ADHD / Autisme,  Ferie,  Tyrkiet

Tyrkiet – Road trip 2022

Facebookmail

Del 1

Sommerferien 2022 vil for altid stå som en speciel og fantastisk oplevelse for os, og hvis du har lyst, kan du læse med og finde ud af hvorfor.

Som udenlandsdanskere i ca. 4 år, har alle vores somre været tilbragt i Danmark.
Jeg tror bestemt ikke det er ”normen” for alle expats, at de vender tilbage til deres hjemland om sommeren – men når man som os bor i Mellemøsten, så gælder det om at finde et land hvor man kan holde ud at være temperaturmæssigt.
Der findes selvfølgelig mange lande hvor vejret er mere venligt end her i Qatar om sommeren, men eftersom vi har vores børn, familie og venner i Danmark, har det været det åbenlyse valg at rejse til ”hjem”.

At være ”hjemme” i Danmark uden at have et hjem / en base, har i den grad været en udfordring.
Jeg havde aldrig forestillet mig at skulle have sådan en rodløs følelse i mit eget land, som jeg har haft de gange jeg har været i Danmark.
Jeg har været alle de steder hvor jeg plejer at være, men den eneste forskel var – jeg kunne ikke køre hjem – for jeg havde ikke et hjem i Danmark mere.
Så i år valgte vi anderledes da det kom til vores sommerferie.

Først på året havde vi børnene samt min far på ferie, så familietid-delen var dækket ind, og så var det bare at finde landet hvor vores ferie skulle holdes.

Vi blev hurtigt enige om at rejsen skulle gå til TYRKIET.
Vi har været i Tyrkiet før og allerede første gang vi var i landet blev vi forelskede. Tyrkerne er et dejligt folk og vi var enige om at denne sommer med sikkerhed ville blive god.

Vi var også hurtig enige om at ferier med ophold på samme hotel og dermed have samme udgangspunkt hver dag ikke lige er noget for os.
Det kan helt sikkert være dejligt at ligge på en solseng ved poolen eller stranden – men IKKE hver dag.

hvordan skulle vi så holde ferie?

Svaret var ret indlysende – vi skulle selvfølgelig på 3 ugers road trip i Tyrkiet.😃🚗

Da vi have taget beslutningen, begyndte et større arbejde, nemlig planlægning, detaljer, ruten, overnatninger og transportmuligheder.

Vi har tidligere haft gode erfaringer med Airbnb i Europa, og tænkte at det bestemt også burde være en mulighed i Tyrkiet.
Og DET var det.👏
Vi bookede alle overnatninger via Airbnb, og var så heldige at alle datoer passede og det hele kunne gå op i en højere enhed.
Og nej, dette er ikke en reklame for Airbnb, men mere blot en personlig anbefaling, som du kan vælge at bruge eller lade være.

Først havde vi overvejet om vi bare skulle tage af sted, og finde overnatninger som vi kom frem.
Vi har venner som har rejst i forskellige dele af verden som har gjort det på den måde.
Det sparede dem en del penge.
Pakkeløsninger som er bestilt hjemmefra, er altid dyrere end hvis man køber opholdet på stedet. Men vi skulle jo ikke have pakkeløsning, så det var ikke aktuelt for os.
Tanken var dog alligevel spændende – at rejse og føle sig fri. Ikke have nogen forpligtigelser og ingen regler, men med min autistiske hjerne er ikke lige så impulsiv som min ADHD-hjerne, så det spontane var ikke en mulighed alligevel.🙄
Jeg må vælge mine mentale kampe / udfordringer, og i dette tilfælde var tanken om ro på overnatningsfronten vigtigere end ”friheden”.
Det var også første gang vi skulle rejse på denne måde, og det spiller helt sikkert en stor betydning. Jeg kunne tydeligt mærke at den uforudsigelighed med hensyn til overnatningerne kunne jeg ikke navigere i, så vi valgte at booke alle overnatninger og dermed var der ro i mit hoved.😊

Da vi gik i gang med at finde steder på Airbnb skulle vi også sikre os at der var overnatninger hvor en vaskemaskine var til rådighed, for med en ferie på 3 uger, ja så var det nødvendigt med tøjvask nogle gange.
Kunne vi have skyllet tøj op i håndvasken og på den måde få rent tøj – selvfølgelig, og det gjorde vi faktisk også, men at gøre sådan med alt vores tøj igennem 3 uger, var ikke optimalt. Vi var jo trodsalt på FERIE.

