Næstekærlighed / compassion – 2020

At bo i udlandet er fantastisk og jeg elsker det.❤
Fra tid til anden er det dog svært, følelsesmæssigt og praktisk, fordi jeg har børn, familie og venner i Danmark.
Da COVID-19 ramte globalt, skete der utrolig mange ting, som ingen af os havde forudset eller prøvet før, og det udløste ubeskrivelig mange følelser.
Jeg sad her hjemme i Qatar da jeg hørte den danske Statsminister på et pressemøde lukke Danmark ned.

På under 5 minutter blev hele min verden vendt på hovedet og der skulle tænkes hurtigt.

Caspar var på efterskole/kostskole og beskeden lød, at alle som havde muligheden, skulle forlade skolen samme aften.

Dengang vi besluttede, at Caspar skulle retur til DK og bo, må jeg ærligt indrømme at jeg IKKE have tænkt på situationer hvor skolen pludselig kunne lukke, eller at der på anden måde skulle ske noget som gjorde at Caspar skulle forlade skolen – for hvor skulle han tage hen?!
På intet tidspunkt tænkte jeg at jeg kunne få hjælp fra andre end min far. Men min far er heller ikke helt ung længere (undskyld Far❤), så jeg ville simpelthen ikke bede ham have en teenager i huset på ubestemt tid.😵
Mit stress niveau ramte max meget hurtig.🤯😖

Min hjerne rundt med 180 km/t.
Skulle jeg booke fly så han kunne komme ned til os?
Hvor længe skulle de være væk fra skolen?
Hvem skulle hente ham på skolen?
Hvis han blev i DK hvor skulle han så være?
Skulle jeg rejse til DK?
Hvor skulle jeg så være hvis jeg var i DK?
Hvad hvis han var i Qatar og pludselig ikke kunne komme tilbage til DK?
Eller hvis jeg var i DK og ikke kunne komme hjem til Qatar?

Heldigvis åbnede Nick sit hjem for Caspar og de to brødre måtte finde en hverdag sammen i den nye situation.
Næstekærlighed / medmenneskelighed er heldigvis ikke noget som ligger fjernt fra Nick. 🥰🥰🥰

En ting var at skulle bo sammen med sin bror, men at skulle bo sammen på 40 m2, var en prøvelse for dem begge.
Selvom de er vokset op sammen, har de ikke det tætteste forhold og spørger du mig som mor, så er de to drenge som nat og dag – hele vejen igennem.
Jeg var selvfølgelig lettet og taknemmelig for at Nick åbnede sit hjem, men jeg havde også frygtelig dårlig samvittighed. 😕
Hvad var jeg for en mor??
Jeg dumpede bare det hele i skødet af Nick – underforstået ”ansvaret” for Caspar og hele Corona situationen….
Jeg forsøgte på bedste vis at styre det hele fra Qatar og begge drenge forsikrede mig om at ALT var ok.
Jeg fulgte med i alle pressemøder i DK og læste alt relevant, så jeg kunne formidle informationerne til de unge mennesker og sikre mig at vi alle forstod alvoren af denne situation og heldigvis blev det hele en succes.
Caspar deltog i sin online undervisning fra Efterskolen, og sammen fik de to unge mænd styr på hverdagen.

Selvfølgelig var situationen ikke optimal, men set i bakspejlet så var det en fin mulighed for dem begge, til at lære hinanden bedre at kende samt vokse lidt som mennesker – og det gjorde de begge i den periode.
En læring som den, er ikke noget jeg ville kunne have givet dem via fortællinger – for der er visse erfaringer og udviklingstrin man er nødt til at skulle gennemleve selv for at nå til et nyt niveau.
Og selve begrebet ”næstekærlighed” / “medmenneskelighed” og handlingerne som følger, er noget man skal opleve for at kunne forstå betydningen. 😍

Før vi flyttede til Qatar, havde jeg slet ikke tænkt at det ville være mentalt hårdt at bo i udlandet, men heller ikke at det ville være mentalt hårdt at være på ferie i DK, gæst i mit hjemland uden fast base.

Jeg havde ikke tænkt at det ville blive et problem / udfordring med hensyn til overnatninger i Danmark.
Faktisk havde jeg ikke rigtig gennemtænkt det generelt. (var der nogen som sagde ADHD –🤣🤣 )
Min forestillingsevne er begrænset, og det er den især på de områder/ oplevelser som er nye og fremmede, og eftersom intet forbliver det samme for evigt, så er jeg ofte udfordret.
Selvom jeg kan læse om mange ting og oplevelser, så kan jeg ikke forholde mig til det før jeg selv har været i situationen. Derfor har jeg oplevet mange ”DET har jeg aldrig tænkt over” situationer efter vi flyttede til Qatar.

