Tyrkiet – Road trip 2022 uge 2

Som du nok husker, så stoppede sidste blogindlæg med afslutning i Cappadocia.🚗

Køreturen fra Cappadocia til Antalya var den længste strækning på vores road trip og den mest spændende – på en ”hold tungen lige i munden” agtig måde. På vej til Antalya stoppede vi ved den tredje største sø i Tyrkiet – Beyşehir Gölü. (Beyşehir søen)
Hvis det ikke er gået op for dig endnu, så er vi store naturelskere og vi kan falde helt i staver over hvor storslået naturen er i Tyrkiet.
Søen var med sit fine vand og de høje bjerge som dannede baggrund, ja det var nærmest en terapeutisk oplevelse.
Det blev til frokost i det fri på en af de mange bænke med borde som var sat op langs med søen.
Vi var så heldige at have flute og et glas med Nutella, og det er vel også en form for mad.

Vi var bestemt ikke de eneste som synes søen var fantastisk. Mange havde valgt at tilbringe weekenden der med picnic og familiehygge.
Du kan læse mere om søen her under og om det rige blomster og dyreliv som findes der.

https://en.wikipedia.org/wiki/Lake_Bey%C5%9Fehir_National_Park

Fra søen gik turen nu op over bjergene for at komme til Antalya.
Bjergkørsel er fint for os, vores eneste udfordring på denne strækning var at der som sådan ikke var en vej – hele vejen. Google maps havde valgt en rute, men jeg mente at kunne se der var en genvej – og det var der også…. Jeg havde bare ikke nærstuderet den vej jeg havde fundet (til tider er detaljer stærkt overvurderet🤣) og pludselig stoppede vejen på Goggle maps og det gjorde den mere eller mindre også lige foran os.😮

Det viste sig at de først lige var gået i gang med at lave vejen op over bjergene, så derfor blev ”vejen” til en blanding af grus, sten og en stribe asfalt her og der.

Vi så mange lastbiler, gravemaskiner og vejarbejdere længere fremme og besluttede at tage chancen – så vi kørte videre.

Ofte er det impulsive beslutninger som giver mest mindeværdige oplevelser, og dette var en af dem.
Op igennem bjergene det gik, og det eneste jeg håbede på hele vejen, var at vi ikke mødte nogen modkørende.😣
Der var ingen autoværn, igen striber på vejen, ingen skilte – ja der var faktisk ikke andet end sand og jord det meste af ruten og vejen var ikke den bredeste i verden…🙈

Ingen af de arbejdere vi mødte, stoppede os, så stille og roligt fortsatte vi indtil vi endelig ramte en rigtig vej igen, og så kunne vi slappe lidt mere af.😮‍💨

Sidst på eftermiddagen ramte vi Antalya og fandt vores overnatningssted som var placeret midt i den gamle bydel.

Hvis ikke du har været i Antalya og kender til den gamle bydel, så kan jeg fortælle dig at det er superhyggeligt og charmerende.
Som ordet antyder, så er det gammelt. Gamle huse, med små detaljer i træværket, masser af blomster og restauranter. Alt sammen bundet sammen af små smalle gågader og en enkelt lang ensrettet gade med kontrolleret trafik.
Du kan ikke få din bil med ind i den del af byen, medmindre du kan bevise du har ærinder der.

Vi fandt vores hotel, og en lille parkeringsplads, så nu kunne vi endelig flade lidt ud inden vi skulle kigge nærmere på byen.
Vores hotelværelse var det mindste jeg nogensinde har været på (10-15 m2) og badeværelset var… en udfordring på alle måder.

Forstil dig dette….
Du åbner døren til badeværelset, et kvadratisk rum.
Lige til højre er toilettet, ved siden af toilettet – som i LIGE ved siden af og modsat hjørne af døren – er brusenichen. Lige overfor indgangen er vasken, og den eneste gulvplads der var, var lige foran vasken – når døren altså var lukket.😮

Udfordringen lå i, at der var så lidt plads at døren kun lige kunne åbnes på grund af brusekabinen.
Så for at komme ind på badeværelset, ja så måtte vi lige ind i brusekabinen så døren kunne lukkes.
Jeg har lavet en lille video – for dig som vil se dem med egne øjne.