Det viste sig at der findes utrolige mange Airbnb tilbud i Tyrkiet, og der var mange valg vi skulle træffes alt efter hvilke krav vi havde på de dage hvor vi skulle være der.

En ting var sikker – vi skulle IKKE finde dyre hoteller som var ”instagram-likeable”, men der imod hellere noget som var godt placeret, budget-venligt og med a/c. Alt andet ville være bonus, og bonus er selvfølgelig også rart fra tid til anden.
Men de fleste steder vi skulle overnatte, skulle vi jo netop kun det; overnatte, og så er det i virkeligheden temmelig ligegyldigt hvilken farve væggen har.

Vi fik valgt en meget blandet omgang overnatninger og til forskellige priser – men ikke en af vores overnatninger kostede over 650 dkr.

Min tanke er, at ting ikke behøver koste en million for at være godt, og på vores ferie viste det sig at holde stik.

For at få et overblik over hvad Tyrkiet havde at byde på, udover alle turistbyerne, lavede vi en søgning på nettet ”hvad skal man opleve i Tyrkiet”.
På den måde fik vi nogle pointeres som vi kunne arbejde os ud fra. Derefter brugte vi Google-Maps.🗺️
Det er altid min ”go-to” og det virkede også denne gang.
Via Google-Maps kunne vi zoome helt ind og finde mange flere seværdigheder, som derefter blev markeret på kortet og sat på en liste.👍

Ud fra alle punkter vi nu havde på kortet, lagde Lars ruten gennem Tyrkiet.
Nogle punkter blev slettet igen, da ruten trodsalt skulle give en form for mening. Andre punkter blev på kortet – da de havde høj prioritet uanset om vi skulle køre lidt ekstra.

Endelig startede ferien.😁

Vi landede i Istanbul, og jeg havde selvfølgelig min solsikkesnor om halsen.
Jeg er ikke helt sikker på alt personalet i lufthavnen var helt klar over betydningen af solsikkesnoren, men uanset så gik turen gennem paskontrol og hele lufthavnen meget nemt og hurtigt.

Knap så hurtigt gik det da vi skulle hente vores forudbestilte og betalte lejebil. Det var i hvert fald ikke stress den medarbejder fik 😮🥱
Jeg tænkte med det samme at hvis dette var tempoet i Tyrkiet, ja så ville vi enten blive helt afslappet eller super stresset i løbet af de 3 uger.
Langt om længe fik vi anvisninger til udlevering af bilen. Efter han, på meget dårlig engelsk, havde sagt til højre og så til venstre eller omvendt mange gange, var jeg lost.
Så den unge mand i udlejningsfirmaet kom på arbejde, da jeg bad ham tegne et kort 🤣
Hvordan kan man som stor international lufthavn ikke have ”find-vej kort” til kunder som skal finde en leje bil der er parkeret i et gigantisk parkeringshus – DET går over min forstand.🤯
I Danmark har visse dagligvarebutikker kort over butikken, så alle kan finde det de mangler uden at bruge flere timer på at lede, det er smart og super kundevenligt.
Måske jeg burde sende lufthavnen en e-mail.🤔

Vi fik vores bil udleveret, alle kufferter installeret og så var der afgang – Tyrkiet here we come.

Vi satte kurs mod det smukkeste bjergområde lige i udenfor Istanbul, hvor vi skulle overnatte i en hytte langt oppe i bjergene.
Hverken i Qatar eller Danmark er vi vant til at se bjerge så store som dem vi så på vej til hytten. Kæmpe bjerge med grøn bevoksning over alt.
Jeg burde have hoppet ud af bilen, bare for at kramme et træ, men jeg gjorde det ikke.🤣

Velankommet til toppen af bjerget, fik vi udleveret nøglen til hytten.
En simpel træhytte med brændeovn, hems med dobbeltseng, badeværelse, køkken alrum og udsigt lige ud til bjergene med høje grønne træer.

Eftersom vi lige var ankommet i Tyrkiet, og ikke skulle bo på hotel, så gik turen til den lokale købmand for foden af bjerget.

