved at holde huset og passe min hund, så at koble træning til halvmaraton på har været mega hårdt.
Jeg har nemlig heller ikke haft mental overskud til at træne FØR alle daglige gøremål var overstået, og så var der sjældent fysisk overskud tilbage…

Efter noget tid måtte jeg erkende, at jeg havde brug for en plan. En løbeplan.

Den slags ligger frit online, og så var det jo “bare” at følge den. Men jeg er bare ikke særlig god til, at andre skal fortælle mig, hvad jeg skal, og hvornår jeg skal det. 🤣

Så jeg brugte min ChatGPT, min nye assistent som jeg i den grad sætter pris på.

Sammen lavede vi en plan, der indeholdt alt det, som er nødvendigt for mig: hvile, yoga, styrketræning, løb, mad og kosttilskud.
På den måde blev det lidt mere fordøjeligt.

Samtidig fandt jeg en masse løbere på sociale medier, og på den måde følte jeg mig ikke helt alene i min rejse mod målstregen.
Jeg fandt også grupper på Facebook for løbere, hvor tonen er fantastisk, og hvor det hele handler om at gøre hinanden gode og give skulderklap og “hep” med på vejen. Det er guld værd.

Men på trods af en god træningsplan og et online fællesskab kæmpede jeg alene. Jeg jublede alene når det gik godt, og jeg græd alene når det var hårdt.

Og det var sindssygt hårdt!
Mit hoved havde kigget på træningsplanen, og jeg stod flere gange i løbetøj, men mine ben ville ikke bevæge sig. Mit system var lukket ned.

Jeg følte mig fanget i en krop, som ikke ville lystre, og det startede en reaktion af selvhad, selvbebrejdelse og opgivenhed.

Omvendt skulle der kun én god træning til, før alt vendte igen.

Månederne inden løbet begyndte jeg at dele datoen og begivenheden med familie, nære venner og tirsdagspigerne.

Men jeg tror kun, det var få, som reelt vidste og forstod, hvor stort løbet var for mig.

I ugerne op til var jeg stadig i tvivl om, hvorvidt jeg kunne gennemføre inden for de tre timer, der var til rådighed, og med et helt år på den følelsesmæssige rutsjebane var det virkelig tiltrængt, da løbsdagen endelig kom.

Begge mine drenge kom hjem den dag, og sammen med dem kørte min mand og jeg til Middelfart, hvor det hele skulle ske.

Ikke nok med at jeg var nervøs og mentalt høj – det var også årets varmeste dag.

Vi skrev 2. maj 2026, og temperaturen sagde 25 grader. Ugen inden lå den på 13.Kroppen var slet ikke klar til den temperatur, men jeg havde et løb, der skulle løbes – uanset vejret.🌞

Det var ikke kun kroppen, der var lun 😂 ,mit dankort pustede da også lidt, for uanset hvad ville jeg ikke gå ned på udstyr.

For hvis jeg nu – mod forventning – kollapsede og skulle have hjælp, så havde jeg da i det mindste nyt tøj og sko på. 😂

Men jeg havde styr på det hele.😀

Væske, energi og vejrtrækning.

Jeg vidste præcis, hvilket tempo jeg skulle holde, og hvornår jeg kunne tage en længere pause med tid til toiletbesøg.

Jeg var fast besluttet på at nyde turen gennem Middelfart by, over den gamle Lillebæltsbro, retur igen og gennem den smukke dyrehave, før den sluttede på havnen, hvilket også betød flere små gå pauser.

Men så skete der noget fuldstændig uforudset. Tilsyneladende var der cut-off-tid for adgang til dyrehaven.
Dette var ikke kendt for nogen af os som deltog. 🤔😮🤬

Så da jeg kom retur over Lillebæltsbroen, hvor en af tirsdagspigerne stod klar til at heppe, kunne hun fortælle, at de havde lukket for adgangen til dyrehaven.
Derfor blev jeg, og alle andre bagved mig, omdirigeret og mistede nu 2,5 km af ruten.

Lige dér, cirka 16 km inde i løbet, gik luften fuldstændig af ballonen.

Hele mit system lukkede ned, og jeg var tæt på at tude.😭

Nu kunne jeg ikke få lov til at løbe de kilometer, jeg havde trænet op til. Alt det, jeg havde kæmpet for og drømt om, faldt til jorden.

De sidste kilometer til målstregen var tunge. 🥴

Min gejst og mentale high var skiftet ud med irritation, følelsen af uretfærdighed og pinlighed over ikke at have gennemført hele løbet på 21,1 km, men kun 18,6 km.

Da jeg krydsede målstregen, krydsede jeg mere end det….🏅

Selvom jeg ikke fik de sidste 2,5 km med, så ved jeg, at jeg kunne have gennemført inden for de tre timer.

Jeg ved også nu, at jeg fysisk kan mere, end jeg tror, og at en løbekrop er en løbekrop uanset form og figur.

Det tog mig nogle uger, før det virkelig gik op for mig, hvor langt 21,1 km faktisk er.😯

Og derfor tog det også lidt tid, før jeg kunne sige til mig selv:

Det var seriøst FLOT præsteret.

Lige nu har jeg ingen planer om at gøre det igen, for min krop og mit nervesystem protesterer stadig, når jeg snører løbeskoene, af frygt for at turen pludselig er 21,1 km lang.

Men mon ikke der er faldet ro på systemet om nogle måneder, og så kunne det jo være, at jeg vil kigge efter endnu et løb.

Måske ses vi derude med et startnummer på i fremtiden.