Hvis du undrer dig over at brusehovedet ligger på gulvet – så er det simpelthen fordi det ikke virkede…

Nå, men nu var det jo ikke badeværelset vi skulle opholde os mest på, og vi skulle kun have 2 overnatninger her – så det gik.

At køleskabet så heller ikke kunne køle og vinduet ikke sluttede tæt, ja det var så bare ekstra oplevelser – men a/c´en virkede og det var det vigtigste.

Vi ramte Antalya midt i den periode hvor luftfugtigheden er lige så høj som i Qatar på de værste sommerdage.
3 minutter udenfor efter solnedgang, og vi var drivvåde.
Den slags vejr tager bare toppen af det sjove, når man gerne vil gå rundt i byen og hygge.

Men vi fik nydt noget lækkert mad på en stille og hyggelig restaurant, gået alle de små gader tynde og gjort lidt gode handler med blandt andet frugtte.

Det er sjovt at vejret skifter så voldsomt i Tyrkiet alt efter hvor du befinder dig. Vi kørte fra den fineste sommervejr og lige ind i fugten.
Vi er jo vant til at vejret, mere eller mindre, er det samme i hele Qatar, så det var lidt morsomt at opleve det skifte i Tyrkiet.

Da nattelivet og alle de fulde turister endelig faldt til ro, kunne vi gøre det samme.
Lydisolering er åbenbart ikke noget man bruger i Tyrkiet.

Næste morgen var vi klar til dagens oplevelser.
Lars havde fundet et vandfald han gerne ville se nærmere på, lige i udkanten af byen. Jeg kiggede på kortet og sagde, ”der går vi da bare ud” – og det gjorde vi så.
På vejen valgte vi at få morgenmad på en lille cafe i en park hvor vi havde fornøjelsen af at se på de “vilde hunde” som ser ud til at leve det bedste hundeliv i Tyrkiet.
De bliver fodret og accepteret og hundene respekterer menneskerne – men ikke de flotte anlagte blomsterbede 🤣

Vi gik selvfølgelig sidst på formiddagen og kunne derfor ”nyde” den bragende middagssol en stor del af vejen til vandfaldet.
Jeg må nu konstatere at vi har en udfordring med at planlægge vores dage i forhold til middagssolen 🤣 Er du tosset det var varmt.
12 km senere var vi endelig fremme.. 12 KILOMETER!!!😮
Jeg var fuldstændig færdig, dehydreret og solbrændt – men vandfaldet var smukt, turen var smuk og selskabet var det bedste.😊

Vi satte os tæt på vandfaldet og fik en dejlig tyrkisk is til kun 100 danske kroner – til gengæld var der hele 2 kugler.
Efter vi havde spist vores dyreste is nogensinde, fandt vi en taxa. For under ingen omstændigheder ville jeg gå tilbage til hotellet.
Taxaer er faktisk ret nemme at finde i Antalya – super smart løsning med en knap på lygtepæle, som sender ens bookning ud til taxaerne.
Den løsning kræver hverken mobiltelefon eller mobildata – og DET er genialt.

Vores besøg i et af turist-mekkaerne nærmede sig sin afslutning, hvilken passede os ganske fint.
Vi var fyldt op af at alle menneskerne og alt den larm som følger med turisme.

Næste morgen var det farvel og tak til Antalya og nu gik kursen mod Kas.

Som altid havde vi fundet en seværdighed vi kunne besøge på vejen.🙂
Vi kørte til Kurşunlu Waterfall for det skulle være utrolig smukt og afslappende.