Allerede på vores første dag, gik det op for os at det engelske sprog ikke er udbredt i hele Tyrkiet.🤔
Hverken vores Airbnb-vært eller nogen af beboerne i den lille by, hvor vi skulle overnatte, kunne engelsk, men heldigvis findes Google-Translate, og på den måde kunne vi kommunikere med alle.👏

Hvad vi tænkte ville blive en hurtig indkøbstur efter lidt basisting, blev til en længere oplevelse.
Vi blev inviteret på te (çay) af købmanden, som var meget nysgerrig på vores rejse gennem Tyrkiet. Hele den samtale med ham var via Google-Translate.
Gad vide hvad man gjorde før i tiden ….🤔

Hele aftenen sad vi udenfor i den larmende stilhed under 1000 klare stjerner og nød vores aftenkaffe inden vi gik mætte og trætte i seng.❤️

Vores første morgen på ferien er den morgen jeg husker bedst.
Forestil dig at vågne, efter en nat i en dejlig seng, og det første du ser, er dette:

Så kan dagen ikke starte bedre.😍
Det skulle da lige være med en kop kaffe og lidt morgenmad ude på terrassen. Sikke en fantastisk morgen i naturen. Vores næste stop var Ankara, Tyrkiets hovedstad med omkring 5 millioner indbyggere.

For at sætte det tal lidt i perspektiv, så bor der i Danmark (hele Danmark) knap 6 millioner mennesker, så at være i en by hvor næsten hele den danske befolkning kunne bo, var lidt overvældende for mig. Vi fandt et højt punkt i Ankara hvorfra vi kunne se udover byen, og jeg lyver ikke når jeg siger – Ankara strækker sig lige så langt som øjet gør – det var vildt.
Ankara er en dejlig by, der er luft og plads, så jeg følte på ingen måde at der var SÅ mange mennesker samlet på et sted.
Ligesom i Qatar, er der meget politi over det hele, og de gav fornemmelsen af tryghed.

Vores overnatning var placeret udenfor centrum.
En taglejlighed i 2 etager med masser af plads både inde og ude.
Her var der køkken med spiseplads, en stue med TV, 2 badeværelser og 2 soveværelser. Derudover var der altan som gav os en fin udsigt over en del af Ankara.
Her valgte vi at have 2 overnatninger, da byen synes at have så meget at byde på.

Vi kunne selvfølgelig ikke nå at opleve alt, så vi udvalgte det der havde størst interesse for os

Vi besøgte:
Ulucanlar Prison Museum – det gamle statsfængsel i Ankara som har en speciel historie.
Det var en meget spændende tur gennem det gamle fængsel hvor den sidste hængning fandt sted i 1980.
Detaljerne i museet gør det virkelig et besøg værd.
Vi gik f.eks. igennem isolationsafdelingen og bag alle lukkede døre var der opsat højtalere med lyd fra dengang der var indsatte i fængslet. Det gjorde oplevelsen til utroligt autentisk.
Jeg har sat et link ind – så du selv kan læse mere.

https://www.ulucanlarcezaevimuzesi.com.tr/muze/

Ankara Castle – byens gamle fæstning som emmer af historie.
Den tidligste befæstning på stedet blev bygget i det 8. århundrede f.Kr. af frygierne og genopbygget i 278 f.Kr. af galaterne. Tænk at det står endnu, og at det holder sig så fint.
Ikke nok med at historien går meget langt tilbage, så er det også det bedste sted i Ankara hvis man vil kunne se hele byen.
Det var imponerende på mange måder, og jeg er glad for det kom på vores liste.
https://en.wikipedia.org/wiki/Ankara_Castle

Altınköy Açık Hava Müzesi – et frilands museum som er et hyggeligt sted at tilbringe nogle timer.
Der var forskellige afdelinger vi kunne besøge og få indblik i hvordan livet har været for år tilbage.
Vi gik en dejlig tur og nød den smukke natur samt en kande tyrkisk te ved en lille sø.
Inden vi skulle køre derfra, tænkte jeg at jeg lige ville besøge toilettet.
Men nej…
For første gang på vores ferie gjorde jeg bekendtskab med de tyrkiske squat toilet, og det er ikke lige noget for mig.
Det er vitterligt et hul i jorden, så jeg meldte pas og måtte holde mig til vi kom til lejligheden igen.
Som udgangspunkt er jeg altid nysgerrig på andre kulturer og historie, men lige præcis her, må jeg indrømme at jeg er typisk dansk og har det bedst med at sidde ned 🤣
https://tr.wikipedia.org/wiki/Alt%C4%B1nk%C3%B6y_A%C3%A7%C4%B1k_Hava_M%C3%BCzesi

Gençlik Parkı – en stor historisk park midt i centrum af Ankara.
Det første spadestik til at skabe parken var i 1936 og parken blev åbnet i 1943. Eftersom det er en temmelig stor park, giver det god mening at det tager tid når man skal anlægge sådan noget.
Og jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet ved tanken om hvordan det er i Qatar.
Hernede går det med lynets hast hvis en park skal laves. Og når den så er færdig anlagt, så er det med træer og palmer i voksen størrelse – så det ser ud som om parken altid har været her.
Nå, men parken i Ankara er et smukt sted. Der er en stor sø i midten hvor et springvand bryder vandoverfladen og rundt om er der belagt med fliser så alle kan komme hele vejen rundt.
Vi fandt en café hvor vi fik stillet den værste sult. Og selvfølgelig sluttede vi måltiden af med tyrkisk te.

