Velkommen hjem Line / Welcome home

Pludselig blev det tid til at pakke min kuffert og vende snuden mod lufthavnen i Doha.

Er du klar over hvor hurtig sådan en tur er når man slet ikke har lyst til at skulle rejse? ☹
Fra vi satte os i bilen og til vi ankom i lufthavnen gik der kun et øjeblik, sådan føltes det i hvert fald, og med et var det blevet tid til at sige på gensyn til min husbond.
Det værste er bare at jeg ikke ved med sikkerhed hvornår det gensyn bliver.😭💔

Som jeg skrev i tidligere indlæg, så er situationen lidt uklar i Qatar når det kommer til indrejse i landet.

Qatar vægter sikkerhed og tryghed ekstremt højt, og det gælder i den grad også i denne situation med Covid-19 situationen.
Som det ser ud lige nu, så kan vi, Expats rejse ind i Qatar fra omkring august – MEN det betinger at der bliver booket et karantæneophold på udvalgt hotel på 14 dage, for egen regning.
Dette ophold skal være booket og betalt før afrejse fra Qatar, hvis du har en returbillet.
Efter den 15. september regner de med at indrejse bliver tilladt uden karantæne, men intet er sikkert, og verden kan ændre sig mange gange inden vi når til september.

Så jeg bookede kun en billet ud af landet, og dermed ligger det lidt uvist hvornår jeg vender hjem.😫

Lufthavnen i Doha var bestemt mærket af den lave rejseaktivitet, og ved indgangen til terminalen blev pas og billet tjekket samt min temperatur.
Over alt på gulvet var der lavet afmærkninger med teksten ”Stay safe – maintain social distancing” og det er selvfølgelig ved lov at bære maske hele tiden.
Så sikkerhedsmæssigt følte jeg mig tryg og sikker ved min færden i lufthavnen, men at skulle på denne rejse helt alene, havde hele dagen voldt mig problemer.
Allerede fra om eftermiddagen begyndte jeg at ryste og hele mit indre system var max presset. Langsomt kunne jeg mærke hvordan jeg lukkede ned.
Jeg havde problemer med overblikket og med at få styr på de sidste ting, så jeg var nødt til at gennemgå alt flere gange.
Jeg havde dagen inde lavet en note i min telefon med mit nøjagtige rejseprogram ned til minuttet helt frem til min ankomst på hotel i Kolding, og tiden inden afgang blev brugt til at læse den igennem mange gange.
Inden jeg ankom til lufthavnen, anede jeg jo ikke hvad der ventede mig, for jeg vidste slet ikke hvor meget de havde ændret eller om noget var ændret i det hele taget, og alene det var stressende.

• 

• 

I lufthavnen fandt jeg den kø jeg skulle stå i frem mod checkinskranken og var meget opmærksom på at holde den afmærkede afstand.
Regler er jo regler.
Da jeg endelig kom frem til skranken, opstod første uventede situation – det var ikke tilladt at medbringe håndbagage med ombord på grund af Covid-19 regler!
Jeg gik i stå – alt stod stille, for jeg havde jo mine ting i den lille kuffert, uden lås, som jeg bestemt ikke ville have i lastrummet og håndteret af fremmede mennesker.
Og var det slet ikke tilladt med NOGET håndbagage?😲😨
Jeg tror skranke-manden kunne tyde at jeg ikke var helt indforstået med det hele, og han begyndte at spørge ind til hvad jeg havde i den kuffert.
Efter lidt tid fik jeg så min håndtaske ud af kufferten og fik den proppet med de ting jeg ikke ville lade rejse alene i ulåst kuffert – hvilket vil sige, næsten det hele..
HURRA for rummelige håndtasker

Boardingkort blev udleveret og så var det afsted mod flygaten, men igen mødte jeg noget jeg ikke havde regnet med…

Jeg og de andre passagerer fik ikke lov at gå helt til flygaten, da der allerede var for mange mennesker i det område og det var svært at holde afstand…
Jeg kiggede på uret og havde svært ved at forstå de holdt os tilbage eftersom vores boarding snart skulle begynde – STRESS 😲🤯