Jeg skal indrømme at min begejstring allerede inden vi kom til indgangen ved parken, lå på et meget lille sted.
Luftfugtigheden var ekstrem høj den formiddag, temperaturen var dermed også høj og jeg var træt både fysisk og mentalt.
En af ulemperne ved min autisme og ADHD er at jeg bliver SÅ træt når der sker for meget omkring mig – men omvendt vil jeg heller ikke gå glip af noget….
For at komme til vandfaldet gik vi igennem en park. Parken var smuk og fin, men luftfugtigheden kan tage livet af alle – også selvom man bor i Mellemøsten.

Vi kom nu til trapper men heldigvis gik de ned af, og det gjorde de længe.
På det tidspunkt tænkte jeg ikke over at jo længere ned vi gik, jo længere skulle vi gå op lidt senere…

Over alt var der høje træer. Træerne skyggede lidt for den bagende sol, men de havde også en helt anden effekt på mig. Jeg følte mig fuldstændig spærret inde og pludselig blev det hele meget klaustrofobisk selvom vi var udenfor.🤢
Trapperne vi gik ned af fortsatte i en uendelighed og i takt med at vi kom længere ned, ja så lukkede træerne sig også om os. Jeg forsøgte at trække vejret og slappe af – men luftfugtigheden var kvælende.
Endelig nåede vi sidste trin på den lange trappe og pludselig var der hul i trækronerne og foran os var det smukkeste vandfald. Solens stråler legede i vandet og lyset var fantastisk.

Men midt i denne skønhed, for det var det uden tvivl, følte jeg mig dog stadig utilpas.
Vandfaldet var enormt med sine 18 meter fra top til bund og det hele var som taget ud af et eventyr – hvis bare ikke det havde været nede i ”et hul”.

Lars fik taget en masse flotte billeder og nærstuderet livet i vandet også.
Efter kort tid, var det eneste jeg kunne tænke på ”at komme op” og det skulle være NU.

Efter den lange tur op af alle trappetrin mod ”overfladen” var det tid til et hurtigt tøjskift.
Vi var lige så våde som havde vi badet i vandfaldet – for det er den effekt luftfugtigheden har, men heldigvis var alt vores bagage i bilen, så det var nemt at finde tørt tøj.

Vi landede i Kas om eftermiddagen og hold nu fast det var et smukt område.

Lars havde fundet en charmerende lille træhytte et stykke oppe i bjergene med udsigt udover vandet, hvor vi skulle overnatte 3 nætter.

Det var det mest fantastiske sted. Smuk hytte, lækker seng, plads til at sidde udenfor, dejligt badeværelse, ok køkken og så var der vaskemaskine.
Det blev til tre dage med hygge og afslapning.

Vi gik små ture i området, vaskede tøj, læste i vores bog, snakkede, nød et glas rødvin med udsigt ud over vandet og til aften havde vi den smukke solnedgang lige foran os.

Lars var en tur nede og svømme i bugten og jeg var med dernede, men jeg bader jo ikke i havet.

Jeg forstår ikke ideen i at svømme i havet. Der er både fisk og alle mulige andre klamme ting som kan røre ved mig – så nej tak, jeg holder mig oppe på fastlandet.

Kas er et absolut fantastisk sted, og efter 3 nætter og en kuffert fuld af rent tøj fortsatte vores rejse mod Oludeniz.
Inden vi kom frem til Oludeniz gjorde vi stop ved Ancient City of Xanthos.

Hvis man er vild med historie og arkitektur fra den gang verden så helt anderledes ud – i dette tilfælde år 545 f.Kr., ja så er dette et af de rette steder at besøge.
De byggede vildt imponerende bygninger dengang og området var stort.
Havde det ikke været på grund af den høje temperatur (37 grader celsius i skyggen), så havde vi helt sikkert været der lidt længere tid, for det var absolut imponerende.

https://en.wikipedia.org/wiki/Xanthos

I Oludeniz fandt vi vores nye overnatningssted gemt inde bag en stor port.
Da porten åbnede, kom den fineste lille ”by” af små huse med en brønd og parkering i midten til syne. Tættest på porten var der køkkenhave med agurker, tomater og andre grøntsager.