Anitkabir – Stort og fascinerende Mausoleum med en stemning af højtidelighed og respekt for den tidligere leder samt grundlægger af den tyrkiske republik, Mustafa Kemal Atatürk, som ligger begravet her.
Vi var så heldige at være på pladsen da vagtskiftet fandt sted.
Jeg har overværet vagtskifte ved Amalienborg hvor den danske Dronning bor, og det er for mig også noget specielt og hyggeligt.
Men i Tyrkiet, ved dette mausoleum, er der intet hyggeligt over sådan et vagtskifte.
Vagterne tager deres job meget seriøst, og jeg tænkte med det samme at det ikke var HER jeg skulle komme til at træde forkert. På mig virkede alle vagterne frygtindgydende.
I Danmark råber vagterne også når der er vagtskifte, men det er intet i forhold til hvordan de gør det i Tyrkiet. Lars sagde at det var helt normalt, men for mig virkede det voldsomt.

https://www.ktb.gov.tr/EN-104010/anitkabir.html

Jeg vil ikke gå i detaljer med alle de steder vi har besøgt, for så er jeg sikker på denne blog vil blive så lang at ingen gider læse den. Jeg vil derimod indsætte link til de forskellige steder og så kan du selv læse mere om de enkelte steder – hvis du ønsker det.

 Næste stop på vores tur var bestemt et af højdepunkterne og helt sikkert på top-3 af vores prioriteringer.

Cappadocia
Cappadocia eller Kappadokien er at finde på UNESCO’s Verdensarvsliste og det er et fantastisk område i Tyrkiet med en smuk og meget anderledes natur.

Men inden vi ramte Cappadicia, så slog vi lige et smut forbi Tuz Gölü – saltsøen.

Det er en af de største salte søer i verden og det var en temmelig cool oplevelse.
Søen var udtørret da vi var der, hvilket den er hver sommer, men det betød at vi kunne gå på det tykke salt-lag som dækkede hele søen.
Jeg har læst at salt laget kan være ca 30 cm tykt, og det er da en del.
Vi fik renset vores fødder og Lars sine hænder – taget de obligatoriske billeder og så skulle vi videre.

https://da.wikipedia.org/wiki/Tuzs%C3%B8en 

Cappadocia er speciel på grund af den måde de har lavet boliger inde i klipperne hvilket er et smukt og imponerende syn.
Men ikke nok med det – der findes store underjordiske byer som har (for mange år siden) huset over 20.000 mennesker i flere måneder ad gangen.
Vi besøgte en af disse underjordiske byer, for der er jo visse ting som er et must, når man er turist.

Den underjordiske by vi var nede i, hedder Derinkuyu.

Hvornår byen nøjagtigt at skabt er stadig uvist, men der findes skriftlige værker fra omkring år 370 f.Kr., der ser ud til at henvise til Derinkuyu.

Da vi stod ved indgangen til denne underjordiske by, havde vi ingen ide om hvad vi gik ind til.
Jeg har som barn været i drypstensgrotter i Belgien og enkelte kalkminer i Danmark, så jeg tænkte der ikke ville være de store udfordringer ved denne by.

MEN – i starten gik det bare ned og ned og ned i meget smalle gange, og der var udtrykkelig instruktion om at følge de røde pile, og der var ingen plads til at vende om.
Luften var kold, klam og der lugtede klamt af våde sten og gammel prut.😣🤢
Vi havde ingen kort og absolut ingen fornemmelse af hvor langt ned vi skulle, hvor lange gangene var eller hvor vi kunne komme op igen. Og det var nok mest det sidste som udløste en form for klaustrofobi og lettere panikangst lige pludselig.
Heldigvis var jeg ikke den eneste som følte sig en smule ”klemt”, så uden at være igennem hele byen var vores eneste interesse at finde de blå pile som tilsyneladende førte OP og UD.