Endelig blev vi lukket igennem, men kun for at finde ud af at alt var forsinket og ingen vidste hvornår flyet ville afgå.✈
Selvom jeg udmærket var klar over jeg havde en lang pause i Istanbul / Tyrkiet inden flyet mod Danmark ville afgå, så har jeg problemer med at regne tid ud.
Jeg kan ikke vurdere om jeg har god tid eller om jeg har travlt, så da jeg sad i Doha, skrev jeg til min far, som skulle hente mig i Danmark, at jeg måske var forsinket, og flere gange kiggede jeg på billetten fra Tyrkiet til Danmark for at tælle timer og forsøge at regne ud om jeg kunne nå mit fly.
Da vi pludselig blev kaldt til boarding, ja så dalede stressniveauet en del, nu var jeg næsten sikker på jeg kunne nå det.🙄

Turen fra Doha til Istanbul gik fint, jeg fældede dog en tåre da vi lettede fra Doha – men det var jeg ikke den eneste i flyet som gjorde. Vi var flere kvinder som tilsyneladende havde efterladt vores mand på ubestemt tid.
Jeg havde hele rækken med 4 sæder for mig selv, så efter at have indtaget en lille sandwich og drukket min vand, så lagde jeg mig ned med alle de tæpper som var til rådighed, fik fundet min medbragte ørepropper, og på den måde blev turen behagelig.

• 

• 

• 

Da vi landede i Istanbul, skulle jeg gå igennem hele lufthavnen for at nå den gate hvor jeg skulle boarde flyet til Danmark, og heldigvis havde jeg prøvet det før, så det hele var velkendt.
I Tyrkiet var der også regler for afstand og brugen af maske i lufthavnen, så igen følte jeg mig tryg og sikker.
Jeg må nok alligevel have været præget af stress eller nervøsitet, for da jeg skulle boarde mit fly gik det op for mig at jeg havde mistet min trøje et eller andet sted i lufthavnen. Åh øv!🤨😟
Jeg har aldrig mistet noget på den måde før og var lige ved at bede personalet om hjælp til at finde den, men vidste jo godt at flyet skulle lette til tiden, så jeg måtte slutte fred med at min trøje får et nyt hjem i Tyrkiet.

Igen var der god plads på flyet og jeg fik muligheden for at kunne lukke øjnene i korte perioder.

Pludselig kaldte kaptajnen over højtalen at vi var ved at gøre klar til indflyvning i Kastrup lufthavn og jeg kunne se Danmark syne frem igennem vinduet.

I min hverdag i Doha savner jeg ikke Danmark.
Jeg har jo boet i Danmark hele mit liv, og lige nu nyder jeg alt det nye og anderledes i Qatar. Jeg savner selvfølgelig ”mine” mennesker i Danmark, men landet, vejret og forholdene som sådan, savner jeg ikke.

På trods af det, så fik jeg en helt ny følelse da jeg ramte Kastrup Lufthavn og jeg kunne høre mennesker tale dansk.
Jeg fik følelsen af at finde et åndehul i isen, og det var faktisk lidt underligt at forholde sig til, og det overraskede mig meget.

Køen ved paskontrollen var også delt op i sikker – afstands mærkater og der var heldigvis ikke så mange i køen.

Jeg kunne se at alle pas blev tjekket grundigt og de fleste blev spurgt om forskellige ting før de fik lov at gå igennem og starte deres ophold i Danmark.

Da det blev min tur, fjernede jeg min maske og gik op til paskontrol vinduet. Jeg afleverede mit pas og kiggede på den meget venlige middel aldrende mand. Han kiggede på mit pas, kiggede på mig, og så sendte han et smil imens han sagde ”Velkommen hjem Line”.

OK jeg indrømmer det, lige DER, som jeg skulle sige ”TAK”, da stod tårerne helt fremme på første række i mine øjne.

Jeg kan ikke forklare hvorfor.

Min bagage blev fundet med det samme og på den anden side af de store døre var min far til at tage imod mig.

I Kastrup Lufthavn tilbyder de alle indrejsende en gratis Covid-19 test, og vi fik hurtig fundet det telt hvor det swab bliver udført.
Hvis jeg er testet positiv ved jeg det inden 3 dage, men er jeg negativ hører jeg intet – og så er det her hvor man kan sige ”intet nyt er godt nyt”.
Og eftersom jeg intet har hørt – så er det godt nyt 😀

Og med de ord starter en lang ferie i Danmark.