Livet i Qatar,  TLG-DOHA

Arabisk kaffe (Gahwah) – er ikke ”bare” kaffe

Facebookmail

Jeg var, sammen med en del kvinder fra TLG (Tuesday Ladies Group), samlet i smukke omgivelser i Souq Al Wakrah lidt udenfor Doha, hvor vi skulle lære lidt om Qatari hospitality.
Denne morgen var det Embrace Doha som var vært.

Embrace Doha er en kulturorganisationen stiftet af Miss Amal Al Shammari, og det var også hende som med stor entusiasme fortalte om alle de gamle traditioner i forbindelse med gæstfriheden i Qatar.

Miss Amal Al Shammari

Vi sad alle i en traditionel Majlis (stort forsamlingsrum) på store hynder og puder på gulvet.
Udover at det hele var utrolig smukt og i den grad repræsenterer Mellemøsten, så må jeg lige tilføje, at hvis man lider at stivhed i kroppen, så er det nok ikke lige det mest indbydende at skulle sidde så tæt på gulvet – eller komme op igen for den sags skyld.🤣🤣
Eller også skal man netop til at sidde lidt lavere noget oftere, for at få vedligeholdt sin smidighed…😃😉
Jeg dyrker jo Yoga, så jeg havde ikke de store besværligheder med at komme op, men elegancen manglede dog 🤣

Ligesom min mand og jeg er forskellige når det kommer til vores præferencer indenfor kaffe, så er det lige sådan hos Qatarierne.
Kaffebønnerne ristes derfor forskelligt fra familie til familie.

Og hvem er det så som rister kaffebønner og tilbereder den arabiske kaffe?

Ja du kan jo prøve at gætte…

Her hjemme hos os er det forskelligt hvem af os som laver kaffe, men i Qatar i det IKKE et kvindejob at lave kaffe, når mændene samles i den store Majlis.

Qatarimænd sætter en ære i at lave Gahwah, og derfor er det også fædrene som træner deres sønner i at tilberede kaffen, allerede fra de er ca. 11 år gamle.
Dette er traditionen, og den holdes der fast i.
Når kaffebønnerne er ristet og kølet lidt af, laves de til groft pulver.
Derefter koges det direkte i kaffekanden (Dalla), og efter et stykke tid tilsættes groft hakket kardemomme.
Kaffen her er ikke som instant kaffe, så før kaffen nydes skal den selvfølgelig filtreres.
Ifølge de gamle traditioner placerer de derfor et filter i åbningen af kaffekanden.

Filteret består af palmeblade… Ja den er god nok.
Ud med alt det fabrikerede og ind med det som naturen har skabt.👍🌴
Palmebladene fanger på den måde alle rester af kaffebønner og krydderier så kaffen bliver en nydelse at drikke.
I mine øjne er det temmelig omstændigt at byde sine gæster på kaffe, når det skal laves på denne måde, men I Qatar sætter de en ære i at servere 100 % frisk kaffe.
Jeg har aldrig haft fornøjelsen af at besøge en ægte Qatari i et Qatari-hjem, men hvis det nogensinde kommer til at ske, så er der nogle skikke som jeg skal forsøge at huske – hvis jeg tilbydes drikke eller mad.

Når man bliver tilbudt mad eller drikke, så bør man modtage kun med højre hånd. Dette gælder jo også kaffen.

Den oplysning måtte jeg have uddybet, for eftersom jeg er venstrehåndet, så er det helt naturligt for mig at række ud med venstre hånd, når jeg bliver tilbudt noget.

Helt fra gammel tid, har det været uhøfligt / en fornærmelse at modtage mad og drikke med venstre hånd, da det har været hånden de har brugt til hygiejnemæssige formål….. (Håber du forstår)😉

Selvfølgelig findes der også Qatarier som er født venstrehåndet, og som udgangspunkt så giver de altid en lille undskyldning for at modtage med venstre hånd – hvis de gør det.
Så det må jeg forsøge at huske – hvis det nogensinde skulle ske at jeg bliver tilbudt noget af en Qatari.

Kaffekoppen giver mening….
Hjemme hos os, serverer vi altid kaffe i store krus. Her er det nok mere dovenskab end noget andet som gør at vi bruger krus.
Da vi fik fortalt hvorfor arabisk kaffe kun bliver serveret i små kopper ”finjān” – ja så giver det faktisk fint mening.

Når kaffen skænkes, løfter de kanden op og ned et par gange for at køle kaffen lidt. På den måde sørger værten for at kaffen konstant har den korrekte temperatur så smag og duft er perfekt.
I og med koppen er lille, så får man som udgangspunkt altid drukket kaffen inden temperaturen ændre sig, og kaffen vil derfor altid have den perfekte temperatur for den ultimative smagsoplevelse.☕

Som sagt, så modtager man nu kaffen med højre hånd, dufter til den og derefter smager man lidt. Nu kan man stille koppen fra sig, men kun hvis man har smagt på kaffen.
At modtage en kop kaffe og sætte den fra sig med det samme – er meget dårlig stil, så det skal man lade være med.😉
Når koppen er tom, vil værten være opmærksom på om man ønsker mere kaffe.

Som Miss Amal fortalte, så er der mere til rollen som vært og dermed ”kaffe skænker” end bare at fylde kaffe i koppen.
De unge drenge bliver trænet og undervist i at tilberede kaffen korrekt, og så lærer de også hvordan de skal læse gæsters kropssprog, og dermed vide om gæsten føler sig godt tilpas, ønsker mere kaffe med det samme eller om serveringen skal vente lidt.

Hvis du giver koppen tilbage til værten, så får du automatisk fyldt din kop igen. Ryster du der imod let på koppen, så betyder det at du ikke ønsker mere kaffe.

Dette er en lille men vigtig detalje, medmindre du er superkaffetørstig.

For mig var det en virkelig interessant morgen, og det har i den grad givet mig et større indblik i en af de mange gamle traditioner her i Qatar.

Som skrevet, så finder jeg det temmelig omstændigt at brygge kaffe fra bunden, så jeg holder bare fast i min hurtige og nemme måde at lave kaffe på.

Kogt vand og instant kaffepulver, det er det som virker for mig 😃

Translate »