Pyyy-ha, ja så har vi prøvet det, og det skal så ikke gentage sig 🤣🤣🤣
Dette var bestemt en af de oplevelser hvor vi siger: ”har du set 1 underjordisk by – så har du sikkert set dem alle” – men hvis man ikke har problemer med små lukkede gange langt under jorden, så er det helt sikkert anbefalelsesværdigt.

https://www.bbc.com/travel/article/20220810-derinkuyu-turkeys-underground-city-of-20000-people

Vi havde 3 overnatninger i området, men fordelt på 2 forskellige adresser.

Lars havde et brændende ønske om at overnatte inde i en af de grotter som nu er lavet til Airbnb sted.
Denne bolig lå ikke under jorden, men der var indgang fra en fælles terrasse – heldigvis.
Vi kiggede på billeder og beskrivelse og jeg kunne godt forstå han gerne ville prøve det. Så selvom jeg ikke er til den slags, så fik vi det booket og så kunne Lars vinge den af på sin ”bucket-list”.
På billederne så grotten faktisk hyggelig ud, og det var den egentlig også – hvis altså jeg lige kunne have fjernet den lugt, fugt og kolde fornemmelse som en grotte åbenbart altid har.😏
Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, for hvad kan man forvente af en grotte der har en historie der går mere end 60 millioner år tilbage i tiden? Ja man kan nok ikke forvente det føles og lugter som 5-stjernet hotel i Qatar.🤣

For selvom den var lavet til beboelse, så kunne mine sanser ikke være der inde i lang tid ad gangen.
Lars derimod havde ikke de store problemer, og sådan er vi så forskellige.
Men alt i alt var det en anderledes og trods alt pengene værd oplevelse. 👍
De sidste to overnatninger var under mere normale forhold. Det vil sige i et normalt hus med normale vægge og vinduer, og så var vi begge tilfredse.

Det var et ægte ”bed and breakfast” sted.
Det var familiedrevet af flere generationer og hver morgen lavede kvinderne morgenmad som blev serveret på øverste etage af huset med udsigt ud over Uçhisar og Uçhisar Castle.

Fra samme etage og tagterrasse havde vi også den smukkeste oplevelse en tidlig morgen.
Vi havde sat vores alarm til kl 04.45, for efter sigende ville over 70 luftballoner stige op omkring kl 05.00 sammen med solopgangen.
Denne begivenhed er speciel for cappadocia, og det skulle jeg ikke gå glip af.

Vi kunne også have valgt at være ombord i en luftballon, men vi valgte at lade være og derimod nyde synet på afstand.
Og smukt var det.

Vi fik gået en del i de dage. Faktisk fik vi gået så meget at Lars’ nye sandaler gik i stykker…😏🤔😮
Vi skulle helt tæt på alle klipperne / bjergene så vi kunne få en ide om hvordan de boede i de gamle dage i området.
Vi gik også nogle timer rundt i Zelve Open Air museum og det var fantastisk.
I Danmark har vi viking museer / ringborge, men intet står oprindeligt, alt er genskabt.
I Cappadocia er det de oprindelige huler/grotter i bjergene hvor mennesker har levet et helt liv for mange år siden.

At gå rundt der, mærke væggene i grotterne, se alle de detaljer som beboerne har lavet, uden maskiner, var ret storslået.
Fascinerende var det, og kan klart anbefales hvis du skulle få lyst til at besøge Tyrkiet.
https://muze.gov.tr/muze-detay?SectionId=ZPO01&DistId=ZPO

Vi fik også gået en del rundt i Uçhisar, og besøgte også Uçhisar Castle som vi kunne se fra vores Airbnb.
Et fint gammelt slot/ tårn med en pokkers masse trappetrin. Helt nøjagtig talte jeg 267 trin, og så var vi på toppen.
https://en.wikipedia.org/wiki/U%C3%A7hisar

Et andet ”must see” sted varKizilcukur Valley og Love Valley.

Igen blev vi bare fascineret af den natur og alle de sjove klipper som tårner højt op i luften. Jeg kunne fristes til at sammenligne disse klipper med noget ganske andet – men du skal få lov at danne dig dit eget indtryk…🙈

Jeg vil samtidig også sige – at Cappadocia er helt sikkert et sted vi kommer tilbage til.
Det er virkelig et specielt sted og selvom vi oplevede meget her, så er jeg sikker på der er mere at opleve – næste gang.

 En sidste, men meget fascinerende ting vi oplevede, var den lokale bilvask.
Tænk vi kunne får bilen maskinvasket for 2,50Kr. Det sætter nogle tanker i gang….

Og med de ord og oplevelser fortsatte turen nu videre gennem Tyrkiet.

Følg med her på bloggen for at læse om DEL 2 af vores rejse……..

Translate »