Jeg havde faktisk heller ikke tænkt meget over at jeg ikke ville have en bil eller hus til rådighed – for den situation har jeg aldrig været i før.
Derfor havde jeg heller ikke tænkt over den udgift der ville komme i forbindelse med at leje overnatningssted og bil og hele den stressfaktor det er, at få alt til at gå op i en højere enhed.

Sidste år var jeg særlig udfordret, da mit ophold i Danmark pludselig skulle være meget langt.
Jeg havde planlagt at være i DK i 3 måneder – hvilket er LANG tid, men det ville give mig mulighed for at deltage i alle de store begivenheder som lå i slut sommer og efteråret.

Caspar skulle starte op på sin uddannelse og finde egen bolig som skulle indrettes, og selvfølgelig skulle han ikke stå alene med alt det. Jeg synes selv det har været en udfordring at bygge et nyt hjem op her i Qatar, og jeg har trods alt prøvet det før. Så at Caspar skulle stå alene med ALT i en alder af 18 år, var ikke en mulighed.🥰

Nick ville blive udlært som frisør senere på efteråret, og selvfølgelig skulle jeg være til stede for at fejre ham.
At færdiggøre sin erhvervsuddannelse er stort, og jeg ville under ingen omstændigheder gå glip af at give ham huen på og græde af stolthed.👏
(ja, det er ganske vist – man kan få en hue når man har afsluttet frisøruddannelsen)

• 

• 

Min rejse blev dog rykket frem 1 måned, da min veninde gennem 32 år pludselig døde, og begravelsen skulle foregå en måned før min planlagte rejse til DK.💔😢⛪

Som om DET ikke var stress nok, bearbejdelse af sorg, chok, en forlængelse af rejsen og udfordringen i at finde husly en måned mere, så lukkede Qatar sin grænse for indrejse!

⛔En lukket grænse her i Qatar ER en LUKKET grænse.⛔

Uanset om du bor her og har opholdstilladelse – så var der ingen mulighed for at komme ind i landet.
Set fra den samfundsmæssige side og sikkerheden for alle borgere i Qatar, med hensyn til Corona, gav beslutningen om at lukke grænsen GOD mening.
Selvom jeg fuldt ud forstod meningen, gjorde det alligevel at jeg følte mig lidt utryg ved at forlade landet uden at vide hvornår jeg kunne komme hjem igen…. 😯
Alt dette var i den grad med til at starte min angst op og fodrede samtidig alle mine katastrofetanker, men lige DER i den situation, havde jeg intet valg – jeg SKULLE til Danmark, for intet er vigtigere end mine børn. ❤
Håbet var, at grænsen igen ville åbne, så jeg kunne komme hjem kort tid efter Nick havde fået sit svendebrev, men alt var usikkert.

Jeg havde nu udsigt til minimum 4 måneder i DK.

Det er frygtelig lang tid at ”bo i en kuffert”, undvære min mand og hund samt være væk fra min dagligdag.
MEN det var selvfølgelig også dejlig lang tid at kunne være sammen med mine sønner og venner samt familie, så følelserne var bestemt meget blandede.

Aldrig før har jeg oplevet så meget næstekærlighed / medmenneskelighed fra de mennesker jeg har i min cirkel, som jeg gjorde i sommeren 2020.
Jeg kan stadig forsøge at analysere og tolke på hvorfor mine venner og familie valgte at hjælpe mig som de gjorde, men jeg kommer ikke frem til et åbenlyst svar.
Jeg fandt dog ud af hvem ”mine mennesker” er, hvem der træder til og tilbyder hjælp og støtte, hvem som rækker ud og viser oprigtig interesse for mig – helt uden at jeg skal give en masse retur eller gøre noget for dem.

Jeg oplevede at venner og familie åbnede deres hjem for mig i længere perioder, en veninde som lånte mig sin bil – bare fordi hun kunne, en veninde som lånte bil med anhængertræk og trailer så vi sammen kunne køre til Ikea og købe alt nyt til Caspars nye lejlighed og jeg kunne blive ved. 🙏🥰

Jeg er vokset op med ordsproget ”du må yde før du kan nyde” printet ind i min bevidsthed og for mig betød det, at jeg har troet det skulle være sådan generelt – også i forholdet til andre mennesker.
DET, koblet sammen med meget lavt selvværd har betydet at, jeg har altid følt at jeg skulle levere noget / gøre noget for at gøre mig fortjent til opmærksomhed, kærlighed og venskab.

Jeg har ALDRIG følt at jeg, som menneske, var nok…
At nogen kunne lide mig, fordi jeg var MIG og ikke på grund af noget jeg kunne gøre for dem eller give dem.
At nogen ville hjælpe mig uden jeg skulle bede om det og uden at jeg skulle gøre gengæld.

NU er jeg ved at lære, at livet ikke skal føles sådan – og hvis det gør, så er man omgivet af de FORKERTE mennesker.

Næstekærlighed er vejen frem, og burde være det nye SORT.