Ejerne boede på grunden ved siden af og havde lavet åbning ind til deres grund hvor der var swimmingpool til fri afbenyttelse.
Forenden af grunden bag solsengene som var placeret rundt om poolen var deres frugthave, hvor vi havde fri mulighed til at forsyne os med det vi ønskede.

Det var et lille paradis.

Huset var nyt og fint med god plads – det eneste vi manglede, var et lille køkken.
Vores værter kan vi ikke sige noget dårligt om heller.
Sjældent har vi mødt så åbne og imødekommende, servicemindede og hjælpsomme værter.

Havde det ikke været for Fruen i huset, så havde vi aldrig fået en af de mest fantastiske oplevelser i vores liv, men det kommer jeg tilbage til.

Efter vi havde været en tur i poolen hvor vi fik serveret kolde sodavand og frugt fra haven så smuttede vi en tur ind for at se på byen. Som med de fleste byer i Tyrkiet, så er det svært ikke at lade sig lokke af de billige tilbud om pedicure og manicure samt herreklip – og vi endte også i sådan en salon ret hurtigt.
Det var en skøn måde at starte den aften på, og vores fødder var lykkelige bagefter 😁

Byen var som de fleste turistbyer er. Mange restauranter og barer og rigtig mange glade mennesker over det hele.
Stemningen var meget afslappet og vi følte ikke butiksejere havde den her ”sult” efter at trække turister ind i de forskellige butikker – hvilket var virkelig rart.

Efter en god nattesøvn var vi klar til at udforske området og fandt endnu et historisk område som Lars blev nødt til at se nærmere på

Tlos ruins hed det sted hvor vi brugte nogle oplevelsesrige timer den formiddag.
Wauw altså, SÅ meget historie som var lige foran os, lige under os og hele vejen rundt
De originale sten og mure fra deres bygningsværker, altså sammen mere end 4000 år gammelt.
Selvom jeg slet ikke har fantasi eller forestillingsevne til at kunne ”se” for mig hvordan livet dengang har været, så blev jeg alligevel imponeret af disse gamle sten og rester af bygninger.

Alle kan jo bygge kopier, men den ægte vare – DET er spændende.
Jeg tror de fleste kender til hesten Pegasus (hesten med vinger), og tænk dig lige – den boede HER.
Det er jo helt vildt.

https://en.wikipedia.org/wiki/Tlos

Vi brugte hele eftermiddagen i poolen og med vores bøger.
Vejret var fantastisk i Oludeniz og ind i mellem alle vores aktiviteter var det dejligt med en pause – stilhed – poolen og bare koble fra.
Fra poolen og haven kunne vi se høje bjerge, og på de bjerge vi kunne også se hvor vi skulle tilbringe starten af vores aften.
Vi havde frit udsyn til kabelbanen som løb fra bunden og til toppen.
Deroppe – over de finde tynde skyer, skulle vi se solnedgangen senere.
Da vi lå i poolen – på afstand af bjerget så det ikke særlig stort ud, men vi blev klogere.

Sidst på eftermiddagen kørte vi ned til kabelbanen, og vi var selvfølgelig ikke de eneste som havde fået den ide.😁
Men sandheden er, vi aldrig var kommet på den ide, hvis ikke det havde været for vores søde vært der gav os oplysningerne om denne – og gjorde at vi fik en oplevelse for livet.

Selvom der var mange mennesker der gerne ville op på bjerget, så var der godt styr på alt og det gik hurtig med at komme ind i en af vognene.
Nu startede turen op af.
I starten af turen skulle jeg lige bekræfte overfor mig selv at vi selvfølgelig var sikre – at denne bane kørte hver dag og mange mennesker brugte den.🤔

Efter en tur med knage lyde, bump når vi ramte de store master der holder kablet og lidt vuggen fra tid til anden kom vi hele vejen op, eller det vil sige vi stod af ved 1700 meter mærket.🙂
Vi kunne være kommet op på 1900 meter, men eftersom resten af turen var med en stolelift, og det var ikke helt så lokkende.
De 1700 meter oppe var fint for os, og sikke en oplevelse.

Først da jeg stod ude ved kanten og kiggede ned på byen hvor vi lige havde været, gik det op for mig hvor højt oppe vi var.😮

Jeg ved det er svært at gengive denne slags oplevelser på billeder, men jeg vil prøve.

I 1700 meters højde var der mulighed for en lækker middag på restauranten og i forbindelse med restauranten var en kæmpe platform der skrånede ned af.
Jeg går ud fra at det var sikkert nok at stå på den eftersom mange af de andre bevægede sig derud – men vi skulle ikke nyde noget.
Der imod så satte vi os ned og ventede på at solen skulle takke af.

Den solnedgang var SÅ mindeværdig.😍
At sidde over skyerne, på et bjerg og se solen skifte farve og derefter langsomt forsvinde ned under skyerne for at efterlade os omgivet af de smukkeste orange farver inden mørket tog over – WAUW.

Vi vil helt sikkert anbefale denne oplevelse, hvis du kommer på de kanter.

https://www.babadagteleferik.com.tr/en

I området ved Ölüdeniz er der også fine strande, og Lars det med at bade i havet, som jeg har det med tasker- og skobutikker, så vi var selvfølgelig på stranden.
Lynhurtigt fandt jeg ud af at stranden havde serverings personale og et temmelig spændende drinkskort, så imens Lars passede vandet og alle de klamme dyr, så passede jeg solsengen og de kolde drinks.
Lars fortalte at vandet var superlækkert, og jeg stoler på hans ord.

Dagene fløj afsted og lørdage den 6. august var det tid til at køre videre på vores road trip.

Vi fik taget god afsted med vores værter som gav os frugt med til turen.

Vores næste stop var Marmaris, men vi havde opdaget en nationalpark vi blev nødt til at kigge på inden vi nåede frem.

Vi satte GPS til og kørte mod saklikent milli park – canyon.
Hvis du kigger på et kort, vil du opdage at parken er lidt af en omvej for at komme til Marmaris – MEN ikke alt i livet er en lige vej, og nogle gange byder omveje på enestående oplevelser – og sådan en fik vi her.

Vi var overhovedet ikke forberedt ordentligt på denne tur, så alting var en overraskelse.
Lars tager den slags bedre end mig, men jeg ville ikke have undværet denne oplevelse for noget som helst.

Jeg kunne selvfølgelig bare have googlet og nærlæst alle informationer, men det fik jeg ikke gjort….🙈

Vi havde en forestilling om at vi skulle gå nede i disse store kløfter / canyons i stilhed, bare nyde naturen og lade os fascinere af naturens kræfter som har skabt det område.
Jeg havde ikke forestillet mig at det var en kæmpe attraktion med indgangspris og 40 boder med merchandise – men sådan kan man jo blive klogere hele tiden.

Sammen med de første 200 andre turister købte vi badesko inden turen rigtig gik i gang. Det blev anbefalet så vi ikke skar vores fødder på turen gennem canyon, som åbenbart var fuld af sten og vand.
For at komme ind i Canyon, skulle vi krydse en mindre flod.

Floden havde en temmelig stærk strøm og vandet var ISKOLDT.

Min motorik er ikke den bedste, men heldigvis kom jeg langsomt, med rystende ben, gennem vandet til den anden side.
Det var ikke alle som kom over på den anden side med tørt tøj på. Der var et par stykker som lige dyppede sin bagdel i vandet.

Da floden først var krydset, startede en smuk og fantastisk naturoplevelse.
At gå imellem de store stejle klippevægge, midt i den rå natur, var specielt.
Den eneste udfordring jeg havde var at jeg ikke vidste hvor vi endte – hvor langt der var – hvor langt vi havde gået – om vi skulle samme vej tilbage og hvordan underlaget ville være længere fremme osv. Jeg synes heller ikke at kunne nå at få alle indtryk med fordi jeg hele tiden kiggede ned for at have styr på underlaget og mine fødder – så jeg ikke gled eller vrikkede om.😮
Alt sammen ting som Lars slet ikke tænkte over, men som fyldte rigtig meget for mig.🤯😣
Vi blev enige om at jeg lige tog en pause og bare var til stede imens Lars gik i forvejen for at se hvordan det hele udformede sig.

Efter et stykke tid kom han retur og fortalte hvad der ventede forude.😊 (Ja, min husbond er fantastisk til at møde mine behov og hjælpe så livet bliver nemmere❤️)
Så var der ro i mit hoved, vi kunne fortsætte sammen og få en fantastisk oplevelse begge to.

Jeg håber billederne giver dig en ide og hvor stor det hele var, og ellers må du sætte dette sted på kortet og opleve det selv.

http://nationalparksofturkey.com/saklikent-national-park/

Efter flere timer i naturen og derefter ca. 3 timer i bilen ankom vi til Marmaris.

Jeg har ikke så meget at fortælle om Marmaris….
Vi ankom sent og var temmelig trætte efter den tur gennem Canyon tidligere på dagen.

Vi gik en aftentur og fandt et lille og hyggeligt spisested hvor vi kunne få en kold øl og slappe af.
Efter en hurtig tur gennem byen valgte vi at slutte dagen af med en is og udsigt ud over vandet.

Endelig kaldte dynerne og en god nattesøvn inden nye oplevelser ventede.

Den sidste by jeg fortæller om i denne blogpost, er Kusadasi.

En lille perle på den tyrkiske vestkyst.😍
Vores overnatningsstedvar et lejlighedshotel som havde nogle sjove detaljer.
F.eks lå badeværelset et trin oppe i forhold til resten af lejligheden – men de havde bare ikke hævet døråbningen.
Vi trådte OP på badeværelset og så længe Lars huskede at bukke sig lidt, så ramte han ikke dørkarmen med hovedet.

Da vi havde pakket ud, gik vi en tur ned mod byen for at spise lidt frokost.
Efter et let måltid fortsatte vi langs vandet for at se lidt på restauranter og butikker – det var en skøn eftermiddag som sluttede med en halv time på langs i vores lejlighed.

Lejligheden lå på anden sal og på hjørnet af bygningen. Til den ene side var der en lille altan med en stor udsigt.

Wauw en solnedgang vi fik leveret lige ud på den lille altan. Frit udsyn til vandet hvor solen stille kyssede havoverfladen for langsomt at dykke ned i havet og overlade natten til månen.

Kusadasi blev stedet hvor vi fejrede vores bryllupsdag 1 dag før tid – fordi ALT i denne by var SÅ lækkert.

Restauranten vi valgte, var perfekt og leverede en smuk middag med fisk og skaldyr samt lækker vin og den skønneste udsigt over havet.

Det var bestemt en af de dage som jeg ikke ønskede skulle ende, men sådan er virkeligheden jo ikke.

Efter denne middag sammen med mit livs kærlighed gik vi en omvej for at komme tilbage til lejligheden.
På vejen rundede vi et hjørne og pludselig fandt jeg ”taske-himlen”.👏😁

Aldrig før har jeg set så mange tasker på et sted, så jeg gik lidt shop-amok.
Var alle taskerne ægte? Ja da! De var ægte tyrker kopier og helt fantastiske.

Jeg er fuldstændig ligeglad med hvilke bogstaver der står på de tasker jeg har – faktisk ville jeg helst have der slet ikke var nogen!
Det vigtigste er om jeg synes den passer til mig – og det var der heldigvis mange som gjorde.😍

Som de siger ”happy wife – happy life” og på den note slutter jeg fortællingen om uge 2 af.

Disse lange rejsebeskrivelser dræner mig fuldstændig for energi – så fortsættelse følger når overskuddet er til det.😉